Vi starter den 24. juli 2011.

Han synes at ville dæmpe lyden af iltoptaget. Men vejrtrækningen mellem hver sætning er så dyb, at både menighed og menig tv-seer ikke kan undgå at bemærke det. At stemmen flere gange er tæt på et knæk, får kun r’erne til at rulle lidt længere og trykket på konsonanterne til at blive tydeligere.

»Vårt svar er mer demokrati, mer åpenhet og mer humanitet. Men aldri naivitet.«

{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}

Norges daværende statsminister, Jens Stoltenberg, holder sit livs måske vigtigste tale i Oslos domkirke. To dage tidligere har højreekstremisten Anders Behring Breivik dræbt 77 mennesker i det, Stoltenberg betegner som »den værste ugerning siden krigen.«

Fast forward til den 16. februar 2015.

Helle Thorning-Schmidt taler foran et flammehav af fakler for fred på Gunnar Nu Hansens Plads på Østerbro. To døgn tidligere har den formodede islamist Omar El-Hussein dræbt to mænd og såret fem betjente i København.

»Nu skal vi stå sammen og fortsætte den hverdag, vi kender. Sige, hvad vi mener. Tro på det, vi tror på. Leve vores liv i frihed. Være dem, vi er. Det er det, vi gør i aften,« siger hun.

Anders Behring Breivik og Omar El-Hussein var måske hinandens ekstreme fjendebillede. Den enes mål formodentlig det omvendte af den andens. Men deres middel var det samme: Terrorens og utryghedens. Forsøget på at knække andres forsamlingsfrihed og friheden til forskellighed.

Og begge handlinger skal besvares ens.

Det mener Jens Stoltenberg, i dag tidligere norsk statsminister, som har indvilget i et interview til Politiko.dk i kølvandet på weekendens begivenheder.

Terror skal besvares med ord

»De markeringer, som fandt sted i Danmark i mandags, er vigtige, fordi vi ikke blot skal bekæmpe ekstremismen med handlinger, men også og især med holdninger.«

Selv blev Stoltenberg i sommeren 2011 verdensberømt for sin håndtering af den norske tragedie. En uge efter Breiviks attentater viste en meningsmåling, at 94 procent af nordmændene mente, at Stoltenberg havde håndteret krisen »godt« eller »særdeles godt.«

Selvom han i dag er generalsekretær for verdens største militæralliance, lægger Stoltenberg al tale om hård magt på NATO-hylden, når han giver sit bud på, hvordan danskerne bedst bearbejder weekendens formodede terrorangreb i København.

»Når sådan et terrorangreb rammer, er politiarbejde og efterretningsarbejde selvfølgelig vigtigt, men ord er bestemt også vigtige, for ord betyder meget for mange mennesker. Ord trøster. Ord skaber holdninger.

Så når mange mennesker går på gaden, som vi så danskerne gøre i mandags, er man med til at skabe de værdier, som gør, at vi vedbliver med at stå fast på det, vi tror på. Så ord er ikke bare ord, for de er med til at skabe det samfund, vi ønsker.«

I den forbindelse har Danmark imponeret broderlandets tidligere statsminister.

»Jeg har set et Danmark, som jeg beundrer, og som har vist styrke og fællesskab efter angrebene i weekenden. Specielt i Norden føler vi et nært forhold til Danmark og danskerne. Vi er vældig glade for København, og det er en by, vi nordmænd føler, står os nær.«

Thorning holdt en »smuk og stor tale«

Roser er der også til hans tidligere kollega som regeringsleder og socialdemokratisk partiformand, statsminister Helle Thorning-Schmidt.

»Jeg har sms'et med hende. Vi er gode, gamle venner, så vi har sendt beskeder frem og tilbage til hinanden. Jeg har ytret min støtte og min beundring for den måde, hun har trådt i karakter som leder i en vanskelig tid, og så har jeg rost hende for talen.«

Stoltenbergs egne taler i først Oslo Domkirke og siden på byens rådhusplads efter det norske terrorangreb i 2011 vakte international opsigt og er i dag en del af pensum på flere danske gymnasier.

Ifølge ham var Thorning-Schmidts ord på Østerbro mandag aften velvalgte.

