Med Søren Pinds beslutning om at trække sig som minister og forlade Folketinget bliver Venstre og dansk politik lidt fattigere.
Selv om Søren Pind aldrig nåede at blive sit partis leder og statsministerkandidat, hører han til den kreds af toppolitikere, der har så meget talent, slagkraft og personlighed, at de fleste danskere kender og forholder sig til ham.
Som politiker mestrer han det meste: Han kan sit håndværk, som han har opøvet sig siden ungdomsårene. Han boltrer sig gerne i idépolitikken og formår at sætte ideologiske pejlemærker. Men han evner også det slidsomme arbejde med at administrere, læse kompliceret fagligt stof og forhandle med modparten om at skabe resultater. Oven i det kan man lægge hans sans for at sætte dagsordenen i medierne, ligesom han er en af de politikere, der kan træde op på en ølkasse – eller talerstolen i et forsamlingshus – og nå ud til sit publikum. Når han er bedst, formår han også tage fat i de virkelig store dagsordener som f.eks. de sociale mediers negative afsmitning på folkestyret.
Alt dette betyder dog ikke, at det er en helgen, som forlader dansk politik. Slet ikke. For i karrieren har Pind også været involveret i talrige opgør og begået snesevis af benspænd, og især i de tidligere år kunne det være svært at afgøre, hvornår han var mest optaget af at føre sig selv eller sin politik frem.
At det forholdt sig sådan, er han den første til at indrømme i det afskedsinterview, som Berlingske bringer med den nu afgående minister. Her lægger han ikke skjul på, at han også er gået over stregen, og at der er opgør, som han fortryder. I tilbageblikket lægger han bl.a. afstand til de kampe, han havde med den tidligere københavnske overborgmester, Jens Kramer Mikkelsen, dengang et fremstormende Venstre udfordrede Socialdemokratiet i hovedstaden.
Internt i Venstre kunne Pind også optræde som enfant terrible. I nullerne fik han Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen op i det røde felt. Da de to drevne Venstrefolk gjorde alt for at cementere Venstres position som Danmarks nye store folkeparti – bl.a. ved at omfavne velfærdsstaten og lave reformer med små skridt – igangsatte Pind en liberal modoffensiv.
Som en anden Martin Luther slog han sine liberale teser op på porten – og blev selv slået til plukfisk.
Selv om han måske så rigtigt med sin advarsel om, at Venstre ikke måtte glemme sine liberale rødder, blev hans opgør gennemført så provokerende, at Fogh og Hjort fandt den store hammer frem for at banke det unge brushoved på plads.
Alligevel har det hver gang været sådan, Søren Pinds dygtighed, energi og vedvoldenhed fik ham tilbage på scenen. Ser man på hans generalieblad og resultattavle, er der ikke mange kolleger, der kan konkurrere med de resultater, som han i de sidste årtier har været med til at skabe som borgmester i København og som politisk chef for bl.a. Justitsministeriet og Forskningsministeriet.
Men lige så vigtigt har han også været med til at puste liv og sjæl ind i Venstre, som naturligt er blevet slidt af regeringsansvaret, og som i de sidste år har lidt under at skulle at skulle bygge bro mellem de to modpoler - Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.
Hvor vigtig Søren Pind har været for Venstre, kan aflæses i målingerne over Venstre-ministrenes popularitet. Her har han konsekvent ligget i toppen, og derfor har han også jævnligt været nævnt som bud på en ny V-formand.
Hvis vigtige begivenheder havde udviklet sig anderledes, havde han rakt ud efter formandsposten.
I 2011 ventede de fleste Venstrefolk, at Lars Løkke Rasmussen måtte gå, hvis han tabte regeringsmagten. I den situation ville Søren Pind have været klar til at gå ind i kampen om at blive formand. Men alt ændrede sig på valgnatten, da Venstre tabte magten, men mod forventning gik frem.
Helt frem til sommeren 2014 var Søren Pind parat til at træde frem som kandidat i tilfælde af Løkkes afgang. Men igen tog begivenhederne en uventet drejning. På et dramatisk møde i Odense i juni 2014 overlevede Løkke kun som formand, fordi han trak Kristian Jensen ind i varmen og de facto lovede næstformanden at blive partiets næste formand. Håndslaget kom reelt til at gøre en ende på Søren Pind – og andre fremtrædende Venstrefolks – drømme om at kunne blive partiets leder.
Gevinsten ved Løkkes magtdeling med Kristian Jensen har været åbenlys. Løkke kunne ride krisen af, roen blev genoprettet, og der kom styr på arvefølgen. Men omkostningen har også været tydelig. I folketingsgruppen og i baglandet har man affundet sig med udsigten til, at Jensen bliver formand, men hos mange er begejstringen til at overse.
Med Søren Pinds afgang risikerer fremtidens V-top at blive mere grå og anonym.
Som den vigtigste begrundelse for at stoppe fortæller Søren Pind, at han har givet alt, hvad han havde i sig, og det tror man på, for han har arbejdet med glød. Oven i det har han indset, at skal han prøve et liv udenfor politik, er det nu. Hvilket også er svært at argumentere imod. Men læg mærke til, at han samtidig fastslår, at han ikke kan se sig selv i de ”strukturer”, som blev resultatet af opgøret i 2014. Han siger det ikke direkte, men konklusionen må være, at Pind ikke tror, at han vil kunne trives under Kristian Jensens lederskab.
Dermed følger Søren Pind eksemplet fra en anden potentiel formandskandidat, Søren Gade, som for fornylig annoncerede, at han vil forlade Christiansborg for at blive kandidat til Europa Parlamentet.
Set udefra ligner disse begivenheder en knusende sejr for Kristian Jensen. Men spørgsmålet er, hvor godt Venstre er tjent med den slags sejre? Ser vi frem, kan Løkke blive tvunget til at trække sig på næste valgdag – hvis han taber regeringsmagten – og så vil Venstre stå i en situation, hvor man vil mangle Løkke, Gade og Pind i forreste række, ligesom afslutningen på Claus Hjort Frederiksen og Bertel Haarders karrierer vil rykke et stort skridt nærmere.
Oven i hatten er det uklart, om Inger Støjberg – som nok er kontroversiel i dele af vælgerkorpset, men som i høj grad også er elsket i Venstres bagland – vil finde sig til rette med Kristian Jensen som chef.
Alt i alt er Søren Pinds farvel en trist nyhed for Løkke, og han forsøgte da også at få sin ven og partifælle til at blive. Men forgæves.