Langt fra alle klapper i hænderne ved udsigten til, at Danmarks tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) måske vinder udskilningsløbet om at blive ny flygtningehøjkommissær i UNHCR.

En af kritikerne er den britiske ekspert, Jeff Crisp, som har mange års erfaring fra FN-organisationen, og som i dag er tilknyttet Refugee Studies Center i Oxford.

»Jeg ved ikke, om der midt i den største flygtningekrise i de sidste 50-60 år er råd til at have en højkommissær, som først skal lære jobbet at kende,« siger Jeff Crisp.

Ordene understreger det element af storpolitisk gambling, som er forbundet med Thornings kandidatur.

På overfladen synes hun perfekt, hvis FN ønsker en politiker i spidsen for UNHCR. Hun har ti års erfaring som formand for Socialdemokraterne, hun har været regeringschef, hun kender EU indefra – som tidligere medlem af Europa Parlamentet og fra sin deltagelse i talrige topmøder – og har relationer til flere af verdens ledere.

Dertil kommer, at hun færdes stilsikkert i et internationalt miljø og har forbilledlige sproglige kompetencer. At hun er kvinde, skader heller ikke i en tid, hvor man gerne vil have flere kvinder ind på de høje poster i FN.

Alt sammen får det hendes CV til at se attraktivt ud og gør det nemt at forstå, hvorfor statsminister Lars Løkke Rasmussen og udenrigsminister Kristian Jensen kører en så aktiv kampagne for hende. Derudover kommer hun fra en nation, der hører til blandt de mest gavmilde donorer til FN, hvilket også tæller i kampen om at få landet posten.

Spørger man kritikerne, ser de dog flere foruroligende minusser ved Thorning.

Når det gælder lederskab, kan der ikke sættes spørgsmåltegn ved hendes robusthed og vilje til at blive ved, selv når storme raser. Men det hører også med, at hun som regeringschef stod i spidsen for en samspilsramt regering og var ude af stand til at holde sammen på sit hold. SFerne følte sig svigtet og tumlede ud af regeringen, ligesom vejen frem til valget var præget af konstante konfrontationer mellem S og R. Taler man med de tidligere ministre i dag, toner et billede frem af en regeringschef, som i praksis ikke var en dygtig leder.

Derfor er det et relevant spørgsmål, om Thorning – rent ledelsesmæssigt – er klædt på til at komme ind i, forstå og lede en så stor og kompleks organisation som UNHCR.

Derudover skabte Thorning ofte problemer for sig selv og sin regering ved at bruge en bastant og skråsikker retorik. Den slags kan vise sig farligt i den aktuelle situation, hvor den massive strøm af flygtninge og immigranter udfordrer Europa. Under disse omstændigheder er der brug for en FN-leder, der formår at analysere udviklingen præcist og evner at dosere sine politiske og retoriske virkemidler.

Endelig og måske mest belastende for Thorning opfatter mange kritikere hende som en tvetydig profil, når det handler om at skulle arbejde for verdens flygtninge. I valgkampen fremhævede hun sig selv som strammer og indrykkede annoncer, hvor hun reklamerede for sine stramninger af udlændinge- og flygtningepolitikken. Det har fået bl.a. Enhedslisten, SF og tidligere højtplacerede danskere i FN til at undre sig over, at Thorning skal køres i stilling som ambassadør for verdens flygtninge.

Politikens tidligere chefredaktør og nuværende seniorkorrespondent, Herbert Pundik, har i en klumme peget på det ironiske i, at UNHCR – af alle – i 2014 skrev en skarp protest mod Thorning-regeringens stramninger på et tidspunkt, hvor »behovet for international solidaritet« ifølge organisationen var større end nogensinde.

I sin kommentar spurgte Herbert Pundik, om den virkelige Thorning monstro var den politiker, som i valgkampen forsøgte at overbyde Venstre med stramninger – eller om hun blot appellerede til bestemte vælgere for at kunne fastholde magten uden at mene noget særligt med sine meldinger?

Ingen kender svaret, men efter at hun er sprunget ud som kandidat til FN-posten, kan det konstateres, at hendes tidligere standpunkter hurtigt er blevet gemt væk.

I et interview med et globalt netværk af humanitære græsrodsorganisationer, kaldet ICVA, lød budskabet fra Thorning, at Europa har kapacitet til at håndtere de mange flygtninge. Hun gjorde det klart, at hun støtter beslutningen i EU om at fordele flygtninge mellem landene – selv om mange lande i EU er stærkt imod – og hun sværgede troskab til FNs flygtningekonvention, selv om flere regeringer i stigende grad kritiserer konventionen for at være uanvendelig over for de nye folkevandringer.

Hidtil har regeringstoppen arbejdet ihærdigt for Thornings kandidatur, og det vil den også gøre i slutspurten, men langt fra alle ministre er trygge ved udsigten til at få Thorning i spidsen for UNHCR.

I ugens løb satte udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg for første gang ord på en bekymring, som deles langt ind i blå lejr. I modsætning til Thorning fastslog Støjberg, at presset mod Europa er stort – og også for stort.

Lige nu ved ingen, om Thorning lander den prestigefyldte og vigtige toppost. Men det virkelig tankevækkende er, at heller ingen aner, hvad hun vil stå for, hvis hun bliver kommissær.