BRUXELLES/BERLIN: Den ene dag erklæret færdig i politik. Den anden udråbt som et varmt navn til en toppost i EU. Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har i de seneste måneder penduleret mellem to forskellige universer. Udskældt hjemme i Danmark, eftertragtet i Europa.

Nu er det ikke første gang, at Helle Thorning-Schmidt i pressen er erklæret »færdig«, og med kaos i Venstre har hun fået foræret en ny chance som statsminister. Men kontrasten mellem opfattelsen af Helle Thorning-Schmidt i Danmark og i Europa er bemærkelsesværdig. Mens europæiske medier ser Thorning-Schmidt som oplagt formandsmateriale til EUs højeste embeder, og den tyske avis Die Welt kører en billedserie med den danske statsminister under overskriften »En dansker til Europa«, håber 37 procent af hendes egne vælgere i Danmark, at hun vil tage jobbet og flytte til Bruxelles.

Set fra London har Helle Thorning-­Schmidt flere kvaliteter, som gør hende relevant som formand for Rådet eller for EU-Kommissionen.

»I politiske kredse ses hun – med nogle undtagelser – som generelt kompetent og én som kunne være ret god til at udføre det her job. Uanset de problemer hun har med sin hjemlige koalition,« siger Mats Persson, der er leder af tænketanken Open Europe.

Acceptabel for både højre og venstre

Tony Barber, der er europaredaktør for den toneangivende avis Financial Times, er bevidst om forskellen til Danmark.

»For resten af Europa er hun er et friskt ansigt, en pragmatisk modernisator, der ikke er præget af tidligere generationer af EU-lederes fejl, arrogance og distance,« forklarer han.

Nogle af Helle Thorning-Schmidts svagheder i Danmark kan netop være styrker i Europa. I Danmark har hun fået kritik for at mangle en socialdemokratisk tråd i sin politik, og hun mistede meget troværdighed ved at gennemføre politik, som hun før valget var imod. I Europa er politisk fleksibilitet en fordel. Stats- og regeringscheferne leder efter en kompetent kompromiskandidat, som alle kan leve med og ingen for alvor er truet af. Derfor er pragmatisme en dyd.

»Hun er acceptabel for et stort antal nøglepersoner, og hun har ikke rigtig nogen fjender,« siger Mats Persson og uddyber: »Hun er socialdemokrat, men en socialdemokrat, der støtter frihandel og relativt fleksible arbejdsmarkeder. Hun er acceptabel for både højre og venstre.«

Tony Barber fremhæver, at Martin Schulz, der er socialdemokratisk spidskandidat i opgøret om formandsposten til EU-Kommissionen, må være »grøn af misundelse« over Thornings popularitet i blandt stats- og regeringscheferne. Og Thorning har yderligere en fordel: Hun er kvinde.

»Det kan ikke benægtes, at kønsbalance vil være et nøgleparameter. Ét af de tre topjob – kommissionsformand, rådsformand eller den høje repræsentant for udenrigspolitik – skal gå til en kvinde. Sådan vil det være,« siger Mats Persson.

Også i sin europapolitik kan Helle Thorning-Schmidt åbenbart tale til flere publikummer. Hun er uddannet på Europakollegiet i den belgiske by Brügge, hvor hun i øvrigt mødte sin mand, Stephen Kinnock, søn af den tidligere Labour-leder Neil Kinnock. I denne uge blev hun udnævnt til årets studerende. Da hun under Danmarks EU-formandskab i 2012 talte i EU-Parlamentet tog hun kegler.

»Jeg er europæer af hjertet, og først og fremmest er jeg også europæer for mine børn,« sagde hun.

Blus under spekulationerne

I Storbritannien ser EU-kritikeren David Cameron imidlertid Helle Thorning-­Schmidt som en allieret. Ifølge Tony Barber kan hun bygge bro mellem Storbritannien og resten af EU.

»Men hvis Cameron bakker hende for kraftigt op, vil det modarbejde Thornings muligheder,« siger Barber, som tilføjer, at det også tæller på minussiden, at Danmark ikke er et euroland, og at Merkel formentlig vil foretrække en konservativ kandidat frem for en socialdemokrat.

Mats Persson påpeger en anden akse mellem Cameron og Thorning: Debatten om velfærdsydelser til EUs vandrende arbejdstagere.

»Jeg ved, at Thorning-Schmidt har været tilbageholdende med at sige, at »vi tager til Europa for at lave reglerne om«, men fordi hun møder ret meget pres fra Dansk Folkeparti – hun har sin egen Ukip-agtige situation – er synspunktet her, at hun måske vil være langt mere forstående over for, hvad Cameron er oppe imod end nogle af de andre kandidater,« siger Mats Persson.

Men selv om hun er populær, er det ikke sikkert, at Helle Thorning-Schmidt får tilbudt en toppost. Det afhænger i høj grad af to europæiske konservative og en socialdemokrat – Tysklands kansler, Angela Merkel, Storbritanniens, David Cameron, og Frankrigs præsident, François Hollande.

Angela Merkel har tidligere omtalt sin danske kollega som »ekstremt common sense«, hvilket er stor ros i Merkels karakterbog. Ifølge et ubekræftet rygte har Merkel luftet Helle Thorning-Schmidts navn som mulig kommissionsformand. Et nyligt annonceret møde i Berlin mellem Merkel og Thorning den 19. juni sætter yderligere blus under spekulationerne.

Jokeren Thorning-Schmidt

Angela Merkel er dog under stort hjemligt pres for at gøre den konservative spidskandidat Jean-Claude Juncker til kommissionsformand. Juncker er uacceptabel for David Cameron, der måske til gengæld kan bringes til at acceptere Christine Lagarde, den tidligere konservative franske finansminister og nuværende IMF-chef. Men hende vil socialdemokraten Hollande ifølge den franske avis Le Monde ikke bruge sit krudt på.

En mulig løsning kan ifølge flere europæiske medier blive, at jokeren Thorning bringes ind som formand for Det Europæiske Råd som et plaster på såret for David Cameron, der så til gengæld skal acceptere Juncker som kommissionsformand.

Den kabale går dog ifølge Mats Persson ikke helt op set fra London. Helle Thorning-Schmidt vil ganske vist passe David Cameron godt som rådsformand, men hun vil ikke kompensere for den store ydmygelse, det vil være, hvis Jean-Claude Juncker bliver kommissionsformand, vurderer han. Der vil skulle meget mere til.

Desuden er spørgsmålet, om Helle Thorning-Schmidt i givet fald vil være interesseret. Statsministeren siger nej. Die Welt tror det alligevel. Den tyske avis argumenterer med, at hendes stjerne i hjemlandet er »brændt ud«.