De Konservative er blevet så små, at de er nødt til at markere sig for at skærpe deres profil.

Sådan lyder karakteristikken fra Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, efter støttepartiets seks mandater har truet med at bringe regeringen i mindretal ved afstemningen om kommunernes økonomiaftale fredag.

Partiet vil ikke stemme for aftalen, fordi den rummer en mulig stigning i grundskylden, og det er i sådanne sager, det lille parti kan skille sig ud fra mængden, påpeger Thomas Larsen.

»De Konservative vil udnytte deres frie rolle til at markere deres mærkesager meget mere aktivt og meget mere aggressivt, end de har gjort tidligere. Det vil de gøre for at få deres politik igennem, men det vil de i høj grad også gøre for at give deres parti en skarpere profil,« siger han.

Thomas Larsen har dog svært ved at forestille sig, at de Konservative kommer til at blokere for aftalen. Det er den nemlig for vigtig til.

Til gengæld for et ja kan de i stedet få et løfte fra finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) om, at grundskylden skal drøftes til efteråret i forbindelse med finanslovsforhandlingerne, vurderer Thomas Larsen.

»Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at det her det ender med et højdramatisk sammenbrud og regeringen kommer i mindretal,« siger han.

Ifølge den politiske kommentator er der to mulige scenarier:

»Enten accepterer de Konservative, at der skal forhandles om boligskat og grundskyld til efteråret, eller også får regeringen støtte fra anden side i folketingssalen, fordi aftalen er så vigtig,« siger Thomas Larsen.

Brian Mikkelsen (K), finansordfører for de Konservative, fastholder, at partiet ikke vil stemme for aftalen, når der lægges op til, at grundskylden kan stige med 6,6 procent til næste år.

»Vi vil ikke stemme for stigende boligskatter. Vi skylder boligejerne, at de kan have ro i maven og sikkerhed for, at skatterne ikke stiger. Derfor stemmer vi ikke for den her kommuneaftale,« siger han.

I forbindelse med, at KL og regeringen gav hånd på aftalen, var de Konservative ellers med på at lægge stemmer til. Men torsdag kunne finansministeren se sit flertal forsvinde.

Den resolutte udmelding fra de Konservative dagen før afstemningen fik hurtigt Claus Hjort Frederiksen til at sige, at man vil kigge på grundskylden på et senere tidspunkt:

»Jeg går gerne i dialog, for det er et relevant emne. Men det skal være i forbindelse med en finanslovsproces, for uden penge og uden mandater er det her blot en ren parademelding. Så jeg håber, at de Konservative vil besinde sig,« udtalte han torsdag eftermiddag.

De Konservatives udmelding kaldes »pinlig« af Socialdemokraternes finansordfører, Benny Engelbrecht (S), der dog - som resten af partierne i rød blok - nægter at redde regeringen i fredagens afstemning. De Radikale kræver ifølge finansordfører Martin Lidegaard (R) »indrømmelser«, hvis de skal lægge stemmer til aftalen og skaffe regeringen sit flertal.

Der skal stemmes om aktstykket omkring aftalen mellem Kommunernes Landsforening og regeringen fredag klokken 15.