Du tror, at du skriver til en politiker. Og du tror, at du får svar fra en politiker.
Men ofte er kommunikationen mellem borger og politikere på sociale medier i virkeligheden en snak med en rådgiver eller en spindoktor.
Det fortalte flere af deltagerne under et oplæg om politik på Twitter til Social Media Week i København mandag.
»Jeg har ikke noget problem med at sende noget af sted på vegne af Morten,« fortalte Kristian Wederkinck, nær rådgiver for medlem af Europa-Parlamentet Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.
Også SFs Margrethe Auken og Socialdemokraternes Jeppe Kofoed oplyste, at deres medarbejdere regelmæssigt svarer borgerne på sociale medier.
Det sker dog hovedsageligt i sager med »faktuelle« spørgsmål, lød det fra politikerne.
Var til begravelse
Kristian Wederkinck forklarede, at de fleste opdateringer på Facebook og Twitter dog på den ene eller anden måde er godkendt af Messerschmidt selv.
»Jeg vil gætte på, at han i dag skriver 90 pct. af sine opdateringer på Twitter selv,« sagde Wederkinck, der i begyndelsen skrev langt flere opdateringer for Messerschmidt.
Alligevel fører det undertiden til pinlige situationer, at en kandidat ikke selv har det afgørende tryk på knapperne.
»Jeg lagde engang en Facebook-besked på, mens Morten var til Jesper Langballes begravelse,« sagde Kristian Wederkinck, da han blev spurgt til sit værste øjeblik på sociale medier.
Det var i øvrigt nedenstående besked, som Messerschmidt fik lagt på Facebook, mens han var til begravelse.
Lidt for kæk
En af sidste års mest omtalte tweets i dansk politisk sammenhæng var Margrete Aukens tweet, hvor hun under en debat om Israel og Palæstina i december kaldte Venstres Søren Pind for »en spade«.
Oprindeligt skulle der have stået om Søren Pind, at »hans uvidenhed er uden huller,« fortalte Margrete Auken, men på grund af pladsmangel aftalte Margrete Auken i et flygtigt øjeblik over telefonen med en assistent, at de skulle skrive »Søren Pind er en spade«. Det lød så sjovt i telefonen.
Da Auken selv så tweetet på skrift, kunne hun godt se, at hun var gået over stregen. Og hun fik da efterfølgende også stor kritik for netop det sprogbrug.
»Jeg kan ikke give andre end mig selv skylden,« sagde hun, der nu som konsekvens får alle potentielt farlige tweets til godkendelse på skrift, inden en assistent lægger den ud på de sociale medier.
Også den radikale udenrigsminister Martin Lidegaard har tilsyneladende haft sine problemer på sociale medier.
Sidste år i november offentliggjorde Lidegaard et tweet, der begyndte med teksten »Forslag til Tweet:« og tydeligvis ikke var tænkt til offentliggørelse.
Det blev hurtigt slettet igen. Men forinden havde flere dog bidt mærke i det:
Den eneste med kodeordet
Socialdemokraternes Jeppe Kofoed fortalte på mødet, at også han har folk til at håndtere sine konti på sociale medier, men oftes selv er inde over det.
»Folk vil gerne have noget autenticitet i den her tid med sociale medier. Det er vigtigt, at de kan mærke mennesket på den anden side,« sagde han.
Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU forklarede, at hun end ikke kunne overveje at lade andre skrive fra sin Twitter-profil.
»Jeg er den eneste, der har kodeordet til min Twitter-konto,« sagde hun.
Vinder ikke på Twitter
Forud for det kommende folketingsvalg i Danmark har alle partier oprustet på sociale medier, og både Venstres Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt har omkring 150.000 venner på Facebook.
Thorning er dog klart i spidsen med 165.000 venner. På Twitter har Løkke 32.000 såkaldte følgere, mens Thorning her er fraværende.
Fra dagens debat - der blev afholdt i Det Europæiske Miljøagentur på Kongens Nytorv - bekræftede politikerne, at de i høj grad bruger de sociale medier til at påvirke den offentlige debat og lovgivningen. Både direkte med vælgerne og gennem journalister på de traditionelle medier.
»Man vinder ikke en valgkamp med Twitter eller Facebook. Man styrer en valgkamp på Twitter og Facebook,« sagde Kristian Wederkinck.
Social Media Week fortsætter hele ugen med flere end 100 arrangementer i København. Berlingske er officiel mediepartner til Social Media Week.