Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har stadig ikke sat navn på den – med hans egne ord – »erfarne og respekterede person«, der skal udrede, om Danmark har den udenrigspolitik, der bedst tjener landets interesser.
I hvert fald har regeringschefen ikke afsløret navnet endnu, og i Statsministeriet melder hans folk pas, når man spørger til sagen.
Uden for ministeriets gemakker er der kun ét navn i omløb på rygtebørsen, og det er Danmarks nuværende ambassadør i Washington, Peter Taksøe-Jensen, som i sin lange karriere i Udenrigsministeriet har beklædt flere tunge poster.
Peter Taksøe-Jensen er ganske vist udset til at indtage New Delhi som led i den årlige og nært forestående ambassadørrokade, og familiens indbo er allerede pakket sammen i en container for at blive fragtet til den indiske hovedstad. Men containeren kan vel omdirigeres, hvis Lars Løkke Rasmussen kalder på ham og giver ham opgaven, der ikke alene er usædvanlig, men også potentielt politiske sprængfarlig og i hvert fald særdeles kompliceret.
Opgaven er usædvanlig, fordi udredningen skal foretages af én person – og ikke af en udenrigskommission sammensat af politikere, eksperter og embedsmænd, sådan som det er sket på forsvarsområdet. Lars Løkkes model er da også blevet kritiseret af både eksperter og politiske kolleger. Eksempelvis af den nu forhenværende udenrigsminister Martin Lidegaard (R), som »ikke forstår rationalet i at sætte én person til det – uanset hvem man vælger«.
Politisk er opgaven eksplosiv, fordi der er mange – og stærke – meninger om udenrigspolitikken. Som det fremgår af Berlingske i dag gælder det blandt andre de danske rederier – landets største eksporterhverv.
Det hele bliver endu mere kompliceret, fordi Lars Løkkes udkårne udreder ikke bare skal endevende udenrigspolitikken. Han/hun skal »give sit samlede strategiske bud på en koordinering eller samtænkning« af Danmarks samlede udenrigs-, forsvars, handels-, bistands- og sikkerhedspolitik.
Det bliver interessant at få at svar på, om Løkkes udreder, der ud over at have erfaring og være respekteret også skal have internationalt udsyn, får frie hænder. Eksempelvis til at tænke helt ud af boksen og foreslå, at Venstre-regeringens bebudede besparelse på 2,6 milliarder kroner på udviklingsbistanden droppes, og at Danmark i stedet satser på at blive en »bistands-supermagt«.
Eller kan han/hun omvendt anbefale, at Danmark skærer endnu dybere i den fattigdomsorienterede ulandsbistand for at bruge pengene på udgifter til flygtninge-udfordringen – både asyludgifterne herhjemme og udgifterne til indsatsen i flygtningenes nærområder, så de forfulgte ikke flygter til Europa?
Og hvad med de klassiske udenrigspolitiske opgaver? Skal de nedprioriteres for at finde penge til øgede forsvarsudgifter – herunder den gigantiske regning på hen ved 30 milliarder kroner til det planlagte og nært forestående indkøb af nye kampfly?
Vil det omvendt være i orden, hvis Lars Løkkes udreder foreslår, at Danmark dropper indkøbet af nye kampfly eller reducerer antallet – blandt andet i lyset af de nuværende kampflys aktuelle problemer med at løse opgaven i Irak?
Der er rigeligt at tage fat på for den person, som statsministeren leder efter – også selv om vedkommende kun få lov til at inden for de allerede kendte rammer.
Som en centralplaceret embedsmand med indsigt i de udenrigspolitiske kringel-kroge udtrykker det:
»Det bliver svært at finde en person med indgående kendskab til alle de områder, der skal granskes.«