Der har fortjent været læssevis af hædrende omtale af Mogens Lykketoft, siden han sidste weekend på den socialdemokratiske kongres fortalte partifæller og omverden, at han ikke vil genopstille til næste valg.

Dermed blev der varslet en afslutning på en epoke, hvor Lykketoft ikke alene har spillet en central rolle for sit parti, men også har haft direkte indflydelse på den nyere politiske danmarkshistorie.

Siden sin ungdom har han kæmpet for sit parti, og ingen har nogensinde kunnet være i tvivl om, at hans hjerte altid har banket for liste A – heller ikke selv om han har været involveret i utallige magtkampe om partiets kurs og blev en hovedperson i det usædvanligt brutale opgør med den tidligere S-formand, Svend Auken, som blev tvunget til at vige pladsen til fordel for Poul Nyrup Rasmussen ved formandsvalget i 1992.

Opgøret blev traumatisk og kom til at trække lange spor, men det førte også til den nødvendige forbrødring med Det Radikale Venstre, og det blev indledningen på en periode, hvor en ny S-ledet regering fra 1993 til 2001 førte en politik, som de fleste økonomer i dag fremhæver som succesrig og fremsynet.

I denne periode fungerede Mogens Lykketoft som suveræn finansminister. Han spillede sammen med Nyrup, der også havde dyb økonomisk indsigt, og han var tæt forbundet med den radikale leder, Marianne Jelved, der var fast besluttet på at bruge regeringsårene til at fremtidssikre dansk økonomi bedst muligt.

Har altid kunnet sit stof

I Finansministeriet arbejdede Lykketoft i det daglige sammen med departementschef Anders Eldrup, der herskede over budgetbisserne og styrede Slotsholmens vigtigste politiske og økonomiske maskinrum. Faktisk er det svært at komme på ret mange konstellationer, der overgik de to i kompetence.

I det hele taget har det været kendetegnende for Lykketofts karriere, at han har gjort sig umage og altid har haft viljen til at læse på lektien. Han har et lynhurtigt hoved og har i reglen kun behøvet at få oplysninger én gang for at forstå dem. Alligevel har han aldrig lænet sig tilbage. Både når det har handlet om økonomi og udenrigspolitik, har han altid læst sig dybt ned i materien.

En af denne signaturs yndlingseksempler på, hvad faglighed kan betyde, daterer sig tilbage til foråret 1989, da den daværende konservative statsminister, Poul Schlüter, annoncerede, at hans regering ville fremlægge danmarkshistoriens største økonomiske oplæg, som ministre og embedsmænd snart var i fuld gang med at udforme.

I den socialdemokratiske ledelse blev en lille kreds enige om at tage udfordringen fra regeringen op, og med Lykketoft som omdrejningspunkt udregnede og skrev gruppen den plan, som fik navnet »Gang i 90’erne«, og som senere gav retning på det socialdemokratiske regeringsprojekt.

Anekdoten er sigende for Lykketofts måde at arbejde på.

For ham var – og er – politik først og sidst substans.

Lykketoft – en uddøende politisk race?

Her lå ironisk nok også Lykketofts begrænsning. For han har til tider haft meget svært ved at sælge sin politik til vælgerne, og i sin korte tid som S-formand kom han især i TV-debatter til kort over for den langt mere mediebevidste V-formand, Anders Fogh Rasmussen, der tænkte nøje over, hvordan han bedst kunne markedsføre sin politik over for danskerne. Fogh forstod i højere grad end Lykketoft, at politik skulle have en attraktiv indpakning.

Nu – hvor Lykketoft har annonceret sin afgang fra Folketinget – er der grund til at overveje, om udviklingen i retning af at lægge vægt på PR, spin og iscenesættelse, er gået for vidt. I hvert fald er det slående, at de færreste unge politikere kan prale af at have samme faglige dybde og ideologiske rodfæste som Lykketoft.

Når man iagttager hans efterfølgere i Folketinget, er der en tendens til, at de ikke i samme grad er nede i substansen, og de fleste ville ikke med computer og regnemaskine kunne udforme de oplæg, som han har været i stand til, ligesom de heller ikke altid har overblik over følgerne af de udspil, som andre udformer for dem.

Loyaliteten over for deres partier er heller ikke ligefrem overvældende. Bliver de skuffede og utilfredse undervejs, skal der forbavsende lidt til, før de skifter parti. Derudover bruger de en meget stor del af deres energi på PR og iscenesættelse i de gamle medier, men allermest i de nye medier, hvor de er »på« nærmest permanent.

At det er blevet sådan, kan man ikke med rimelighed alene kritisere de unge folkevalgte for. De er høj grad et produkt af en samfundsudvikling, hvor evnen til at markere sig i det forcerede tempo i både de gamle og nye medier er blevet en afgørende del af at kunne begå sig i politik.

Det er selvfølgelig et hypotetisk spørgsmål, men det er interessant at tænke over, hvor vidt en personlighed som Mogens Lykketoft overhovedet ville have en chance for at blive valgt, hvis han var kommet ind fra gaden i dag og havde forsøgt at komme i Folketinget? Mens vi tænker over svaret, kan vi glæde os til at læse hans kommende erindringer, der kan blive en guldgrube af viden om dansk og international politik.