Skinnende dildoer, bløde naturgummi-vibratorer med tilhørende fjernbetjening og en funklende halskæde, der også er en pisk. Sexlegetøjet er nydeligt udstillet i sexbutikken Lust i København og ligner til forveksling noget, du kan købe i en Apple-butik. Enkelt, elegant, højteknologisk, sanseorienteret og langt fra den gamle overskårede gummipik, der ellers var det »foretrukne« onaniredskab.

Sexlegetøjsindustrien boomer, og frem for at være noget, man gemmer væk i sin sokkeskuffe, stilles det frem på hylden ved siden af Chris Kraus og Simone de Bauvoir eller tages på, når man går ud ad døren. Sexlegetøj er blevet et symbol på seksuel frigørelse og skal vises frem med stolthed og selvfølge.

»At lære sin egen seksualitet at kende er styrkende,« siger taiwanesiske Wan Tseng, der står bag sensual jewlery-firmaet, The Wisp, der har base i London. Hun er en af de nye designere, der er begyndt at dominere sexlegetøjsindustrien – også kaldet sextech-industrien.

»Jeg har eksempelvis lavet en vibrator, du kan have på som en halskæde, som en form for symbol på din holdning til sex. At have en vibrator om halsen kan starte en samtale om sex, som jeg tror, vi som samfund stadig har brug for,« siger Wan Tseng.

Det er især wearable sexlegetøj som det, Wan Tseng laver, der har fået vind i sejlene. Små aflange sølvvibratorer, der også er halskæder. Øreringe, der fungerer som brystvorteklemmer og snegleformede vibratorer, du lægger ned i dine trusser og styrer via en app eller fjernbetjening.

»Der er helt klart »gået mode« i sexlegetøj. Sexlegetøj er blevet en form for social-seksuel markør. Teknologien er mere avanceret, motorerne mindre støjende og det æstetiske får lov at fylde. Det superdesignede sexlegetøj åbner for et nyt og yngre segment af sexlegetøjsbrugere, der aldrig ville røre ved de mere traditionelle, naturtro og pornoagtige produkter, da de ligger langt fra det, de identificerer sig med. Det nye sexlegetøj gør sex og onani mindre tabubelagt, da det er produkter, vi er mere stolte af at vise frem,« siger Sabine Elvstam-Johns, der ejer Lust.

Men hvad kan det nye sexlegetøj? Og er det absolut nødvendigt at have din vibrator med i byen?

Meget af det wearable sexlegetøj fokuserer ikke kun på orgasmen. Det er lige så meget et redskab til at lære kroppen og sine lyster at kende, siger Wan Tseng.

The Wisp har lavet en række kollektioner, der består af halskæder, armbånd og små hightech sensorer, man kan sætte forskellige steder på kroppen. De har tre forskellige sanselige funktioner: berøring, pust og lugt. Berøring simulerer at blive kærtegnet roligt og sensuelt. Pust simulerer at blive pustet i nakken eller følelsen af en andens ånde mod din hud. Lugt sprøjter lidt parfume eller anden stimulerende lugt ud. Legetøjet sætter sanserne i gang på en anderledes måde end meget andet sexlegetøj og skaber intimitet med dig selv eller din partner på en ny måde, påpeger Wan Tseng.

»Ideen bag The Wisp var at få kvinden til at udforske sin egen krop. Jeg tror, der er mange kvinder, som ikke kender deres krop særlig godt eller ved, hvad de kan lide i sengen. Men hvis du ikke kender din egen lyst, hvordan kan du så fortælle din partner, hvad du gerne vil have, han gør ved dig? Jeg tror stadig, at mange kvinder ikke er vant til at tænke særligt meget på sig selv, når de har sex. Det handler i højere grad om at please deres partner,« siger Wan Tseng.

»Kvinders seksualitet er sammensat og multi-dimensional,« siger Sabine Elvstam-Johns. »For de fleste kvinder er det en god øvelse at lære at udtrykke, hvornår, hvordan og hvad vi kan lide. Ikke mindst for også at lære at sige nej og sætte grænser. Som samfund har vi stadig behov for at blive mere åbne omkring sex og onani – det er en naturlig ressource til personlig udvikling. Vi tror, at vi er et seksuelt frigjort samfund, fordi porno er lettilgængeligt, og sex er et centralt emne på vores sociale agenda, men vi har stadig svært ved at udtrykke vores personlige lyster og grænser.«

At trække sexlegetøjet med ud i det offentlige rum er måske nyt, men det er sexpositivisme og seksuel frigørelse ikke. Det er noget, feminister har kæmpet for i årtier, og det er noget, flere og flere skribenter tager op. I takt med, at lyst og seksuel udfoldelse er blevet adskilt fra forplantningen, er sex også blevet et redskab til at undersøge os selv og vores omverden – »det seksuelle er på godt og ondt blevet et sted, hvor vi henter identitet og social kapital,« siger Christian Graugaard, der er læge og professor i sexologi på Sexologiskforskningscenter på Aalborg Universitet.

