De næste 23 dage er der dømt voldsom trængsel og alarm, og det gælder om at holde på hat og briller og dankort, tungen lige i munden og juleangsten fra døren. For lige så yndigt det er med de små børn i luciaoptog, lige så angstprovokerende er det for os, som tidligt i livet blev juletraumatiserede.

Og vi er mange. Vi går bare og dukker os og går i ét med gran og ler. Fordi vi skammer os. Det er flovt ikke at være en glad julegris med julelys i øjnene. En varm type, som folder musetrapper helt frivilligt, mens man nynner Søren Banjomus.

Men vi er flere end I aner, og måske skal vi finde hinanden i nogle obskure dark-rooms på nettet og udveksle erfaringer. Måske er det på tide at give os til kende under #julebange. Jeg åbner gerne ballet og deler min juleskam med jer.

Allerede i barndommen gik det galt. Der var juleaftner, hvor vi kun var tre, min mor min søster og jeg og vi måtte, for at nå rundt om juletræet, forlænge kæden af hænder med håndklæder, hvilket jeg ikke forbandt med noget sørgeligt, før jeg som voksen fortalte det til en veninde, som så vantro på mig og spurgte: »Hvorfor brugte I ikke bamserne og dukkerne?« Og skammen skyllede ind over mig og jeg svarede: »Fordi vi ikke var kreative i min familie«.

En anden jul havde min mor inviteret en pakistansk gæstearbejder, som det hed dengang, som arbejde på lageret på hendes arbejdsplads. Han havde fortalt hende, at han ville gå i biografen juleaften, og hun havde prompte inviteret ham og kom oprørt hjem og fortalte, at den stakkels mand åbenbart ikke anede, at Birkerød Bio var lukket juleaften.

Så han dukkede op i sit stiveste puds, belæsset med gaver til os alle sammen: Dukker til min søster og mig og kæmpe chokoladeæsker og en rubinring til min mor. Min mormor, som ikke mestrede engelsk, talte konsekvent en blanding af finger- og babysprog til ham hele aftenen. Pegede på flæskestegen og sagde »mam mam«. Det tog han heldigvis med godt humør og nøjedes med at tage et stykke and og godt med rødkål, eftersom at han naturligvis var muslim.

Så var der nogle år, hvor jeg var den fortabte søn som forlod min familie og nægtede at holde jul.

Og så var der den jul, hvor jeg lige var blevet skilt og troede, at man stadig godt kunne holde jul med sin eksmand for barnets skyld. Indtil man stod der i sit tidligere hjem og gloede forbitret på et juletræ som en anden kvinde havde pyntet. Og kvalmen steg op i halsen og medførte akut madlede, og det er jo nogle dumme penge en juleaften. Gør det aldrig! Hvis man er voksen nok til at holde jul sammen, når man lige er blevet skilt, så er man jo så gode venner, at der ikke er nogen grund til at skilles. Eller hvad ved jeg. Gør hvad I vil. Jeg skulle være blevet hjemme eller være taget på Christiania i stedet for at sidde der og vræle allerede ved 21-tiden, fordi mit liv var sunket i grus. Det var ikke kønt at se på. Heller ikke for barnet, som har arvet juleangsten.

Så mange juleaftner, så mange sorger. En af mine bedre holdt jeg alene med en æggemad og en flaske Nuit de saint Georges. Gik i seng kl. 22. Det var først sørgeligt, da jeg skulle fortælle om min jul og alle fik nååårh-øjne og aede mig opmuntrende på ryggen og sagde »en anden gang skal du sige det, og så kan du bare være hos os«. Men det er heller ikke sjovt at være medlidenhedsinviteret hos de juleglade. Hos julekernefamilierne med hjemmebag og økologisk juletræ. Man bliver tit alt for hurtigt fuld, fordi man har lyn-drukket to glas portvin hjemmefra, fordi man er julebange.

Men i år skal det være anderledes, i år har jeg fået lavet et badge af Sara fra Kritisk pynt, hvor der står Julebange. Så kan man gå i en bue uden om mig. Nød mig ikke med pebernødder. Jeg er stadig i læringsfasen. Men jeg har købt to flotte julekugler. Det skal nok blive en god jul.

Hella Joof er forfatter, skuespiller og instruktør.