Et af de mest afgørende udspil i valgkampen var Lars Løkke Rasmussens (V) forslag om at samtænke og revurdere dansk udenrigspolitik, så »den passer til en verden under stærk forandring«. Udspillet kom ikke til at præge valgkampen, som sluttede med en stærk fokusering på de nære emner og med tendenser til en EU-skeptisk orientering. Frygten for udlændinge er massiv, og der er tilsyneladende bred tilslutning til det britiske krav om at genforhandle fundamentale dele af EU-traktaten, herunder den frie bevægelighed i EU.

Dansk Folkeparti kommer til at sætte stærke fodaftryk på udenrigspolitikken, og det bliver en udfordring for Lars Løkke Rasmussen. Derfor er det klogt af ham at finde en ekspert, som skal forsøge at samtænke forsvars-, sikkerheds-, udenrigs-, handels- og bistandspolitikken, selv om forskere og Socialdemokratiet har kritiseret hans udspil.

Læs også: Kristian Jensen vil i dialog med Bruxelles om grænsekontrol

Alene Grækenland-krisen vil sætte Danmark endnu mere ud på et sidespor, hvis vi ikke er parat til at forstærke integrationen. Der er ganske vist en stærk tendens til en EU-skeptisk holdning i en stribe EU-lande med Storbritannien, Frankrig og Polen i spidsen, så man kan sige, at det danske vælgerkorps er i et talstærkt og solidt selskab.

Men uanset hvordan Grækenland-krisen løses, vil den få gennemgribende konsekvenser, og det vil uundgåeligt føre til et mere todelt EU, nemlig med nogle kernelande, der vil gå længere med integrationen end resten af EU. Desværre var dette perspektiv ikke et element i valgkampen og ikke et debatteret emne i Danmark.

EU-Kommissionen har udarbejdet et oplæg til en styrkelse af integrationen med reformer af euro-samarbejdet, og det lægger op til en mere forpligtende politik for euro-landene end hidtil. Men det er kun første skridt til langt mere gennemgribende reformer af EU.

Den tyske vicekansler, socialdemokraternes formand, Sigmar Gabriel, har for nylig sagt, at EU må udvikle sig i forskellige hastigheder. Det er en idé, der har været lanceret flere gange gennem de seneste årtier, også fra tysk side, men Grækenland-krisen viser, at nu er det alvor. EU og en fælles valuta kan ikke tåle flerårige kriser som denne – med de rene parodier af månedlange forhandlinger, hvor det ene katastrofescenario opstilles efter det andet. Derfor er en mere central styring af euroen og finanspolitikken i EU uundgåelig. Måske i form af et fælles finansudvalg bestående af medlemmer fra euro-landenes finansudvalg, som den franske økonom, Thomas Piketty, har foreslået. Når en styrkelse af den art gennemføres – og det vil formentlig ske gradvist fra i år – vil Danmark stå endnu mere på sidelinjen. Vi vil dermed også rykke os længere fra vores vigtigste økonomiske parter, Tyskland.

En dansk særstilling vil især manifesteres, hvis grænsebommene endnu en gang sænkes, men det er dog en situation, som selv Danske Folkeparti burde kunne komme udenom. Selve bommene er ligegyldige for at styrke kontrollen med ulovlig indvandring og kriminalitet. Bander og smuglere kan snuppes bag grænsen, som tyskerne gør det. Det er jo en parallel til menneskesmuglingerne over Middelhavet.

Hver gang, vi tager imod indvandrere fra søvejen, skæpper det i kassen hos smuglerne, og de kan hverve flere kunder i landene syd for Sahara. Derfor kan indvandringen kun standses ved at gribe ind direkte over for smuglerbanderne. Når vi kunne angribe Gaddafis Libyen, selv om han ikke havde begået massemord, som der var frygt for, hvorfor kan vi så ikke gå ind i det kaotiske Libyen og tage os af de kyniske menneskesmuglere, som er årsag til tusinder af civiles død på havet? Vi kan gribe ind over for forbrydelser, hvis vi vil.

Vi kan også ændre u-landsbistanden, så vi fokuserer på de fattigste og svageste lande, og det er netop dem, der har store muslimske grupper med terrorbevægelser, dvs. landene syd for Sahara. Vi kan lade hovedparten af bistanden gå til disse lande og skære ned på lande, der er i god gænge, og hvor f.eks. Kina pumper enorme investeringsbeløb ind. Vi kan hjælpe dem med at opbygge nye former for enhvervsliv, og dermed kan vi kombinere u-lands-, sikkerheds- og handelspolitik.

