Kupforsøget i Tyrkiet har gjort, at flere danske rejseselskaber har aflyst deres rejser til landet.

Det betyder også, at adskillige danskere ikke kommer på deres ferie til Tyrkiet. En af dem er Ida Brinch.

Hun skulle flyve med SAS til Gazipasa i Alanya-provinsen med to veninder fra Kastrup Lufthavn tidligt lørdag morgen.

De havde lånt en villa i en bjerglandsby langt væk fra kupforsøgene i Istanbul og Ankara. Ferien har været planlagt og tiltrængt i nogen tid for de tre veninder, men på vej til lufthavnen fik ferien det endelige dødsstød.

»Jeg sad og fulgte med i går og skrev til mine veninder om kupforsøget. Men vi tænkte, at der ikke var så meget andet at gøre end at møde op herude. Da vi var på vej herud, fik vi nyheden om aflysningerne,« siger Ida Brinch og fortsætter:

»Jeg er selvfølgelig frustreret, men egentlig mest irriteret over, at der ikke sker en hujende fis i det område, vi skulle til. Jeg ved godt, at der er mange folk i lufthavnen, der kan være et mål for åndssvage handlinger. Jeg er ikke naiv, men jeg lader mig ikke rigtigt kue af det her. Jeg har ikke lyst til at planlægge mit liv ud fra sådan noget.«

Artiklen fortsætter under billedet.

Selv om det seneste terrorangreb i Tyrkiet fandt sted i starten af juni, så frygtede Ida Brinch og veninderne ikke, at deres rejse ville blive påvirket.

»Vi har hele tiden tænkt, at vi var så langt fra Istanbul. Det svarer til, at der uro i København, og man ikke flyver til Helsinki.«

Ida Brinch sidder stadig i Kastrup Lufthavn med sine veninder, da BT taler med hende. De forsøger at redde deres ferie, som har været planlagt i nogle måneder.

»Jeg har mødt en gammel veninde med sin mand og to børn. Vi overvejede, om man kunne booke noget sammen og lave en grupperejse. Vi har også overvejet, om man kunne flyve til den tyrkiske del af Cypern og sejle over.«

Hvis det ikke kan lade sig gøre, fortæller Ida Brinch, at veninderne overvejer at tage en bil og køre så længe de kan/orker for at komme i nærheden af noget sol og varme - eksempelvis Frankrig eller Italien.

Ifølge Ida Brinch tilbød SAS at refundere pengene for flybilletterne, men det var ikke muligt at ombooke deres billetter.