Første skridt i den store opsplitning af A.P. Møller - Mærsk bliver en separat børsnotering af olieselskabet Maersk Oil. Det kan ske allerede inden for det næste halve år – i det som bliver en af de største danske børsnoteringer nogensinde.

Samtidig har ledelsen valgt at skrinlægge alle planer om at notere forsyningsselskabet Maersk Supply Service og Maersk Drilling, der udlejer boreplatforme. Fremtiden for Maersk Tankers er endnu uafklaret, oplyser en række kilder med kendskab til opsplitningen af den danske virksomhed.

»Maersk Oil vil efter planen blive børsnoteret selvstændigt, og det vil ske inden for de næste seks-tolv måneder,« siger en kilde med stor indsigt i processen.

En anden centralt placeret kilder bekræfter, at alt nu tegner til en børsnotering, men siger, at »det bliver nok snarere om tolv end om seks måneder«.

De understreger, at det endelige valg ikke er truffet, og f.eks. er et salg eller en fusion med et andet olieselskab fortsat en mulighed. Men kilderne siger, at den løsning tegner mindre og mindre sandsynlig. Blandt andet er den oplagte sammenlægning med DONGs oliedel forpasset, selv om Mærsk-ledelsen – som tidligere omtalt i Berlingske – har arbejdet intenst på den løsning. DONG valgt i maj i stedet at sælge sin oliedel til schweiziske Ineos.

Mærsks presseafdeling oplyser, at virksomheden fortsat arbejder på at finde de rigtige løsninger for Mærsk.

»Ingen konklusion kan drages af dette arbejde. Målet er fortsat at sikre den bedst mulige løsning for både den enkelte forretnings fortsatte udvikling samt for A.P. Møller - Mærsks aktionærer. Vi tilstræber som tidligere nævnt at være i stand til at have offentliggjort de strukturelle løsninger inden udgangen af september 2018 afhængigt af markedsudvikling og muligheder,« hedder det i en mail fra Louise Münter, kommunikationschef hos A.P. Møller - Mærsk.

Børsnoteringen af Maersk Oil vil være det første konkrete skridt på vejen mod den opsplitning, som A.P. Møller - Mærsk første gang fortalte om i september sidste år. Dengang hed det fra selskabet, at A.P. Møller - Mærsk vil blive splittet i to dele – en transportdivision og en energidivision.

Flere synergier

Transportdelen kommer til at bestå af en række selskaber med verdens største containerrederi, Maersk Line, som den centrale enhed. Der er flere synergier mellem selskaberne her, og transportområdet vil derfor fortsætte samlet som et af Danmarks største børsnoterede selskaber.

Men det andet område, Maersk Energy, vil derimod blive en parentes i den store danske virksomheds historie, har topchef Søren Skou siden gjort klart. Selskaberne her har meget begrænsede synergier, og derfor giver det ikke mening at holde dem samlet. Oprindeligt blev det undersøgt, om det var muligt at børsnotere flere af de fire selskaber i Maersk Energy, men det har vist sig at være svært, og sandsynligvis er kun Maersk Oil egnet til en selvstændig børsnotering.

Hvis Maersk Oil bliver noteret, vil det komme til at være en af Fondsbørsens mest værdifulde virksomheder. I en ny analyse fra den amerikanske investeringsbank Jefferies vurderer analytiker David Kerstens, at Maersk Oil i øjeblikket er omkring 47 mia. kroner værd. Tanken er at notere selskabet ved at tildele de nuværende aktionærer i A.P. Møller - Mærsk aktier i olieselskabet. På den måde sikrer Mærsk-familien sig kontrol med olieselskabet, og virksomheden undgår en kompliceret proces, hvor der skal sælges aktier til nye investorer.

Ifølge Berlingskes oplysninger bliver to af de andre selskaber hos Maersk Energy dog næppe sendt på børsen. Både Maersk Drilling og Maersk Supply Service er begge hårdt pressede af svære markeder, og selskaberne måtte se indtjeningen falde i første kvartal. Vurderingen er, at ingen af de selskaber er egnede til en børsnotering på nuværende tidspunkt.

Lidt mere uklar er situationen for tankrederiet Maersk Tankers. Selskabet er fra 1928 og det ældste endnu eksisterende forretningsområde i A.P. Møller - Mærsk. Ifølge Berlingskes oplysninger er en børsnotering mindre sandsynlig, men mere præcist hvilken løsning, som ledelsen arbejder på, har det ikke været muligt at få oplyst.

De store forandringer er sat i gang, efter at den store danske virksomhed har haft svært ved at vokse i det pressede containermarked og i et oliemarked, der siden sommeren 2014 har oplevet store fald. For et år siden blev daværende topchef Nils Smedegaard Andersen afskediget, selv om A.P. Møller - Mærsk under hans ledelse havde skabt en række meget veldrevne virksomheder over hele koncernen. Men den manglende vækst betød, at investorerne i flere år kunne se på en stagneret aktiekurs, fordi selskabet var i brancher uden vækst.

For nylig sagde Mærsk-arvingen Robert Uggla på det såkaldte VL-døgn på CBS i København, at A.P. Møller - Mærsk var tvunget til at sætte de store forandringer i gang for at gruppen også skulle have en fremtid. Han understregede, at det er stort problem, at A.P. Møller - Mærsk har svært ved at vokse, og at alle muligheder i øjeblikket bliver undersøgt.