Fik den nuværende erhvervs-minister, Ole Sohn (SF), i sin tid særbehandling af S-R-regeringen, da justitsminister Bjørn Westh (S) i 1990erne beordrede PETs sagsmappe om Sohn makuleret? Eller skete makuleringen tværtimod helt efter de gængse regler?

Det vil Folketingets Udvalg vedr. efterretningstjenesterne nu have svar på fra Justits-ministeriet. Formand Karsten Nonbo (V) vil om nødvendigt ændre reglerne for sletningen af PET-registreringer:

»Det er vigtigt, at der er en ensartethed, også når PETs registrering af borgere ophører, så alle behandles lige. Hvis det viser sig, at justitsministeren egenhændigt har fået slettet en mappe om Sohn, så er det kritisabelt.«

En række historikere har kritiseret, at tidligere justitsminister Bjørn Westh beordrede PET til at slette ulovligt indsamlede oplysninger på personer på venstrefløjen, heriblandt den tidligere DKP-formand Ole Sohn.

Derved kan S-R-regeringen have undermineret PET-kommissionens arbejde, som bl.a. skulle kaste lys over eventuelle agenter på venstrefløjen, som arbejdede for fremmede magter under Den Kolde Krig.

Peer Henrik Hansen, museumsinspektør på Koldkrigsmuseum Langelandsfort, siger, at der er tale om »intet mindre end en skandale.«

Tidligere operativ chef for PET Hans Jørgen Bonnichsen vurderer derimod, at sagen er »en tynd kop te«.