Organet for Den Højeste Oplysning har fået en ny, fast sex-klumme. Det bliver klamt, det er helt sikkert. Hvorfor? For kulturradikal sex er altid en vammel affære. Debut-teksten er forfattet af Jes Stein Pedersen, dampende kulturradikaler, og handler om hvide mænd, som er onde, og kvindeforfattere, der er liderlige efter veludrustede, sorte mænd.

Indholdet er nogenlunde kalibreret med øvrige lummertekster fra bemeldte segment, som altid strør gavnligt om sig med ord som »pik«, »kusse« og »bolle«. Så er scenen ligesom sat med to af Politiken Plus’ yndlingsting: Kulturelt selvhad og vulgaritet.

Hvorfor må formidlingen af erotik og sex ikke være skøn og værdig, tænker De måske? Så er vi to, men der er altså psykosociale fordele ved at dyrke det harsk-lumre. For det første, at den vulgære altid har magten. Det har hun, fordi grænseoverskridelse i sagens natur er overrumplende.

Chok-effekten paralyserer og forvirrer almindelige mennesker; det baner vejen for, at den vulgære kan etablere sig med sine uforudsigeligheder og skandaløse udsagn. På den måde er den grænseoverskridende ironisk nok dybt afhængig af den borgerlige orden; det er kun fordi mange, trods alt, stadig har nok blufærdighed til at reagere med overraskelse, at denne overtagelse af rummet-ved-klamhed overhovedet virker.

Det ophøjede tages ud

Den anden fordel ved vulgarismen er dens ideologiske nytteværdi. Som gammelmarxisterne yndede at sige, så er det private politisk – denne lære har de lidt mere raffinerede kulturtyper taget til sig og stylet chikt: Man er rock’n’roll, når man bruger utiltalende ord som »kneppe« og »bolle«. De er gode til at tage det ophøjede ud af ethvert seksuelt møde.

Den smukke sanselighed, der balancerer klogt mellem det uligestillede og den dybe respekt for den anden, og som nydes i privatsfæren – det er selve arvefjenden.

Bornertheden er den borgerlige ordens væbner. Den beskytter dyden, der igen hviler på forestillingen om uskyld; derfor må man udstille og sværte det uskyldige, hvor end man ser det. Reduktionen af seksualitet til (uskøn) fysisk aktivitet, er en måde at fratage folk følelsen af meningsfuld nærhed på.

Det er endnu et skridt mod opløsning af det hellige, intime bånd mellem mand og kvinde. Ægteskabet som den judeokristne civilisations grundsten. Vil man mor og far-duoen, familiens ophav, til livs, skal man starte i soveværelset.

Der er en fordel mere: Denne selvfortabelse i drift, som mange i kulturklassen ser som et adelsmærke, er også en afgrænsning til de lavere kaster. Middelklassen er snerper med Bilka-værdier; underklassen er muligvis også god til at bryde grænser, men har ikke dannelsen, netværket eller sproget til at trække sociale point ud af det. Sejrherren er den bakkanalske litterat, der som en anden gadedreng tør sige »pik« samtidig med, at han tyller Bourgogne.

Deri er også det nærved-trivielle svar på klummens spørgsmål: Kulturradikal sex er klamt, fordi det er grimt. Med vilje. Man tager den (smukke) erotiske handling som gidsel for sit evige ønske om nedbrydning af det skønne, opbyggelige og ophøjede.

I sidste ende er der kun fornedrelse, de velbehageliges golde evergreen. Man elsker det ovre hos stofnettene. Det suser og hviner i æggestokkene, når endnu en tændt årgangsfyr med åben skjortekrave siger »bolle« og småstrinter på »grænserne«, som var de strenge forældre.

Det er alt muligt. Men sexet er det altså ikke.