FOA-formand Dennis Kristensen ankommer som den mest optimistiske og i øvrigt sidste af de offentligt ansattes repræsentanter til tirsdagens afgørende forhandlinger i Statens Forligsinstitution.
»Kongen kommer til sidst,« bemærker én i mængden.
Antallet af fagforeningsfolk, som møder op foran Forligsinstitutionen på Sankt Annæ Plads i København, er gennem de seneste uger vokset fra få håndfulde til flere hundrede. Denne formiddag synger de »Én for alle, alle for én« og »mere i løn, løn – meget mere i løn« i kanon.
Dagens forhandlinger er afgørende, fordi en storkonflikt tirsdag aften kl. 23.59 vil blive en realitet – medmindre forligsmanden vælger at udskyde i yderligere 14 dage. Eller medmindre parterne indgår en aftale.
Det hælder Dennis Kristensen mod.
Sådan her forventer han, at dagen vil skride frem.
»Forligsmanden starter med et samlet møde, hvor jeg gætter på, at vi får et samlet udspil fra arbejdsgiversiden, som både gælder kommuner, regioner og stat. Og så vil jeg tro, at hun sender os ud at forhandle på hver vores område,« siger Dennis Kristensen og fortsætter:
»Mon ikke den måde at sætte det op på er udtryk for, at nogen alligevel har lidt mere i posen, end de hidtil har taget frem og lagt på bordet. Hvis jeg gætter rigtigt, kunne det godt være, at vi kan lave et forlig i løbet af formentligt ikke ret lang tid.«
Sammenhold og sprækker
Forhandlingerne i Forligsinstitutionen er nu i gang i syvende uge, og på det seneste er der begyndt at vise sig sprækker i fagforbundenes solidaritet i form af den såkaldte og vitterligt historiske musketered.
Men Dennis Kristensen afviser blankt, at han f.eks. træder ud ad døren til Forligsinstitutionen med en aftale, som ikke også tilgodeser lærerne, der forlanger bedre arbejdstider og genoprejsning i forhold til lærerkonflikten i 2013.
Også Flemming Vinther, som er formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening og topforhandler for de statsansatte, garanterer, at hverken lærerne eller andre af de offentligt ansatte lades i stikken i 11. time.
»Arbejdsgiverne har stået stålsat på, at ting ikke må koste noget. Det er kun fællesskabet, der har fået os så langt her. Og det er det, der skal få os det sidste stykke,« siger Flemming Vinther.
Også han vurderer, at det er muligt at lande en aftale i løbet af tirsdagen, selv om knasterne ifølge ham stadig er store:
»Det håber jeg. Det er det, vi er her for.«
Inde i Forligsinstitutionen har parterne været samlet i Arbejdsretssalen. Arbejdsgiverne har her udleveret papirer til arbejdstagerne, som de netop er gået længere op i bygningen for at studere og diskutere.
Forhandlingerne er i gang.
