USAs præsident, Donald Trump, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, kan begge påberåbe sig en stor diplomatisk sejr ved at acceptere et topmøde om mindre end to måneder.
Kim Jong-un får sin hedeste drøm opfyldt. Han får et møde med selveste verdens leder i form af USAs præsident og bliver modtaget af Trump som en ligeværdig statsmand.
»Raketmanden« og »Den Senile Olding«, som de elskværdigt har kaldt hinanden, skal nu trykke hånd i blitzlyset fra tusinder af fotografer, der vil forevige øjeblikket, hvor en diktator med bøllemetoder tvinger sig adgang til de respektables klub.
Ikke et ondt ord om Trump i den anledning. Han har holdt en flot kurs i FN, har strammet sanktionsskruen og har samtidig fastholdt muligheden for at rette et militært anslag mod Nordkorea, hvis ikke de nedlægger atomvåbnene. Han har tvunget Kina til at opgive dobbeltspillet i Nordkorea.
Men efterspillet. Det impulsive møde, der er kommet i stand med et dynasti, som holder sit folk i et jerngreb, fængsler systemkritikere, myrder kritikere i udlandet og lader folket sulte, mens eliten spiser flødeskumskager og drikker champagne. Det er nok ikke den slags sejre, man skal samle på, hvis man vil fortælle de mange diktatorer rundt om i verden, at forbrydelser ikke betaler sig. For den historie, der lige nu kan fortælles, er, at hvis man har is nok i maven og udvikler atomvåben, så ender man på den røde løber med den frie verdens leder.
Hvis alt det her i virkeligheden bliver til noget, må man håbe, at Kim Jong-un har indset, at vejen frem er internationale forhandlinger og afskaffelse af landets atomvåben. Og hvis det kun kan ske ved at give regimet den troværdighed, et topmøde er, må man så finde sig i det. Engang imellem må man spille med på et absurdteater, hvis man derigennem kan opnå fred.
Men Kim Jong-un er stadig Kim Jong-un, når topmødet er ovre. Han er en beregnende person, desværre med et vist talent for at spille et djævelsk spil og har åbenbart så mange dygtige rådgivere, der forstår, hvornår de har trumferne på hånden.
Det har de haft længe. De har vist verden, at de ikke alene råder over atomvåben, men også har langtrækkende missiler, der kan ramme San Francisco. Ikke just en god nyhed for amerikanerne. For Kim Jong-un er ikke den person, man tiltror atomvåben. Nu har han dem, og det giver ham næsten ubegrænsede forhandlingsmuligheder.
Er det de strammere sanktioner, der har hjulpet? Ganske givet har udsigten til, at Kim og hans nære venner har måttet undvære hummeren, kaviaren, vinene og pornofilmene indvirket i Nordkoreas forhandlingsvilje. Men Trumps sejr hviler mere på det faktum, at det er lykkedes for ham at få kineserne med til at stramme skruen over for Nordkorea. Det er fornemt. Og lad os håbe, at det lykkes at få en aftale med Kim Jong-un.