Læs også: Rusland forlænger sanktioner mod Vesten

Det må efterhånden være en almen opfattelse, at den vestlige politik med Irak- og Afghanistan-krigene har været en fejltagelse, og vi står mere eller mindre magtesløse over for Islamisk Stat. Men der er én konflikt, vi kan gøre noget ved, og det er den israelsk-palæstinensiske. Danskere bidrog mere end de fleste til Israels oprettelse ved at sejle tusinder af jøder til Sverige under Anden Verdenskrig, og vi kan med ro i sjælen anerkende Palæstina ensidigt og sikre normal kontakt til palæstinenserne – uden at indføre sanktioner mod Israel. Det vil være et meget stærkt signal til hele den arabiske og muslimske befolkning og råde bod på skærmydslerne omkring Muhammed-tegningerne.

EU-landene har forlænget sanktionerne mod Rusland. Ukraine-konflikten er en kernesag for Danmark, men er sanktioner så den rigtige metode? Vi må erkende, at Krim er tabt, men alle anstrengelser bør i dag gå på, at Rusland ikke – via mellemmænd – trænger længere frem i Ukraine og ikke rokker ved de baltiske landes NATO- og EU-medlemskab. Danmark hørte til frontkæmperne for at sikre de baltiske landes vestlige tilhørsforhold. Vi kan med rette sige, at de er »vores børn«. Men vi har også behov for et samarbejde med Rusland i lighed med, hvad både USA og Tyskland har erklæret.

Det tøver vi med at sige fra dansk side, selv om vi har store økonomiske interesser i både Rusland og Ukraine. Derfor må kunststykket være at fortælle præsident Vladimir Putin, at han nok har fået trukket en ny grænse mellem Øst og Vest, som vi ikke formåede at afværge i tide, men at der er en grænse, han ikke kan overskride, og at vi i øvrigt ønsker en normalisering.

Læs også: Nyhedsoverblik - Grækenland

Tidligere var der i dansk politik altid strid om sammenblanding af f.eks. bistand og handel, sikkerhedspolitik og menneskerettigheder. Men i den globaliserede verden er det hele blandet sammen. F.eks. er terroristerne i Islamisk Stat eminente til at tage magten og udmanøvrere omverdenen ved at bruge vold, økonomi og sociale medier. Vi har noget at lære, vel at mærke når det drejer sig om at skabe en sammenhæng med det, som nogle opfatter som forskellige forhold.

En sammenhængende udenrigspolitik kan ikke bare ses i forhold til EU og nærområderne, men også i forhold til Kina, og på sigt er dette aspekt det vigtigste, ikke mindst med Kinas nye silkeveje gennem Asien. Kinas betydning er især demonstreret med etableringen af den nye kinesisk inspirerede asiatiske investeringsbank, AIIB. Trods protest fra USA meldte stribevis af vestlige lande sig som investorer, for kineserne får en lige så stor rolle i fremtidens internationale økonomi og struktur som USA, og vi kommer til at leve med vidt forskellige politiske systemer.

Men når udenrigspolitikken skal samtænkes, er det ikke nok at analysere de nye tendenser. Det er især vigtigt at gøre sig klart, hvad vi vil med en nyorientering og sikre, at vi opnår resultater. Den afgåede regering havde en strategi for vækstlandene med målet om en kraftig stigning i eksporten, men målsætningen er ikke blevet opfyldt, og det skyldes en utilstrækkelig indsats.

Nogle efterlyser mere statslig kapital til virksomhedernes investeringer i udlandet, men den tidligere erhvervsminister, Henrik Sass Larsen (S), havde et rigtigt argument: Det er pensionskapitalen på 3.000 milliarder kr., der skal i arbejde i f.eks. vækstlandene, ikke statslige penge.

Kernepunktet i en ny og samordnet udenrigspolitik må være et langt mere sofistikeret og aktivt samspil mellem den offentlige og private sektor og med en mere fleksibel håndtering af de ømme knaster i dansk politik om EU og udlændinge.

Efter Murens fald blev der etableret en såkaldt robust forsvars- og udenrigspolitik, som begyndte i de baltiske lande og på Balkan. Fremover bliver der behov for en langt mere vidtfavnende, fleksibel og dynamisk udenrigspolitik. Vi kan ikke nøjes med »det vi kender« eller grænsebomme. Vi skal have en udenrigspolitik, der kan håndtere forandringer. Derfor må den være dynamisk og offensiv.