For mange studerende er studielånet en kærkommen økonomisk håndsrækning til at kunne købe daglige fornødenheder som mad, toiletpapir og skolebøger. For andre er det en billig måde at få staten til at finansiere aktiehandel og senere boligkøb.
Således er renten på studielånet, også kaldet SU-lånet, nu så lav, at en række studerende tager lånet, også selv om de ikke har brug for pengene lige nu. Fordelen ved lånet er, dels at der ikke er nogen gebyrer, og dels at renten er lav. Under studietiden er renten på lånet fire pct., og når den studerende er færdig med at studere, falder renten til blot én pct.