Slaget om boligkunderne spidser til mellem de to kamphaner Nykredit og Jyske Bank.
Onsdag var det Nykredit-topchef Michael Rasmussens tur til at vise muskler, da Nordjyske Bank kunne præsentere et alternativ til at blive overtaget af Jyske Bank. Ganske vist er der lagt op til, at Ringkjøbing Landbobank skal fusionere med Nordjyske Bank, men i kulissen står Nykredit klar til at købe Jyske Banks aktieandel på 38,5 pct. i Nordjyske Bank, hvis Jyske Banks topchef, Anders Dam, ellers tillader det.
Skaktrækket fra Nykredit-toppen kommer i kølvandet på et købstilbud fra Jyske Bank, der oprindeligt blev ufrivillig storaktionær i Nordjyske Bank. Efter flere forgæves forsøg på at sælge aktieposten skiftede Jyske Bank i marts strategi. Således bød banken 170 kroner per aktie i et forsøg på at få aktiemajoriteten. Købstilbuddet blev senere i april forhøjet til 190 kroner per aktie, hvilket værdisætter Nordjyske Bank til tæt på 3,5 mia. kroner.
Mens Jyske Bank har budt 190 kroner per aktie, vil fusionsaftalen give aktionærerne i Nordjyske en anelse mindre – helt nøjagtigt 187,76 kroner per aktie. Vælger Anders Dam at sælge sin aktiepost på knap 40 pct. af Nordjyske Bank til Nykredit, vil han dermed kunne realisere en værdistigning i omegnen af 60 pct., eftersom han i 2014 købte langt de fleste aktier til 115 kroner. Samtidig skal tilbuddet ses i forhold til en aktiekurs, der ellers har ligget stort set fladt i flere år.
»Det har aldrig været en hemmelighed, at Jyske Bank gerne vil slippe af med Nordjyske Bank. Det vil derfor tangere til grådighed, hvis Anders Dam takker nej til tilbuddet, da de nye aktører kan blive skræmt væk. Anders Dam skal passe på, at han ikke begynder at jagte ti fugle på taget i stedet for den ene, han har i hånden,« siger Mikkel Emil Jensen, der er bankanalytiker i Sydbank.
Gode synergier
Spørgsmålet er dog, om Anders Dam vil acceptere et bud på under 190 kroner per aktie. Jyske Bank-bossen afviste onsdag at kommentere på fusionsaftalen, men kort før nyheden kom frem, skrev han på Twitter, hvad der skal til, for at Jyske Bank vil sælge sine aktier i Nordjyske Bank.
»Svaret er todelt: 1) Hvis der kommer et kontantbud til alle aktionærer i Nordjyske Bank, der overtrumfer vort bud, støtter vi den nye byder. 2) Hvis der kommer et blandingsbud (aktier og kontanter) på Nordjyske Bank, der klart overtrumfer vort kontante bud på kurs 190 pr. aktie, bør byder have en køber klar til Jyske Banks aktiepost, som i den situation vil have en værdi på over 1,4 mia. kroner,« skrev Anders Dam.
For Jyske Bank er der gode synergier i at overtage Nordjyske Bank, og derfor er en anden mulighed, at Anders Dam er klar til at forhøje sit nuværende bud.
»Bestyrelsen i Nordjyske Bank vil alt andet lige være mere tilbøjelig til at byde over, så for Anders Dam vil der være en hjælp i forhold til at kunne presse citronen samt lægge pres på Nykredit,« siger Mikkel Emil Jensen.
Hos Nykredit ser koncerndirektør Kim Duus et stort potentiale i fusionen, da både Ringkjøbing Landbobank og Nordjyske Bank er meget veldrevne.
»På den baggrund tilbyder vi at købe Jyske Banks aktiepost, hvis fusionen bliver gennemført,« siger Kim Duus.
Konkret årsag
Der er dog også en ganske konkret og konkurrencemæssig årsag til, at Nykredit overhovedet melder sig på banen. For Nordjyske Bank formidler i dag realkreditlån for 20 mia. kroner gennem Totalkredit-samarbejdet.
Selv om Nordjyske Banks andel »blot« udgør tre procent af Totalkredits samlede udlån på knap 650 mia. kroner, skal man ifølge Handelsbankens bankanalytiker Thomas Eskildsen se Nykredits involvering i fusionen i et større billede. Han ser Nykredit og Jyske Bank som de pt. stærkeste aktører på boliglånsmarkedet.
»Nykredit ønsker selvfølgelig ikke at miste markedsandele til Jyske Bank. Men samtidig har ledelsen i Nykredit også et ønske om at knytte partnerbankerne i Totalkredit-samarbejdet tættere på sig, og det kan man lykkes med her,« siger han.
Ifølge investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet står Nykredit dog tilbage med en kommunikativ udfordring over for sine kunder. Her henviser han til, at Nykredit i 2016 skruede op for priserne på boliglån – de såkaldte bidragssatser. Realkreditkæmpen argumenterede dengang for, at prisforhøjelserne var nødvendige, fordi selskabet skulle polstre sig for at kunne leve op til fremtidige Basel-krav.
»Mange boligejere har ikke just været lykkelige over de tidligere prisstigninger. For Nykredit bliver det en udfordring at forklare, hvorfor man skal bruge 1,25 mia. kroner på at forsvare sit realkreditudlån i Nordjylland,« siger Per Hansen.
Ifølge Nykredit vil investeringen ikke påvirke størrelsen på selskabets egenkapital eller egentlige kernekapital, da der er tale om en finansiel investering, som sandsynligvis vil blive finansieret ved at sælge ud af obligationsbeholdningen. Kim Duus glæder sig derfor over fusionsaftalen:
»Den løsning, der er præsenteret i dag, er win-win-win. Den er god for Nordjyske Bank, den er god for Ringkjøbing Landbobank, og den er god for Totalkredit-samarbejdet. Derfor bakker vi selvfølgelig op,« siger han.



