Nye tal fra tvangsauktionssiden itvang.dk viser, at den gennemsnitlige kvadratmeterpris på et bortauktioneret sommerhus er 38 procent lavere, end hvis man købte det i almindelig fri handel. Det skriver boligsiden Boliga.dk.

Prisforskellen varier dog en del fra region til region. I Region Sjælland er der således knap 48 procents forskel på kvadratmeterpriserne på fritidhuse solgt henholdsvis på auktion og i fri handel, mens forskellen i Region Midtjylland er nede på omkring 26 procent.

Besparelsen ved køb af sommerhuse på tvangsauktion er til gengæld mindre, end hvis man køber helårshuse på auktion, hvor den gennemsnitlige besparelse er helt oppe på 50 procent.

Det skyldes ifølge Frederik Rovsing, administrerende direktør for itvang.dk, at der typisk er større interesse for auktionerne over sommerhuse.

- Købere af sommerhuse er formentlig mere villige til at gå på kompromis med beliggenhed og stand end købere af almindelige helårshuse.

De kan blandt andet kigge i flere områder og i en bredere bygningsstand end købere til almindelige helårshuse, hvor man skal have fast bopæl.

Denne mindre kræsenhed over for sommerhuse giver et større fremmøde på tvangsauktionerne og typisk en højere pris og derved en mindre besparelse end ved køb af helårshuse, siger Frederik Rovsing.

Inden man giver sig i kast med en tvangsauktion, er det dog en god idé at alliere sig med fagfolk. Ved en almindelig fri handel modtager køberen som oftest en tilstandsrapport, der beskriver ejendommens synlige mangler samt et tilbud om at tegne en ejerskifteforsikring, der dækker eventuelle skjulte mangler ved boligen.

Ved køb på tvangsauktion bliver der ikke lavet en tilstandsrapport, ligesom købere ikke bliver tilbudt at tegne nogen ejerskifteforsikring. Derfor er det vigtigt, at en interesseret køber af en ejendom på tvangsauktion besigtiger ejendommen med en byggesagkyndig, inden tvangsauktionen afholdes.

Den byggesagkyndige vil kunne udarbejde en rapport, som minder om tilstandsrapporten, hvorefter det bliver op til en interesseret køber at værdisætte risikoen for skjulte mangler ved ejendommen i forbindelse med fastsættelsen af det maksimale bud, man ønsker at afgive på tvangsauktionen.

En anden forskel er, at ved køb i fri handel har private seks dages fortrydelsesfrist, hvilket ikke er tilfældet ved køb på tvangsauktion. Private opfordres altid til få en advokat til bistå i forbindelse med af køb fast ejendom, og særligt ved køb af ejendom på tvangsauktion bør en køber være bistået af en advokat.

I øjeblikket er 39 sommerhuse rundt om i landet sat på tvangsauktion - se dem på itvang.dk.