Når man har pakket badetøjet og havde glædet sig til sol og strand, er det surt, at rejsen aflyses i sidste øjeblik, men det er realiteten for alle danskere, der skulle have været på charterferie til Tyrkiet søndag.
Spies Rejser aflyste lørdag et fly, som skulle have bragt 367 gæster ned til Antalyas sol.
»Generelt har folk taget det pænt, for de ved godt, at vi følger Udenrigsministeriets anvisninger – man kan sige, at ministeriet er overdommeren – så der er ikke noget at gøre,« siger kommunikationschef i Spies, Torben Andersen.
Han ville dog gerne have haft, at selskabet kunne tilbyde kunderne en alternativ rejse. »Men mens vi taler, er der kun 70 pladser tilbage, og det forslår jo som en skrædder i helvede, så vi tilbyder folk at få deres penge igen.«
Stig Elling, som er rejseambassadør hos Bravo Tours og har været i rejsebranchen i 50 år, mindes ikke, at charterrejser før har været aflyst på grund af kupforsøg.
»Naturkatastrofer og terror har vi oplevet nogle gange, men det her er anderledes, og der er sådan set ret roligt der, hvor vores turister befinder sig.«
Selskabet skulle have sendt 870 passagerer til Tyrkiet søndag. Det er lykkedes at omdirigere tre af de fire fly til Rhodos, så en del får tilbudt en tur til den græske ø i stedet for.
Bravo Tours har 600 rejsende i Tyrkiet, og de kommer hjem som planlagt. Spies havde lørdag 2.917 gæster på forskellige rejsemål i Tyrkiet, og har heller ingen planer om at sende dem hjem før tid. Til gengæld er der på alle hoteller hængt information op om situationen i Tyrkiets to største byer.
»Mit indtryk er, at livet på strandområderne leves på præcis samme måde som før kupforsøget,« siger Torben Andersen.
Man sunder sig og kommer tilbage
Spørgsmålet er, om situationen i Tyrkiet gør folk bange for at tage dertil i den nærmeste fremtid, eller om vi som folkefærd er hurtige til at glemme tsunamier, terror, flygtningekriser og nu altså også et kupforsøg?
»Måske kan man blive afskrækket, lige når noget sker, men så sunder man sig, bliver realistisk og spørger sig selv, »men hvad er risikoen for, at det sker igen?« Det er jo heldigvis hændelser, der opstår sjældent. De mange flygtninge på Lesbos var lidt noget andet, som måske holdt turister væk i længere tid, og derfor lavede vi netop en kampagne for at få dem tilbage, for lokalbefolkningen havde virkelig brug for turismen,« siger Torben Andersen.
Stig Elling husker dengang, tsunamien ramte Thailand:
»Det var en trist og heldigvis speciel episode, hvor sårene lige skulle læges. Men vi danskere er gode til at komme tilbage, så snart der er roligt igen, og det er også synd andet, for de lokale lever jo af os.«
Ved redaktionens slutning lød Udenrigsministeriets anvisning således: »Sikkerhedsniveauet er ændret. Udenrigsministeriet fraråder indtil videre ikke-nødvendige rejser til Tyrkiet.«