Der er mere end nogensinde brug for Det Konservative Folkeparti!« Sådan lød det næsten trodsigt fra Søren Pape Poulsen i slutningen af den tale, han lørdag holdt for de konservative tillidsfolk forsamlet til landsråd. Her kæmpede han energisk for at puste ny kampgejst ind i sin organisation og for at forberede partisoldaterne på et valg, der kan blive skelsættende for det hårdt prøvede parti.
Som Søren Pape gik rundt på scenen og afleverede sine budskaber til baglandet, kunne man næsten glemme, at han befinder sig i dyb krise. I stedet for at ligne en depressiv og udslukt partileder udstrålede han optimisme, og han havde skåret sine vigtigste mærkesager skarpt ud, så de ramte publikum rent og udløste talrige omgange med applaus.
Det står bøjet i neon, at de Konservative gerne vil leve op til det klassiske slogan om at være de borgerlige stemmer, der arbejder. Med klar adresse til især Liberal Alliance og Dansk Folkeparti gjorde Pape det klart, at han ikke er den, der stiller ultimative og ødelæggende krav til forhandlingerne om regeringens 2025-plan. Han opfordrede tværtimod alle i blå blok til at indgå seriøst i forhandlingerne og lande de nødvendige kompromiser. Han fastslog, at man burde tage de skattelettelser hjem, som der var udsigt til, og han opfordrede til at stemme for alle de forslag inden for vækst- og erhvervspakken, som dansk erhvervsliv sukker efter at få vedtaget.
Søren Pape Poulsen gentog, at de Konservative vil kæmpe for et mere fair vurderingssystem, og han fremhævede i det hele taget, at de Konservative vil slås for landets boligejere, som i dag – efter hans mening – er ofre for unfair vurderinger og brandbeskatning. Han slog ring om forsvaret og kritiserede de øvrige partier for ikke at tage bestik af de nye sikkerhedspolitiske risici i Europa – blandt andet med fremkomsten af et mere aggressivt Rusland – og han gjorde sig til fortaler for en udlændingepolitik, hvor Danmark på en helt anderledes kontant facon skal kunne bestemme, hvor mange udefra der skal lukkes ind. I samme åndedrag blæste han til kamp mod ghettoer, parallelsamfund og udlændinge, der bevidst modarbejder danske værdier og nægter at blive en del af det danske samfund. De skal ifølge formanden smides ud. Med besked om ikke at komme tilbage til Danmark.
Undervejs var der særlige hilsener til politibetjente og danske veteraner, som på hver deres måde arbejder for nationen og er med til at gøre landet trygt, som Pape udtrykte det.
Hele vejen igennem blev talen leveret med tro på budskabernes rigtighed, men selv om Pape udstrålede optimisme, er den grumme virkelighed, at danskerne tydeligvis ikke har forstået, at der mere end nogensinde er behov for de Konservative. Målingerne er elendige for en leder, der blev hentet ind for at skabe fremgang. I dag er det blodig ironi at tænke på, at Lars Barfoed blev tvunget til at overgive formandsposten til Pape, der kun har ført partiet længere ned ad slisken, ja, i realiteten så langt ned, at spærregrænsen er faretruende tæt på.
Det vil være urimeligt at give Pape hele skylden for denne nedtur, for partiets krise er akkumuleret gennem mange år, og når først et parti har fået slået så store skår af sin popularitet, kræver det tid, held og dygtighed at kæmpe sig tilbage. Når det er sagt, er og bliver konklusionen, at Pape ikke har leveret varen. Det barske, men centrale spørgsmål er, om han overhovedet får tiden til at skabe fremgang?
Til sidst i sin tale spurgte han partifællerne, om de var klar til valg. Ja, lød brølet fra salen. Men det var sigende, at DF-leder Kristian Thulesen Dahl på sit landsmøde for en uge siden indledte sin landsmødetale med at stille samme spørgsmål til sine kampfæller, mens Papes ditto først faldt til allersidst.
At det forholder sig sådan, kan ikke undre. For sandheden er, at et snarligt valg kan vise sig livsfarligt for de Konservative. I det store opbrud, der er i gang i dansk politik, risikerer Pape at blive klemt og glemt i en valgkamp, ligesom han risikerer, at medierne konstant vil fremstille ham som den partileder, der risikerer at ryge ud over kanten. Det er, mildest talt, ikke en ønskværdig udgangsposition for en valgkampagne.
Derfor giver det både sagligt og strategisk mening, at Pape forsøger at mane til samling i blå blok og prøver at trække de øvrige partiledere til forhandlingsbordet. Han har ret, når han fastslår, at der vil være markante borgerlige mærkesager at hente i forhandlingslokalet, hvis parterne vel at mærke agerer klogt og udviser den nødvendige fleksibilitet. Han rammer plet, når han advarer om, at et sammenbrud vil være en falliterklæring for blå lejr.
»Det er noget rod,« lød hans bramfri og præcise karakteristik af det nuværende kaos i blå lejr, og han mindede om, at vælgerne ved seneste valg overlod regeringsmagten til de borgerlige partier, og at det ville være direkte uansvarligt at smide dette ansvar på gulvet.
Endelig mindede han tilhørerne om konsekvenserne, hvis forhandlingerne bryder sammen og resulterer i et regeringsskifte: Dermed ville de borgerlige partier reelt åbne for Mette Frederiksens indtog i Statsministeriet og give blandt andre Pernille Skipper og Uffe Elbæk indflydelse på en ny S-regerings politik.
Da det blev sagt, kunne man næsten fornemme den gysen, der gik igennem de konservative tillidsfolk.
Mon Anders Samuelsen og LA-ledelsen lyttede efter?
Thomas Larsen er Berlingskes politiske kommentator