220.000 sommerhuse kom med i puljen, da et stort set enstemmigt Folketing som led i den store vækstpakke genindførte håndværkerfradraget, som en halv million danskere benyttede sig af sidste år.

Det var særligt en god nyhed for sommerhusejere, der bor i leje-, andels- eller ejerlejlighed. Mens parcelhuseejere let kan få adgang til fradraget, så har den enkelte beboer i lejlighed ikke mulighed for at gå i gang med nye vinduer, nyt varmeanlæg, nyt tag eller bedre isolering, da den slags typisk håndteres af hele boligforeningen.

Derfor giver det udvidede fradrag langt bedre muligheder for de tusinder af familier, der bor i lejlighed og samtidig har sommerhus. Og familier med parcelhus og fritidshus har nu to steder at bruge fradraget.

Håndværkerfradraget er på op til 15.000 kroner per voksen i husstanden og gælder i denne omgang både i år og næste år og fortsat kun for arbejdslønnen.

En husstand med to voksne kan altså over halvandet år fra nu igangsætte et eller flere projekter med samlede lønudgifter på 60.000 kroner. Det vil udløse en skatterabat på knap en tredjedel – altså lige under 20.000 kroner i »tilskud« fra staten eller knap 10.000 kroner per år.

»Det er ikke hver dag, man får 10.000 kroner forærende,« ræsonnerer Kim Valentin, privatøkonomisk rådgiver i Finanshuset i Fredensborg.

Sommer eller hele året

I Odsherred med 26.000 fritidshuse mener Nybolig-mægler Mikkel Henriksen, at der groft sagt er to typer af sommerhuse.

»Der er de egentlige sommerhuse, der kan være hyggelige træhuse, og så er der fritidshuse, som bliver brugt hele året,« siger Mikkel Henriksen, der ejer tre mæglerbutikker i landets største sommerhuskommune.

I fritidshusene kan montering af varmepumper og skift fra enkeltglas til termoruder være fornuftige projekter, der både øger komforten og barberer regningen til energi.

Også brancheorganisationen Tekniq, med 2.800 el- og VVS-installatører, har kig på fritidshusene. Siden 1981 er det gennemsnitlige elforbrug i sommerhuse nemlig næsten fordoblet ifølge en opgørelse fra Statens Byggeforskningsinstitut og ligger ikke langt under det årlige forbrug i en helårsbolig.

Det skyldes, at mange fritidshuse i dag også bliver brugt i kolde perioder som påske, efterårsferie og jul. Det øger elforbruget til lys, vandvarmer og tøjvask og – ikke mindst – til elvarme.

Bedre komfort

Chefkonsulent Søren Rise fra Tekniq peger på, at en løsning i den billige ende er at få fjernstyring af el og varme, som så kan tændes på vej til sommerhuset i stedet for, at varmen står tændt hele tiden.

Det kan klares for under 10.000 kroner, og rundt regnet en tredjedel vil være arbejdsløn, som udløser håndværkerfradrag.

Noget dyrere alternativer er at etablere varmepumpe, opsætte solfanger til at opvarme vandet eller solceller til at producere strøm.

Kim Valentin fra Finanshuset lægger dog vægt på, at energiforbruget stadigvæk er lavere end i helårshuset, så det kan være sværere at få tjent sin investering hjem. I hans øjne bør det snarere handle om at skabe bedre komfort. Et synspunkt som deles i Håndværksrådet.

»Håndværkerfradraget for sommerhuse vil mere være småreparationer og småjob med at få malet, slebet ned og få skiftet lister ud. Vi synes, at sommerhusejerne skal bruge muligheden, hvis huset trænger til en kærlig hånd. Nyd sommeren og hyr en professionel håndværker,« lyder opfordringen fra politisk chef Frank Korsholm.

Travlhed i sommerlandet

Hos Dansk Byggeri har Albert Christensen allerede mærket fradraget ude i sommerlandet. Han er lokalformand for Vestsjælland med blandt andet Odsherred, Holbæk, Slagelse og Kalundborg kommuner med masser af fritidshuse.

»Det betyder meget for området, og jeg har kolleger, som har fået meget travlt – typisk med isolering og nye vinduer. Det er også en fordel at få tjekket taget og eventuelt repareret det, for mange bruger mest huset i de tørre perioder og opdager derfor ikke, hvis taget er blevet utæt,« siger den vestsjællandske byggeformand.

Også Mikkel Henriksen fra Nybolig Odsherred har mærket fradraget. Blandt andet fordi han har vurderet fem-seks fritidshuse, hvor ejerne overvejede ekstra realkreditlån til at finansiere byggeopgaver.

Han pointerer samtidig, at det kan være relevant at bruge fradraget, hvis sommerhuset skal sælges.

»Det kan optimere værdien af huset, og går man ind i 2014, kan to års fradrag række til større projekter.«