BRUXELLE: Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) måtte endnu engang i går erklære enhver spekulation i hendes fremtidige jobsituation for stendød. Hun er statsminister i Danmark og har ingen planer om andet, lod hun forstå på et møde med den danske presse i forbindelse med EU-Afrika topmødet i Bruxelles i går.

Her handlede det om EUs relationer til Afrika, og Helle Thorning-Schmidt gennemgik en række spørgsmål om øget støtte til afrikanske fredsoperationer, muligheder for samhandel med Afrika til fordel for grønne danske virksomheder, menneskerettigheder og andre spørgsmål.

Herefter spurgte Berlingske statsminister Helle Thorning-Schmidt til situationen omkring hendes person og den forestående kabale om topposter i EU.

Hvordan har du det egentlig med, at det er blevet en del af den politiske virkelighed i Danmark, at du konstant udnævnes til EU-topposter?

»Jeg kan ikke gøre andet end at sige det, jeg hele tiden har sagt: Det er ikke aktuelt. Det kommer ikke til at ske. Og det tror jeg, at man skal lægge sig på sinde.«

På pressemødet blev statsministeren præsenteret for kritik fra det socialdemokratiske bagland, herunder om en kommentar til krav om, at hun skal udskiftes som formand inden næste valg.

»Det har jeg ingen kommentarer til,« sagde Thorning, der gav samme svar til et opfølgende spørgsmål om, hvorvidt hun tager kritikken alvorligt, når der er tale om røster fra eget bagland.

Thorning blev også bedt om en vurdering af, hvorfor sagen om børnechecks til østarbejdere er eksploderet.

»Der er mange mennesker, der gerne vil passe på det danske velfærdssamfund, og som er optaget af, at det skal bygge på pligter og rettigheder. Det mener jeg også. Vi må finde den rette balance mellem det indre marked, der er godt for Danmark, men at vi også kan have et stærkt og solidarisk velfærdssamfund. Det er regeringen optaget af, og vi vil arbejde for at fastholde det.«

Du er blevet kritiseret for ikke at have taget debatten alvorligt nok hurtigt nok. Hvad siger du til det?

»Jeg har taget debatten alvorligt helt fra starten, og vi har handlet helt fra starten. Jeg skal følge lovgivningen, men vi tager det alvorligt at vi skal finde en fornuftig balance mellem det indre marked, som jo er godt for Danmark, og på den anden side et velfærdssamfund, der fungerer, og som de fleste gerne vil have, og hvor det er rettigheder og pligter, der gælder. Jeg tror, at vi med de initiativer, regeringen nu har taget, vil gøre os i stand til at finde den balance.«

Hvis EU-Kommissionen konkluderer, at regeringens plan om indeksering af børnepenge ikke er i overensstemmelse med EU-reglerne, har Thorning sagt, at hun vil forsøge at få lavet reglerne om. Ved pressemødet understregede hun, at de gode argumenter har gode chancer.

»Lad os tage en diskussion med EU-Kommissionen, når de lancerer et udkast til en ny forordning. Jeg tror, at det er vigtigt at tage det på den bane. Vi vil gerne finde en balance mellem at vi skal kunne bevare det velfærdssamfund, som vi alle holder af og hvor vi er solidariske med hinanden. Det er vigtigt for regeringen, og jeg mener, at vi er i stand til at finde den balance.«