I 1958 tog Mærsk Mc-Kinney Møller på en sejltur op ad den svenske Götakanal med sin kone, Emma Mærsk. Med dem fulgte vennen Thomas Watson Jr., søn af IBMs grundlægger, og hans kone.

Watson og Mc-Kinney Møller havde lært hinanden at kende under Mærsk Mc-Kinney Møllers lange ophold i USA. De havde det tilfælles, at de begge var sønner af stærke personligheder, som havde skabt store virksomheder.

Men det var først i 1970, at det for alvor gik op for offentligheden, hvor tæt forbundet de to var. Her blev Mærsk Mc-Kinney Møller valgt til bestyrelsen for den amerikanske virksomhed, der var i sin storhedstid og var en af verdens største virksomheder med 260.000 ansatte.

Den danske erhvervsmand sad i bestyrelsen frem til 1984. Det var en IBM-bestyrelse, som skabte senere amerikanske ministre og topchefer. Alligevel var Thomas Watson Jr. ikke i tvivl om, hvem han anså for det største aktiv i bestyrelsen, da han i 1988 blev interviewet til Dagbladet Børsen.

»Havde man bedt de andre bestyrelsesmedlemmer pege på det medlem, som de anså for at være dygtigst, er der næppe nogen tvivl om, at man rundt omkring bordet havde peget på Mærsk Mc-Kinney Møller,« sagde Thomas Watson Jr. dengang.

Senere, i 2004, var det IBM som overtog A.P. Møller - Mærsks dataselskab Maersk Data. Det betød, at amerikanerne kom til at stå for flere IT-funktioner i den danske virksomhed, og da store IT-problemer ramte den danske virksomhed efter opkøbet af det konkurrerende containerrederi P&O Nedlloyd i 2005 tog daværende topchef Jes Søderberg skylden, selvom kilder i medierne dengang pegede på, at fejl hos IBM var en væsentlig del af forklaringen.

Under sidste sommers hacker­angreb mod A.P Møller - Mærsk var folk fra IBM involveret i at få den danske virksomhed tilbage igen. Angrebet, der blandt andet lagde virksomheden ned i flere dage, kom i sidste ende til at koste Mærsk op mod to milliarder kroner.

Fremover kommer Mærsk og IBM til at arbejde sammen i et nyt selskab, der fra New York skal opbygge en fælles platform for verdenshandlen. IBM kommer med sin viden om det digitale bogholderi blockchain, mens Mærsk kommer med sin erfaring fra Maersk Line, der er verdens største containerrederi.