»Helle Thorning-Schmidt holdt en vigtig, smuk og stor tale. Hun satte ord på det, jeg tror, mange danskere føler, og når hun siger, at vi vil leve, som vi vil, og at vi er dem, vi er, så er det vigtige ord. Ikke bare for Danmark, men for os alle. Hendes tale både trøstede og satte ord på følelserne.«

Selv husker han tydeligt de tanker, der løb gennem hovedet på ham, da han første gang hørte om angrebet i Oslo. Præget af angst og bekymringer naturligvis, men også med et fokus på sin egen rolle som statsminister.

»Jeg tænkte først og fremmest på at være medmenneske. Det var min hovedopgave.«

»Det, der er vigtigt, er jo både at være en leder og et medmenneske på samme tid. Som leder skal man også være til stede for de mennesker, som er ramt. Komme til mindehøjtidelighederne, være til stede til bisættelserne, tale i de offentlige rum og møde menneskene på gaden.«

Én gerningsmand

Men når det igen bliver »den hverdag, vi kender,« som Helle Thorning-Schmidt mandag udtrykte det, kommer opgøret. Også i Norge kom hverdagen tilbage efter tragedien i Oslo og på Utøya. Med massiv kritik af politi, myndigheder og Stoltenberg selv til følge.

I Danmark har debatten stort set fra dag ét raset om, hvorvidt andre end Omar El-Hussein også har et ansvar for drabene. Fra den ene side af det politiske spektrum har Dansk Folkepartis Mogens Camre f.eks. betegnet politiske modstandere som medskyldige i kraft af deres udlændingepolitik, fra den anden side har blandt andre forfatteren Carsten Jensen gjort Danmarks aktivistiske udenrigspolitik og retorikken fra højrefløjen (ifølge ham »blandt Europas værste demagoger«) til det samme.

I torsdagens Berlingske fortalte talsmand Imran Shah fra Islamisk Trossamfund desuden om konkrete trusler mod danske muslimer.

»Vi har oplevet reaktioner efter angrebet i lørdags, desværre. En kvinde med tørklæde, der blev taget kvælertag på, blev skubbet og slået i en bus i fuld offentlighed. Ingen gjorde noget. Og vi får flere eksempler ind,« sagde han.

Det er vigtigt at understrege, at Jens Stoltenberg ikke er blevet bedt om at forholde sig til konkrete danske reaktioner efter terrorangrebet.

Han finder det dog vigtigt at stå fast på, at »det altid er enkeltpersoner, som er ansvarlige for deres kriminelle handlinger. Ansvaret er aldrig hos hele grupper af mennesker.«

»I Oslo var det en hvid, kristen person fra Oslos vestkant (den mest velstående del af byen, red.), som misbrugte kristendommen til at angribe uskyldige mennesker. I København var det en, der misbrugte islam. Men der er ikke tale om en kamp mellem kristendommen og islam.«

Aldrig tomme ord

Jens Stoltenberg definerer den største danske udfordring fremadrettet, som at »tage vare på det fællesskab, som man mobiliserer i kampen for det frie og åbne samfund, og at man ikke glemmer det fællesskab igen om kort tid.«

Men når debatten hurtigt blusser op, og de politiske forskelle igen skal markeres, hvad nytter da alle budskaberne om »ikke at lade frygten knække os,« som Stoltenberg selv sagde, at »bære et ideal, der er større end os selv,« som François Hollande understregede, eller i alt sin enkelthed at »stå sammen,« som Thorning-Schmidt udtrykte det?

Hvad hjælper det, at nordmænd for en stund står side om side og synger »Kringsatt av fiender,« franskmænd »La Marseillaise« og danskere »Man binder os på mund og hånd«? Ender det ikke blot som tomme ord?

Det vil Jens Stoltenberg ikke høre tale om.

»Jamen, ordene har en værdi i sig selv! De ikke blot trøster, men de former vores holdninger. Og terrorisme skal bekæmpes med handlinger såvel som med holdninger.

De ord, der er sagt, vil i fremtiden fungere som en påmindelse om, at vi skal være optagede af vores egen indsats i forhold til integration, politi og efterretning, men også at vi alle deler et ansvar for at leve op værdierne om mangfoldighed og respekt.

Og deri ligger ordenes værdi.«