Mennesker er forbundne. Vi er alle gjort af det samme drømmestof. Vore kroppe består af vand, kulstof, et skvæt kvælstof og et nip af andre grundstoffer. Ikke nogen af de dyre, som man bruger i mobiltelefoner, bare budgetgrundstofferne. Vores blod er rødt, uanset hvem vi nedstammer fra.
Vi har en fælles historie om sult og død. Mænd har en nedarvet hukommelse om krig og jagt, og kvinder en om fødsler og voldtægter. Men erindringen om smerte og tab af liv er vi fælles om.
Jeg ved ikke, hvor den sidder. Måske i hippocampus eller amygdala? Eller måske ligger den sted under hjertet i et lillebitte endnu uopdaget organ. Men det er fælles menneskeligt gods, der hjælper os til at forstå hinandens kvaler.
Tænk, hvis det bare røg ud med badevandet. Så ville vi være amputerede, empatisk udfordrede. Det er vi alligevel sommetider. Men grundlæggende har mennesker blik og fornemmelse for hinandens smerte og kan række ud efter hinanden. Fordi vi har erindringen til fælles.
Og så er der den individuelle smerte. Den helt særlige, som kun vi ved noget om. Alle har vi en lille knude inde i brystkassen af gammel uret, et mørkt hul af koncentreret sorthed, som vi tager frem og pudser ved ufestlige lejligheder. Her er min fortælling, min særlige, store sorg. Den der gør, at jeg ikke er i stand til at opføre mig som et ordentligt, voksent menneske. Min lille, grimme, uskønne bitterhed, min indre røvbanan, som forhindrer kærligheden i at flyde frit. Men Kære Alle Knækkede med sår på selvværdsknæene. Der er håb, for vores smerte er allerede transcenderet. Din sorg er ikke særlig. Den er fælles. Historierne er fortalt. Vi er set.
Din historie er fortalt
I Indien findes der i øvrigt palmebladsarkiver med alle horoskoper i verden. Eller rettere alle horoskoper tilhørende de mennesker, som opsøger arkiverne. Hvordan, spørger du, kan de vide, at jeg kom forbi og insisterede på at læse mit eget horoskop? Det kan de, de laver jo horoskoper! Hvis du ikke dukker op, er dit horoskop der selvfølgelig ikke. Jamen, jamen! Ikke noget jamen og det er ikke mig, der laver reglerne.
Og som i Indien således også i kunsten. Hvis du opsøger den, er din historie fortalt. Uanset hvor marginal og utrolig den er. Den ligger i det store kar med erindringer. I det kollektive ubevidste. Hvis du vil forløses, må du hænge ud med Muserne. Besøg blot billedkunsten. Meld dig ind i musikken, led i litteraturen: For kunsten transcenderer menneskers smerte på en måde, som intet hashtag kan hamle op med. Vi findes. Alle misbrugte og forslåede. Alle vi, der sprak, da vi fødte. Vi der blev beskyldt for lidt af hvert.
De voldførte, ydmygede kvinder fik en stemme hos Mozart i »Don Giovanni«, Donna Anna, Donna Elvira.
De nedbrudte, udpinte slaver fik en krop hos Toni Morrison i »Beloved« om den undvegne slave, Sethe, kvinden, der slår sin lille datter ihjel for at spare hende for et liv som slave. Frida Kahlo malede sin egen sønderbrudte krop. Wilhelm Moberg skrev grumt om fattigdom, og Sylvia Plath om at være psykisk kæntret og til døden fortvivlet. Din historie er fortalt. Og bliver hele tiden fortalt.
Det er fint med hashtags til at skabe synlighed og solidaritet. Det er godt at insistere på at blive set og få anerkendt sin smerte. Men den er heldigvis allerede anerkendt. Nogen har trådt stier og lagt trædesten. Vi behøver ikke opfinde dem på ny. Og så må vi i øvrigt undgå at blive hysteriske, når vi skal beskrive vor egen smerte og de overgreb, vi er blevet udsat for.
Et uinviteret klap i numsen svarer ikke til Sabinerindernes rov. At side i futtog under et topmøde er ikke lig med den modbydelige tortur, som fagforeningsfolk blev udsat for efter Pinochets magtovertagelse. I respekt for dem, der stod forrest i køen, da der blev uddelt smerte, må vi, selv om det er fristende, afstå fra at deltage i koret af ofre. Det er dejligt at råbe »Ih, hvor vi gungrer«, når en mus følges med en elefant over en bro. Og sommetider er man elefanten. Men for det meste er man blot en lille mus. Heldigvis.
Hella Joof er forfatter, skuespiller og instruktør.