Aldrig havde Anne Nielsen forestillet sig, at en storkonflikt kunne få så stor en betydning for hendes dagligdag. Men på trods af at hendes liv ligner mange andres, bliver hendes hverdag i høj grad påvirket af de offentligt ansattes lockout.

Anne Nielsen bor lidt udenfor København sammen med sin mand og to børn. Hun arbejder inde i hovedstaden, og pendler derfor med S-toget hver morgen. Hendes forældre er pensionister med mindre helbredsproblemer, og selv har hun en forestående scanning på et hospital. Samlet set gør de forhold Anne Nielsen til en af de danskere, der bliver hårdest ramt af en storkonflikt.

Fra lockoutens første dag ændrer Anne Nielsens liv sig allerede fra morgenstunden. 32.000 pædagoger og 35.000 lærere er lockoutet, og alle daginstitutioner og folkeskoler er derfor lukket. Det betyder, at både Anne Nielsens femårige datter og 14-årige søn skal blive hjemme.

Hun aftaler med sin mand, at han bliver hjemme sammen med børnene, mens hun tager på arbejde.

Vejen til arbejde bliver dog en kamp for Anne Nielsen. Som følge af lockouten er togdriften indstillet, og hun bliver derfor nødt til at tage bilen. Mens Anne Nielsen sidder i morgentrafikken, begynder hun at glæde sig til at komme til scanning med sit knæ senere på dagen. Hun må nemlig ikke cykle, før hun ved, hvad der er galt med knæet.

Men tankerne om scanningen bliver kortvarige. I hendes e-boks tikker en mail ind fra Herlev-Gentofte hospital, som fortæller hende, at hendes knæundersøgelse er blevet udsat på ubestemt tid, ligesom en række andre ikke-akutte behandlinger på Region Hovedstadens hospitaler. Anne Nielsen tænker tilbage på maraton-strejkerne i 2008, hvor over 370.000 patientbehandlinger blev udsat, og håber, det ikke vil ende sådan igen.

Når Anne Nielsen kommer ind til byen, starter jagten på en parkeringsplads. Det bliver en frustrerende jagt, fordi en række biler holder ulovligt parkeret, da mange tydeligvis ikke er bange for at få bøder, når nu P-vagterne er lockoutet.

Altomfattende ændringer af hverdagen

Morgenens modgang får Anne Nielsen til at drømme sig væk fra lockout-ramte Danmark, og hun finder opmuntring i, at familien skal til Syditalien i næste uge. Da Kastrup Lufthavn er privatejet, er der vel ikke noget, der kan forhindre familien i at komme af sted, tænker Anne Nielsen. Så skulle det lige være, fordi hendes nye pas ikke kommer ind af døren i løbet af ugen, som hun ellers er blevet fortalt.

Anne Nielsen ringer til Borgerservice for at forsikre sig om, at passet er på vej. Men hendes opkald bliver mødt af en telefonsvarer, der forklarer, at en række af de servicetilbud, Borgerservice varetager, er ramt af lockout, og derfor ikke er tilgængelige. Det gælder blandt andet udstedelse af pas og kørekort.

»Arrivederci Italia,« siger Anne til sig selv og sukker dybt.

Hun forsøger i løbet af dagen at opmuntre sig selv med, at der nu vil være bedre tid til at planlægge sønnens konfirmation.

Men intet er, som det plejer i Anne Nielsens nye hverdag. Da hun kommer hjem, fortæller sønnen, at konfirmationsundervisningen er blevet aflyst, fordi præsten er lockoutet. Sønnen er grædefærdig, fordi hans far vil udsætte konfirmationsfesten, så de ikke risikerer at skulle betale for leje af lokalet to gange.

Anne forsøger at trøste sønnen, men bliver afbrudt af et opkald fra hendes mor, der er helt ude af den. Moderen fortæller, at Anne Nielsens bedstemors begravelse er blevet udsat på ubestemt tid på grund af lockouten.

»Skal hun så bare ligge i kisten og vente,« spørger moderen hulkende i telefonen.

Anne Nielsens mor er også urolig, fordi hun frygter, at Annes faders kræftkontrol vil blive udsat, da Region Hovedstaden ikke kan garantere, at de har ressourcer til at gennemføre kontrollen på det aftalte tidspunkt.

Når Anne Nielsen omsider  kan sætte sig tilrette og se TV-avis om aftenen, er der heller ikke meget opmuntring at hente. I første indslag fortæller en bilist, at han »altid, altid« vil køre for hurtigt på vejene, nu når lockouten forhindrer politiet i at udføre en række hastighedskontroller. Det bekymrer ikke bilisten, at også køreprøver bliver udsat af politiet.

Til gengæld er den hurtigkørende borger en smule forarget over, at der vil blive skåret i grænsekontrollen, og at en række retssager vil blive udskudt.

Anne Nielsen slukker fjernsynet. Tænk at en lockout ændrer så meget.