Den amerikanske internetportal Yahoo rykker nu sit europæiske hovedsæde fra Schweiz til Irland. Samtidig kræver Frankrig nu en milliard euro i ekstra skattebetaling fra internetgiganten Google.
Yahoo siger, at flytningen sker for at strømline selskabets aktiviteter i Europa og ikke har noget at gøre med et ønske om at skære mere af skatteregningen.
»Yahoo betaler alle de skatter, som kræves, og følger skattereglerne i alle de lande, hvor vi arbejder. Vi tager vores skatteforpligtelser alvorligt,« siger Yahoos talskvinde, Caroline Macleod-Smith, til nyhedsbureauet Reuters.
Schweiz under pres fra EU
Flere ser dog flytningen i forbindelse med, at Schweiz er ved at ændre sine skatteregler som følge af pres fra EU. I øjeblikket tilbyder Schweiz skattetakster til virksomheder, som har indtægter uden for Schweiz, til under halvdelen af de skattetakster, som ellers skulle betales i de lande, hvor de abrejder. EU kræver, at Schweiz ikke skelner mellem uden- og indlandske skattetakster, og har truet med at blokere for Schweiz' adgang til EUs marked, hvis ikke reglerne ændres.
Irland har med en selskabsskat på 12,5 procent den laveste rate i Europa, og det har gennem årene trukket mange store virksomheder til landet, hvilket har bidraget til en bedring af den pressede, irske økonomi.
Yahoo annoncerede i marts 2013 efter 200 nye ansatte til kundeservice og intern administration men nævnte ikke, at årsagen var, at man flytter forretningen fra Schweiz.
Ransagning af Google i Paris
Frankrigs krav om 1,36 milliarder euro i ekstraskat fra Google er det seneste i den optrapning, der er sket mod især internationale selskaber, som udnytter de forskellige skattesatser i Europa - en praksis, som EU nu vil tage hånd om ved at kræve, at alle selskaber afregner i det land, hvor de fungerer, i stedet for at samle skattebetalingen i det europæiske hovedsæde.
De franske skattemyndigheder ransagede i juni 2011 Googles kontorer i Paris for at skaffe beviser på, at internetgiganten overfører betalinger mellem sine forskellige europæiske selskaber for på den måde at slippe med den billigste skat. I Frankrig har Google nedbragt sin skyldige skat ved at kanalisere omsætning til et hollandsk indregistreret selskab og derfra til Google Ireland Limited, som er indregistreret på Bermuda, før der blev afregnet europæisk skat gennem Googles europæiske hovedkontor i Irland.
Ifølge nyhedsbureauet AFP omsatte Google i Frankrig i 2012 for 192,9 millioner euro men betalte blot 6,5 millioner euro i skat. Analytikere anslår, at Google i 2011 i Frankrig omsatte for mellem 1,25 og 1,4 milliarder euro.
Præsident: Ikke acceptabelt
Alle de internationale selskaber siger, at de overholder alle gældende love og betaler den skat, som de ifølge lovene skal.
Den franske præsident, François Hollande, skælder igen ud over skatteundragelsen.
»Dette er ikke acceptabelt, og det er derfor, at vi på både europæisk og globalt niveau må sikre, at der kan sættes spørgsmålstegn ved skatteoptimering. Alle skal have den samme konkurrencesituation, også på skatteniveau,« sagde han i sidste uge.
François Holland er 10.-12. februar i USA, hvor han skal møde en række større teknologiselskaber, heriblandt Google, Facebook og Twitter.
Frankrig slås også med internetgiganten Amazon om en skatteregning på 252 millioner dollars. Amazon kanaliserer alle sine indtægter i Europa til Luxembourg, hvor selskabsskatten er langt lavere.
