Når finansminister Kristian Jensen (V) torsdag formiddag præsenterer danskerne for regeringens bud på en finanslov for 2019, dækker han samtidig op til et forhandlingsforløb, der efter planen mest af alt skal minde om en hyggelig familiemiddag blandt de blå partier.

Der skal deles gaver ud: Regeringen vil blandt andet afsætte penge til flere pædagoger, bekæmpelse af ensomhed blandt ældre, en række afgifter skal fjernes, og så skal de gamle IT-systemer i Skat skiftes ud – for blot at nævne nogle få af de mange initiativer, der er kommet frem før selve præsentationen af udspillet.