En af fanebærerne for den udvikling er den amerikanske forfatter Emily Witt, der sidste år udgav den hypede bog Future Sex. Bogen beskriver det seksuelle marked du jour, og hvad seksuel eksperimentering gjorde ved hende.

Selv om det frigørende element i meget af det nye sexlegetøj ifølge Emily Witt også lugter lidt af en marketingsstrategi, er det en rigtig god måde at gå på opdagelse i sin egen krop.

»Gamle traumer og minder lagrer sig i kroppen. Sexlegetøj giver en mulighed for at afprøve nogle ting på egne præmisser uden at skulle bekymre sig om også at skulle tilfredsstille sin partner. På den måde er det både empowering og lærerigt rent personligt,« siger hun.

»Da jeg i forbindelse med min bog gik på opdagelse i min egen seksualitet, gjorde det mig mere selvsikker og ærlig rent seksuelt. Det gjorde, at jeg ikke dømte mine egne lyster, og det gjorde, at jeg så langt mere tilgivende og nuanceret på mine seksuelle erfaringer,« siger Emily Witt.

»Jeg synes generelt, at vi skal være mindre kategoriske, når det kommer til sex. Sex skal naturligvis være rart, ingen tvivl om det. Men når man afprøver grænser og gør sig erfaringer i sit sexliv, kommer man nogle gange på dybt vand, hvilket kan føles ubehageligt. Især hvis der så også bliver set ned på det af samfundet. Hvis vi som samfund i højere grad ser seksuel udfoldelse som noget naturligt, opdager vi flere sider af os selv og færre vil føle sig marginaliseret,« siger Emily Witt.

»Jo flere forskellige fortællinger, der eksisterer om vores seksualitet, jo mere har folk at spejle sig i. Fremtidens sex handler ikke kun om teknologi – sexrobotter, legetøj og virtual reality – det handler om måden, vi taler om sex, og hvilken rolle, det spiller i måden, vi vælger at indrette vores liv.«

Men skaber wearable sexlegetøj og mere snak om sex et nyt forventningspres i forhold til vores sexliv? Kan du kalde dig frigjort, hvis du hellere vil holde sexlivet i privaten og ikke har lyst til at have en vibrator om halsen?

»Som udgangspunkt er det positivt, at vi kan have en fri og åben dialog om seksuelle emner. Men i en seksualiseret virkelighed taler mange interesser i munden på hinanden, og vi skal være klar over, at der hele tiden produceres nye normer og idealer, som kan være svære at leve op til. Det er frisindets pris, at oplysningsstrømmen flyder frit, og at det er overladt til den enkelte at finde fodfæste i denne tsunami af information. Man kan godt føle, at man drukner i frisind og ligefrem ønske sig tilbage til »de gode gamle dage«, hvor mulighederne var begrænsede, men hvor verden til gengæld var tryg og forudsigelig,« siger professor Christian Graugaard.

I et samfund med stigende overvågning og sociale medier, der ofte spreder meget urealistiske kropsidealer, er sexlivet måske noget af det sidste, der stadig er relativt privat. At man har lyst til at lade det forblive bag lukkede døre, kan Emily Witt i princippet godt forstå.

»Al den snak om sex kan selvfølgelig øge presset på folk, der måske ikke føler sig lige så seksuelle eller seksuelt eksperimenterende. Det er nemmere at forblive mere eller mindre afskåret fra dybe og måske undertrykte lyster. Men gennem de seneste mange år har vi i samfundet set, hvad det gør ved eksempelvis seksuelle minoriteter at skulle forblive »i skabet«. Med det in mente tror jeg, det er vigtigt at spørge sig selv, om man undertrykker sider af sig selv, eller om man helt ærligt mener, at man bare ikke er særlig seksuel,« siger Emily Witt.

»Der er i hvert fald brug for løbende attentater mod den gældende seksualmoral, så der bliver plads til alle i det erotiske rum,« tilføjer Graugaard.