Tæt ved 40.000 unge under 30 år er arbejdsløse, viser de seneste officielle tal fra Danmarks Statistik. Men den reelle ledighed blandt unge er langt større, end disse tal umiddelbart viser. Der er således en stor gruppe skjulte ledige på over 60.000 unge, som er på andre typer af overførselsindkomst, så der samlet set er 105.600 danskere mellem 16 og 29 år, der står uden arbejde.

Det er hele 40.700 flere end før krisens begyndelse og svarer til, at lidt flere end hver tiende unge dansker, helt præcist 11 procent, lever af penge fra det offentlige og er på en eller anden form for overførselsindkomst, hvilket er markant mere end blandt de 30-65-årige.

Det viser opgørelser fra både AE-rådet og Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

Chefkonsulent Erik Simonsen fra DA siger tilmed, at ledigheden er særligt høj blandt unge mellem 25 og 29 år. Faktisk stiger antallet af dagpengemodtagere og modtagere af kontanthjælp fra ti procent blandt personer under 25 år til næsten 20 procent hos de 25-29-årige.

»Dettyder på, at den indsats, der gøres for unge under 25 år, virker,« siger Erik Simonsen.

Han peger på, at unge under 25 får halveret deres dagpenge, hvis de er uden arbejde i et halvt år og ikke har en kompetencegivende uddannelse. Har de en uddannelse, falder dagpengene til 82 procent af højeste sats efter et halvt år, hvis de ikke kommer i arbejde.

Andet end drømmejobbet

»Det øger incitamentet til at komme i arbejde, og det ser ud til at virke. De unge begynder at søge efter andet og mere end bare lige drømmejobbet,« siger Erik Simonsen.

Når ledigheden falder igen blandt personer over 30 år, skyldes det ifølge Erik Simonsen, at de fleste begynder at få en mere fast tilknytning til arbejdsmarkedet og bygger noget erfaring op, som er vigtig. Men ellers viser tallene, at krisen har ramt unge særdeles hårdt. Bruttoledigheden, der også omfatter aktiverede, er siden sommeren 2008 vokset med 25.000 personer, så 40.000 unge mellem 16 og 29 år nu er ledige eller i aktivering.

»Krisen rammer unge hårdere end ældre, fordi virksomhederne holder op med at ansætte nyt personale, når krisen kommer,« siger Erik Simonsen.

Men over halvdelen af de 65.000 unge, som har mistet jobbet de senere år, har ikke nogen uddannelse, fremhæver senioranalytiker Erik Bjørsted fra AE-rådet.

Det lave uddannelsesniveau er meget udtalt for modtagere af kontanthjælp under 30 år. Her har over 60 procent kun 9. eller 10. klasse som højest fuldførte uddannelse.

»De ufaglærte har været de senere års store tabere. Men arbejdsmarkedet har i løbet af krisen også fået vanskeligere ved at rumme svage grupper,« siger Erik Bjørsted.

Forklaringen på den store stigning i antallet af overførselsmodtagere er, at 25.000 flere modtager dagpenge- og kontanthjælp, mens 16.000 flere er såkaldt ikke arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere fra matchgrupperne to og tre.