Da Lars Løkke Rasmussen dannede sin historisk smalle V-regering efter valget i 2015, var den konservative leder, Søren Pape, afvisende over for at gå med i regering og gendanne den klassiske VK-alliance.
Ifølge Søren Pape var de Konservative for små og svækkede til at kunne løfte et regeringsansvar, og partiet risikerede – sagde han – at blive klemt og glemt i en regering med et markant større Venstre. De Konservative havde brug for at stå frit, tegne profilen op og høste fremgang, inden et indtog i en regering kunne komme på tale, lød argumentet.
Men som den tidligere socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag så rammende har udtrykt det, har man et standpunkt, til man tager et nyt. Trods manglende fremgang satser Pape nu på, at netop regeringsdeltagelse vil kunne blive en redning for ham selv og de Konservative.
Elegant er kovendingen ikke, men den kan vise sig at være rigtig, og det er afgørende for Pape. Som leder af Folketingets mindste parti har det været vanskeligt for ham at bryde gennem mediernes lydmur. Når partiet har fået størst omtale, har det været i forbindelse med heftige opgør med regeringen – hvilket hverken har været godt for regeringen eller de Konservative.
I det øjeblik, de Konservative træder ind i regeringen, vil partiets ministre blive omgærdet af ny interesse fra omverdenen, og partiet vil få bedre muligheder for at sætte vigtige dagsordener.
Partiets udgangspunkt i de aktuelle forhandlinger med Løkke er desuden gunstigt.
Statsministeren har som bekendt hårdt brug for at få etableret den nye regering for at kunne bryde stillingskrigen med Liberal Alliance og sikre sin overlevelse som regeringschef. Anders Samuelsen har et presserende behov for at komme videre efter et forløb, hvor han har kortsluttet samarbejdet i den borgerlige lejr, brudt alle spilleregler på Christiansborg og til tider nærmet sig det farceagtige i sin stålsatte argumentation for den lettelse af topskatten på fem procentpoint, som han i dag har kastet på møddingen til fordel for kommende ministerposter. Skiftet fra politisk kamikazepilot til seriøs minister koster på troværdighedskontoen hos Samuelsen, og derfor har han brug for, at regeringen bliver dannet så hurtigt som muligt.
Af samme grund håber Søren Pape og Brian Mikkelsen, der i disse døgn deltager i forhandlingerne om at danne den nye regering, at de i fællesskab kan få sat solide konservative aftryk på regeringsgrundlaget, når det handler om bl.a. økonomisk politik, erhvervs-, bolig-, forsvars-, rets-, undervisnings- og udlændingepolitik.
Derudover satser de på at kunne lande centrale ministerier som f.eks. Erhvervs- og Vækstministeriet og Justitsministeriet. Endelig håber de på at kunne blive stærkt repræsenteret i regeringens suverænt mest centrale og magtfulde udvalg – Økonomiudvalget og Koordinationsudvalget – hvor regeringens vigtigste beslutninger træffes. De Konservatives udgangspunkt er, at der skal være tale om en ligeværdig fordeling af posterne mellem de tre kommende regeringspartier.
Lykkes det, står Søren Pape med sin bedste chance for at få det gennembrud som konservativ partileder, der hidtil er udeblevet. Indtil nu har han ofte befundet sig på afstand af begivenhedernes centrum på Christiansborg. I sin første tid som leder var han end ikke valgt til Folketinget og kunne ikke stille op til de store debatter i salen. Siden valget i 2015 har han nok haft sit sæde i det høje ting, men fra sin position uden for regeringen og som leder af Folketingets mindste parti har han i praksis haft meget svære arbejdsbetingelser.
Som øverste politiske chef i et centralt ministerium vil han blive omgærdet af opmærksomhed fra dag ét og kunne sætte dagsordener i offentligheden. Med andre ord får han nu chancen for at træde op på sin største og mest betydningsfulde talerstol til dato. Udnytter han den mulighed, kan han håbe på at kunne skabe fremgang for sit trængte parti.
Derudover skal man ikke undervurdere, at Søren Pape fra nu af kommer til at spille tættere sammen med partiets mest erfarne og drevne politiker – Brian Mikkelsen. De to arbejder i disse døgn side om side for at få konservative mærkesager skrevet ind i regeringsgrundlaget, og når regeringen er etableret, vil de danne en vigtig akse. Søren Pape har i en periode haft behov for at demonstrere, at han er konservativ leder i egen ret – og ikke blot en figur, som Mikkelsen var med til at indsætte. Men skal det lykkes at skabe et konservativt comeback, skal Pape og Mikkelsen arbejde tæt og tillidsfuldt sammen.
Nemt bliver det ikke. De Konservative risikerer – nu som før – at blive klemt i spillet mellem Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Men deltagelsen i den kommende VLAK-regering er partiets nye – og formentlig sidste – chance for at kunne vende nedgang til fremgang.
Thomas Larsen er Berlingskes politiske kommentator