Internetportalen Yahoos topchef gennem de seneste to år, Marissa Mayer, måtte gerne slippe stolen og roret, mener nogle af de største aktionærer.

To af de ti største aktionærer har direkte adspurgt America Online, AOLs topchef, Tim Armstrong, om at tage over efter Marissa Mayer, som i 2012 rejste fra Google for at overtage den dengang synkende Yahoo-skude og siden har foretaget adskillige store opkøb for at gøre Yahoo relevant igen.

Fusion kunne godt tænkes

Yahoo var en af de første søgemaskiner, som gjorde det muligt at finde på Internet, hvad man søgte. Det var, inden Larry Page og Sergej Brin fandt på at lave Google, som siden har gjort livet svært for blandt andre Yahoo.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har Tim Armstrong ladet forstå, at han godt kunne overveje forslaget om at tage over, hvis det kan ske gennem en fusion mellem AOL og Yahoo. Kunne de to selskaber slåes sammen, skulle der være mulige besparelser at hente på op til 1,5 milliarder dollars.

Også Tim Armstrong kommer fra Google men overtog roret i AOL i marts 2009, og han har formået at redde selskabet fra den visse kurs mod glemselen, bl.a. gennem opkøb. I dag er AOL omkring 3,5 milliarder dollars værd - det dobbelte, siden Tim Armstrong tog over. Han købte i 2011 onlinenyhedstjenesten Huffington Post for 315 millioner dollars.

Alibaba-investering bærer frugt

Yahoo har omvendt en markedsværdi på 47 milliarder dollars. De 44 milliarder dollars stammer dog fra Yahoos delvise ejerskab af den kinesiske internetgigant Alibaba, som netop med stort held har ladet sig delvis børsnotere.

Marissa Mayer har kæmpet med udfordringerne, siden hun tog over i juli 2012. Yahoos aktiekurs er godt nok steget til det tredobbelte, men ifølge analytikere er det igen Yahoos ejerskab i Asien, der bærer hovedæren for det. Selv har Marissa Mayer sagt, at investorerne er nødt til at være tålmodige, fordi det vil tage mange år at vende selskabet.

I denne uge købte Yahoo videoannonceplatformen Bright Roll for 640 millioner dollars, og tidligere har Yahoo købt sig ind i mobilbeskedtjenesten Snapchat, har overtaget mobilbeskedtjenesten MessageMe og købte i 2013 blogtjenesten Tumblr for 1,1 milliarder dollars.

Kampen mod Google og Facebook

Alt sammen sker for at stå bedre i konkurrencen mod især Google og Facebook, som har langt flere brugere, og som ligeledes foretager store opkøb for hele tiden stadig at være relevante for brugerne.

Marissa Mayer har fyret i sin stab for ad den vej at få bedre balance i regnskaberne, men endnu er det ikke for alvor lykkedes at få annoncesalget bragt i vejret. Hun lovede dog ved regnskabsfremlæggelsen i oktober, at væksten vil komme i 2015. Her fremhævede hun også, at de 1,6 milliarder dollars, som Yahoo under hende har brugt på opkøb, rigeligt er kommet hjem og har udløst 7,7 milliarder dollars i udbytte til aktionærerne i samme periode.

Omsætningen i Yahoo lå dog fem procent lavere end for to år siden.