SF stiller ultimativt krav om flere pædagoger
SF kan kun lægge stemmer til en børnepakke, der sikrer flere pædagoger i landets daginstitutioner. Sådan lyder det urokkelige krav fra SF til regeringen.
SF kan kun lægge stemmer til en børnepakke, der sikrer flere pædagoger i landets daginstitutioner. Sådan lyder det urokkelige krav fra SF til regeringen.
Regeringen får ingen støtte til en børnepakke, hvis ikke der kommer flere pædagoger i vuggestuer og børnehaver. Det er det krystalklare budskab fra SF:
»Det er et ultimativt krav for SF, at hvis vi skal lægge stemmer til regeringens børnepakke, så skal det også betyde, at der skal komme flere voksne ud i vores daginstitutioner. Vi kan mærke, at børnene slet ikke får den voksenopmærksomhed, de har brug for. Der er alt for få voksne derude,« siger formand Pia Olsen Dyhr (SF) til Berlingske Nyhedsbureau.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) lagde især vægt på børnene i sin nytårstale, og her sagde hun blandt andet, at regeringen »har valgt at sætte penge af til lidt flere pædagoger i vuggestuer og børnehaver«. Hun bebudede dog også, at arbejdet ikke er færdigt, og senere kom det frem, at regeringen barsler med en børnepakke.
Og på SFs ønskeliste til den pakke står to milliarder kroner, der blandt andet skal sikre, at der i hver vuggestue er én voksen for hvert tredje barn samt én voksen til hvert sjette barn i børnehaverne.
»Det er, hvad man anbefaler, og det, synes jeg efterhånden, at Danmark bør leve op til,« siger Pia Olsen Dyhr.
SF har tidligere udtrykt ønske om flere pædagoger, men nu er kravet altså ultimativt, fastslår SF-formanden.
Normeringen i daginstitutionerne står dog ikke øverst på prioriteringslisten hos regeringspartiet Socialdemokraterne, der ifølge dr.dk i stedet vil satse stærkt på at forbedre sprogindlæringen hos børnene.
Men det er ikke nok, mener man i SF:
»Når regeringen kommer med en børnepakke, skal den ikke kun handle om, at man skal have mere stemmetræning, bedre legepladser eller et bedre arbejdsmiljø. Det er altafgørende i vores daginstitutioner, at der er blevet færre pædagoger i børnenes dagligdag, og det skal vi have gjort noget ved,« fastslår Pia Olsen Dyhr.
Det præcise antal er dog ikke afgørende - blot at der kommer flere voksne.
»Vi skal have knækket kurven, og mulighederne er der altså nu. Derfor er det et ultimativt krav fra SFs side,« betoner hun.