Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kickstarter nu efterårets forventede dagpengeopgør mellem regeringen og dens to støttepartier, SF og Enhedslisten, med en klar afvisning af at ændre på dagpengesystemet i forbindelse med den forestående finanslov.
Ifølge Thorning har regeringen allerede gjort det »allervigtigste, man kan gøre for de arbejdsløse« ved at »tilrettelægge den økonomiske politik, så der bliver skabt arbejdspladser«. Desuden har regeringen sidste år ændret indfasningen af dagpengereformen, og man har nedsat en dagpengekommission, der senest ved udgangen af 2015 skal komme med anbefalinger til ændringer af systemet.
Derfor gør statsministeren det nu klart, at regeringen ikke har i sinde at gøre yderligere på den finanslov, som regeringen fremlægger sit udspil til i slutningen af måneden.
»Vi lægger bestemt ikke op til, at der skal ske nogle ændringer udover dem, vi allerede har lavet, heller ikke i forbindelse med denne her finanslov,« siger hun i et interview med Berlingske.
Det er et centralt krav fra både SF og Enhedslisten til finanslovsforhandlingerne. Hvad vil du gøre, hvis de står hårdt på det?
»Jeg tror ikke, jeg vil forhandle finanslov med jer i dag. Men jeg ser sådan på det, at de (SF og Enhedslisten, red.) har fuldt ud ret til at have de synspunkter, som de har, men vi vil gerne afvente dagpengekommissionens arbejde, før vi overhovedet kigger på ændringer af dagpengesystemet,« svarer hun.
Til gengæld bebuder Thorning, at regeringen på finansloven vil lancere en sundhedspakke, der bl.a. skal forbedre den danske kræftbehandling, ligesom forventningen hos regeringskilder er, at regeringen vil foreslå at hæve fradraget for fagforeningskontingenter. Thorning siger da også, at hun »rigtig gerne« vil indgå en finanslovsaftale med SF og Enhedslisten.
Skuffelse hos SF og Enhedslisten
Men hvis hun vil det, må hun forvente at blive mødt med skrappe krav om en halveret genoptjeningsperiode, lyder det fra SF-formand Pia Olsen Dyhr. Hun kalder dagpengekravet for »et af de allermest centrale« for partiet.
»Det er uacceptabelt, at en socialdemokratisk-ledet regering ikke vil være med til at kigge på spørgsmålet om genoptjeningsretten. Den dagpengekommission, der sidder, er reelt en syltekrukke, og der er brug for handling nu. Det skylder vi de mennesker, der risikerer at måtte gå fra hus og hjem,« siger hun.
Også Enhedslistens Pernille Skipper er skuffet over statsministerens afvisning:»Det er meget uklogt at være så ultimativ forud for et forhandlingsforløb. Helle Thorning ved jo, at det her er hjerteblod for os, for fagbevægelsen og for hendes eget bagland.«
Ifølge de danske a-kassers brancheorganisation, AK-Samvirke, mistede 34.000 ledige retten til dagpenge i 2013, hvilket er ti gange så mange, som man forventede ved reformens fødsel i 2010. AK-Samvirke forventer desuden, at yderligere 14.000 personer vil miste dagpengeretten i 2014. »Hvis Helle Thorning-Schmidt står fast på den her melding, så er det meget trist,« siger AK-Samvirkes direktør, Verner Sand Kirk.
Ros fra Venstre
Venstres næstformand, Kristian Jensen, roser til gengæld statsministeren for »ikke at føje venstrefløjen« i dagpengespørgsmålet.
»Dagpengereformen har virket, og det er jeg glad for, at statsministeren nu anerkender, selv om hun var imod den, da vi gennemførte den før valget.«
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, der ellers i 2010 personligt foreslog den daværende VK-regering at halvere dagpengeperioden, kritiserer dog statsministeren for alt for »bombastiske« udtalelser før et forhandlingsforløb. Han understreger, at Dansk Folkeparti ønsker en konjunkturbestemt dagpengeperiode og eventuelt en midlertidig forkortelse af genoptjeningsretten.

