Embedsmændene i Udviklingsministeriet advarede i 2011 deres minister, Søren Pind (V), mod at sende 90 millioner kroner til Global Green Growth Institute (GGGI) i Seoul, men ministeren gjorde det alligevel.

Det skriver Ekstra Bladet, der har fået aktindsigt i et såkaldt »Appraisal dokument« fra februar 2011.

»Vi ved for lidt om de administrative og finansielle procedurer i GGGI, til at kunne vurdere om organisationen vil være effektiv og i overensstemmelse med god forvaltningsskik. Desuden kan lønniveauet og ledelseskulturen ikke vurderes på nuværende tidspunkt,« lyder det blandt andet i dokumentet.

Embedsmændene advarer ifølge Ekstra Bladet direkte imod at frigive de danske penge, inden man ved mere om GGGI, men alligevel blev de første 30 millioner kroner sendt til GGGI, hvor der ifølge den sydkoreanske rigsrevision blandt andet er blevet brugt penge på for høje lønninger, kreativ bogføring, tvivlsomme kontrakter og ureglementerede skattefri diæter.

Daværende finansordfører for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl (DF), havde luret, at det ikke kørte helt efter bogen i GGGI og spurgte ifølge Ekstra Bladet Søren Pind, hvilke aktiviteter Danmark kom til at støtte med pengene. Til det svarede udviklingsministeren, at de danske penge gik til »pionerområdet for reduktionsstrategier«.

Over for Folketinget valgte Søren Pind at udlægge embedsmændenes skepsis ved at skrive, at »begrænset kapacitet i udviklingslandene ligesom ukoordinerede procedurer i de multilaterale institutioner kan medføre forsinkelser i gennemførelsen af de konkrete initiativer«.

Den tidligere udviklingsminister afviser over for Ekstra Bladet at forklare sin ageren i forhold til embedsmændenes advarsel , men erindrer ikke »et uklart eller politisk bestemt beslutningsgrundlag«.

»Jeg husker derimod, at der var en kraftig diskussion mellem Statsministeriet og Udenrigsministeriet om, hvorvidt der skulle sidde en repræsentant fra Udenrigsministeriet, eller det skulle være klima- og energiministeren. Jeg opfattede ingen modvilje eller betænkelighed i forhold til GGGI. Og rent ud sagt må det have været sådan, at jeg fik en indstilling. Det var ikke noget, jeg fandt på,« skriver Søren Pind til avisen.