Mette Frederiksen burde være blevet formand for Socialdemokratiet allerede i 2005.

Hun ville nemlig have været en bedre formand for partiet end kvinden, der rent faktisk blev det; den senere statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Den afskedssalut sender Mogens Lykketoft i dag af sted i Politiken, efter at han i går bebudede, at han ikke genopstiller til næste folketingsvalg.

Mogens Lykketoft siger i dagens Politiken, at det ville have været bedre for partiet, og han fortæller også, at han faktisk arbejdede i kulissen på, at Mette Frederiksen skulle blive formand.

Også selvom han godt var klar over, at det ikke var det optimale for den dengang 27-årige Mette Frederiksen, der blev valgt til Folketinget første gang i 2001 og derfor havde mere erfaring fra Folketinget end Thorning-Schmidt, der første gang blev valgt ind i 2005.

»Jeg spurgte hende, om hun turde vove det, for jeg syntes, at det var den bedste idé. Det var det måske ikke for hende selv på det tidspunkt«, siger Lykketoft.

Artiklen er pt ikke lagt online på politiken.dk.

»Den er ikke længere«

Mogens Lykketoft blev selv partiformand i 2002 – rent faktisk med det delmål at bane vejen for Mette Frederiksen.

»Det er i og for sig ingen hemmelighed, at jeg meget tidligt tænkte, at hun ville være den, der rent følelsesmæssigt og på en politisk engageret måde kunne lede det her parti. Når jeg tog på mig at blive formand i 2002, var det i håb om at kunne holde ud så længe, at jeg kunne være med til at bestemme det,« siger Lykketoft i Politiken i dag.

Politiko.dk ville gerne have haft Mogens Lykketoft til at uddybe, hvad han præcis gjorde i perioden omkring sin egen afgang, og på hvilke områder, Mette Frederiksen ville have været bedre end Thorning. Men det ønsker Lykketoft ikke at fortælle.

»Det er jo bekendt gennem mange forskellige skriftsteder, at jeg spurgte hende tilbage i 2005. Og den er ikke længere,« siger Mogens Lykketoft.

Valgt første gang i 1981

Mogens Lykketoft bekendtgjorde i går, at han ikke stiller op, når der bliver trykket på knappen og udskrevet valg næste gang.

Dermed slutter en lang karriere for manden, hvis poster og hverv gennem tiden har bragt ham hele vejen rundt i den politiske manege:

Mogens Lykketoft blev valgt til Folketinget første gang i 1981 og har haft sin gang på Christiansborg lige siden.

Han har været finansordfører, politisk ordfører, udenrigsordfører, statsrevisor, skatteminister, finansminister, udenrigsminister, formand for Socialdemokratiet, medlem af Folketingets Præsidium – og formand for Folketinget samt senest formand for FNs generalforsamling i New York.