Den oprindelige revisionsrapport om Global Green Growth Institute (GGGI) indeholder oplysninger om danske bistandskroner til organisationen, selv om udviklingsminister Christian Friis Bach (R) har hævdet, at det ikke var tilfældet.
Fodnoten er blot redigeret væk i den engelske oversættelse af den sydkoreanske rapport, viser en oversættelse af den oprindelige rapport, som Information har fået lavet.
»Ifølge de dokumenter, GGGI har indleveret (...), var det førnævnte projekt ikke finansieret af den koreanske regering, men fra bidrag fra danske og andre landes bidrag,« står der i den koreanske udgave, som avisen har fået oversat.
Den oprindelige rapport konstaterer, at der er brugt danske midler til projekter i Brasilien, Etiopien og Indonesien, som alle omgik reglerne.
Og den koreanske rigsrevision (BAI) bekræfter over for Information, at den påpeger »defekter i forhold til gennemsigtighed« i projekter, der er finansieret med danske kroner.
Det burde udviklingsministeren have opdaget, mener Dansk Folkepartis udviklingsordfører, Hans Kristian Skibby (DF).
»Christian Friis Bach har selv forklaret, at han har været til møde i Seoul og hørt om kritikken, og der kunne han eller hans folk jo bare have spurgt, om det var noget, der vedrørte Danmark. Det handler jo om betydelige beløb,« siger Hans Kristian Skibby til Information.
Christian Friis Bach har tidligere hævdet, at rapporten ikke nævner noget korruption med danske penge, men vil ifølge Information ikke udtale sig inden samrådet om GGGI-sagen onsdag.
Danmark har i de sidste tre år givet 90 millioner kroner til GGGI.