Thulesen Dahl føler »bestemt« et ansvar for en robust blå regering
DF-formanden vil fortsat ikke sige, om Dansk Folkeparti skal være en del af en ny regering.
DF-formanden vil fortsat ikke sige, om Dansk Folkeparti skal være en del af en ny regering.
Dansk Folkeparti er parat til at gå i regering, hvis det er på et spiseligt grundlag, lyder det fra DF-formand Kristian Thulesen Dahl (DF), der mandag eftermiddag er til forhandlinger med Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen (V) igen.
»Jeg kan vælge at gå, hvis vi ikke får alt igennem på alle hylder. Men det er ikke sikkert, at det er klogt at gå. Det kan også være klogt at blive, hvis man for eksempel får 90 procent igennem. Det er den afvejning, vi skal vurdere,« siger Thulesen Dahl.
{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}
Mange kommentatorer peger på, at den stærkeste og mest levedygtige konstellation vil være en regering bestående af Venstre og Dansk Folkeparti. Adspurgt om han føler, at han har et ansvar for det, svarer Kristian Thulesen Dahl:
»Ja, vi føler bestemt et ansvar, og vi vil også meget gerne tage et ansvar. Det er også derfor, jeg tilkendegiver, at hvis grundlaget er i orden, så er vi også parate til det.«
Men på vej ind til den anden runde forhandlinger vil DF-formanden ikke give et bud på, om en VO-regering lige nu er det mest sandsynlige udfald:?
»Det ved jeg ikke - nu skal jeg ind og snakke med den kongelige undersøger. Han må have gjort sig et billede, og han skal også snakke med de to andre partier,« siger Thulesen Dahl med henvisning til, at Liberal Alliance og de Konservative også er indkaldt til forhandlinger mandag eftermiddag og aften.
Den ting, der oftest bliver udpeget som den store knast de fire blå partier imellem, er væksten i den offentlige sektor. Dansk Folkeparti er gået til valg på en årlig vækst på 0,8 procent, Venstre og de Konservative på nulvækst og Liberal Alliance på minusvækst. Løkke har mandag vist tegn på villighed til at forhandle sig frem til et kompromis.
Men kan Kristian Thulesen Dahl leve med mindre end 0,8 procent?
»Nu handler det ikke kun om, hvad jeg kan leve med - det handler også om, hvad vi kan få igennem. Så det er en balancegang, vi må ind og finde ud af. Og det er klart, at hvis vi vælger at sige, at der bliver dannet en regering, som vi ikke er en del af, så kan vi jo løbende forfølge de politiske mål, vi har - blandt andet udviklingen i den offentlige sektor.«
Spørgsmål: Hvor gerne fornemmer du, at Løkke vil have dig med i sin regering?
»Det bliver jeg måske lidt klogere på, når jeg har været inde ved mødet. Det vil vi kunne se ud fra de politiske indrømmelser, han i givet fald vil være parat til at give Dansk Folkeparti,« siger Kristian Thulesen Dahl på vej ind til forhandlingerne med Lars Løkke Rasmussen.