Det er en god idé, at kommunerne i højere grad vil anbringe svigtede børn i familiepleje frem for på institutioner.

Sådan lyder det fra Dansk Socialrådgiverforening, hvor næstformand Niels Christian Barkholt ser positivt på de nye signaler fra Kommunernes Landsforening (KL), der fredag har udsendt et nyt oplæg til indsatsen over for udsatte børn og unge.

Men familiepleje kan ikke stå alene. Der er fortsat brug for institutioner til at tage sig af børn med fastlåste problemer, lyder det fra Niels Christian Barkholt.

»Plejefamilier kan være en god løsning for mange børn, især når plejeforældre er i stand til at være i god dialog med biologiske forældre. Det er utrolig vigtig for at skabe sammenhæng for barnet, men ofte ser vi også, at der er brug for en mere specialiseret løsning til børn, der er behandlingskrævende,« siger Niels Christian Barkholt.

I et nyt oplæg fra KL hedder det, at kommunerne skal satse mere på anbringelse i nærmiljøet frem for anbringelse på en institution fjernt fra barnets skole og omgangskreds.

»Vi vurderer, at KL nu begynder at involvere sig i udfordringerne på området, og det er vi positive over for, men der er stadig en række udfordringer - for eksempel at beskrive hvordan man arbejder med effektmåling i kommuner, hvordan den gode organisering ser ud, og hvordan man implementerer viden bedre i kommuner. De tre ting burde man arbejde med i en tænketank, så det ikke er 98 kommuner, der hver især skal opfinde den dybe tallerken,« siger socialrådgivernæstformanden.

Han håber også på, at kommunerne bliver bedre til at forenkle arbejdsgangene, så socialrådgiverne ikke drukner i krav om dokumentation.

»Vi er som socialrådgivere i alt for høj grad bundet til skærmen. Der er to ressourcekilder, man kunne se på. Den ene kilde er at afbureaukratisere, og den anden er at udvikle og pege på en organisering, der går fra tunge arbejdsgange og beslutningsveje til en mere fleksibel og effektiv konstruktion,« siger Niels Christian Barkholt.