Hvad stiller man op, når man har sommerferie hjemme i Danmark og vejret ikke lever op til forventningerne? Man kan f.eks. bruge nogle penge. I løbet af ikke-sommeren købte jeg således en dyr japansk kamado-grill i stedet for min gamle haltende Weber. Og det har jeg bestemt ikke fortrudt, eftersom skiftet har ændret mit grill-liv fundamentalt.

En kamado-grill er en keramisk grill, formet mere eller mindre som et æg. »Big Green Egg« er således USAs mest kendte kamado producent – Green Egg er faktisk så stærkt et brand, at mange tror, at det er det amerikanske firma, som har opfundet den 3.000 år gamle asiatiske tradition! Behøver jeg at sige, at min kamado-grill ikke er en Green Egg? Hvem gider at betale minimum 50 procent mere for et fjollet brand?

Idéen er, at den tunge keramik – min er så tung, at vi måtte være to om at løfte den op i stativet – virker som en stentøjsovn: Den isolerer og absorberer varmen og giver en meget jævn forbrænding og varmefordeling. Indstiller jeg f.eks. grillen på 110 grader, holder den sig på det niveau i timevis, og uden at jeg rører ved den. Og det foregår vel at mærke helt manuelt og naturligt ved hjælp af et spjæld i bunden af grillen uden gas eller termostater.

Kamadoen er en uhyre fleksibel grill, i den ene ende mestrer den lave temperaturer omkring de 100 grader, som man f.eks. bruger til røgning. I den anden ende kan den komme op over 350 grader, hvilket er perfekt til at bage f.eks. pizza.

Eftersom leverandøren har anbefalet en langsom tilkøring af grillen, hvor man undgår at få den helt op i det røde felt, har jeg endnu ikke bagt min første kamado-pizza, eller for den sags skyld testet grillen med bøffer, tun og andet, som kræver kort hammervarme. Men jeg har udført en stribe forsøg i mellemlejet med at grille fisk og grøntsager, og alle med lykkeligt udfald, eftersom fiskene forblev intakte inklusive skind, og emnerne hverken blev svedne eller sodede og brændt i smagen.

Den renere smag hænger utvivlsomt også sammen med, at jeg i forbindelse med grillkøbet konverterede fra briketter til gammeldags trækul. Briketter indeholder en række tilsætningsstoffer og bindemidler, som man jo ikke har lyst til, at kødet skal ligge og hygge sig med inde i den meget tætte grill i timevis.

Forleden gik jeg så i gang med langtids grillning/røgning ved lave temperaturer og indirekte varme. I lørdags lavede jeg de bedste spareribs (gammeldags revelsben, ikke afpillede ben, der i dag sælges som spareribs), jeg endnu har smagt. Hvor benene fik et sted mellem to og tre timer, grillede jeg dagen efter en grisenakke i hele fire timer.

Næste projekt bliver at grille et kalvespidsbryst (brisket) eller et tværreb (short rib) ved 110 grader i otte timer. Jeg glæder mig allerede, men jeg kigger over på min halte Weber, fyldt som den er med kemiske briketter og tilsodede minder, og spørger mig selv, hvordan jeg kunne leve med den gamle blikspand så længe?