Der var ved de kongelige hoffer og rige adelshjem i Europa nogle få sorte mennesker, der blev hentet ind fra kolonierne for at more eliten. I England og Frankrig var det ikke usædvanligt at se sorte mennesker, mens der kun var få i Skandinavien. I Danmark havde den unge uligevægtige Christian VII en sort dreng ved navn Moranti, der døde ganske ung. En anden sort dreng, der krydsede de danske grænser og havnede i Sverige, var Kwasi, hvis eventyrlige skæbne Alex Frank Larsen har beskrevet i bogen »Kongehusets joker«.

Ifølge Kwasis egne oplysninger blev han født i det nuværende Ghana. Som otte- årig blev han taget til fange og solgt ved det danske fort Christiansborg ved Guldkysten. Han skulle lige som millioner af andre afrikanere fragtes vestpå for at arbejde på plantager. Skibet med Kwasi var måneder om at sejle til den danske koloniø Sankt Croix, og vi ved, at han derefter blev udvalgt blandt andre børneslaver og bragtom bord på et andet skib. Nu begyndte en lang rejse og Kwasi har selv fortalt, at skibet passerede Skagen og løb ind i en storm, der tvang kaptajnen til at søge havn i Marstrand nord for Göteborg. I mellemtiden havde Kwasi fået ordentligt tøj, så han ikke frøs, og et par støvler. Derefter gik turen til København, hvor Kwasi så noget hvidt pulver komme ned fra himlen. Kwasi så sne for første gang,

Det viste sig, at denmagtfulde danske overhofmarskal Adam Gottlob Moltke havde en plan om at gøre det svenske hof venligsindet ved at tilbyde dem en såkaldt morianer som gave. Den slags gaver var ikke et særsyn, og ifølge Alex Frank Larsen havde Danmark fra 1600 til 1800 foræret flere hundrede slaver til europæiske hoffer. Hvorfor det lige blev Kwasi, der blev udvalgt til at sendes til Sverige, er et godt spørgsmål ,og svaret er måske, at den danske guvernør, der havde udvalgt ham på Sankt Croix, mente, at han stammede fra en høvdingeslægt.

Man kunne dog ikke sende en vild til hoffet, og derfor gennemgik Kwasi en uddannelse i europæisk civilisation hos familien de Brunck i Stockholm. Han gled ind på lige fod med familiens andre børn og lærte hurtigt sproget. Efter et stykke tid afleverede Brunck-familien Kwasi til det svenske hof, hvor kong Adolf Frederik tog imod ham. Kongen var en høflig og venlig mand, der havde det bedst med at snedkerere og hygge sig, og ifølge Kwasis eget udsagn blev forholdet mellem dem særdeles godt.

Imidlertid skulle forholdene for Kwasi snart ændre sig. Adolf Frederiks hustru var dronning Lovisa Ulrika, der ifølge en samtidig kilde var en »storsnudet, heftig og intrigant« kvinde, der tilmed var smuk og begavet. Hun korresponderede med tidens største intellektulle og var forgabt i oplysningsfilosoffen Jean-Jacques Rousseaus tanker om unge menneskers frie opdragelse, som de kom til udtryk i hans værk »Émile ou De l`éducation« fra 1762. Den svenske dronning tog nu den beslutning, at Kwasi skulle være prøveklud for denne frie pædagogik og blive en slags hoffets naturbarn, der kunne opføre sig som han ville. Der var simpelthen ingen regler for hans opførsel, og han måtte drille hoffets medlemmer og gæster, som han ville. Han havde desuden mulighed for at lege med kongeparrets prinser og fik en god legekammerat i Gustav, som senere blev konge. I denne periode erhvervede han sit navn Badin, der betyder spilopmager. Der er kilder til at bevidne, at Kwasi i denne periode opførte sig som et vildt naturbarn, selv når de fineste gæster spiste med kongefamilien. Han blev hoffets joker, der sagde de mest vanvittige og frække ting, som man lo ad. Senere i livet skrev han, at han havde opført sig som et vilddyr, men at denne »ondskab« ikke var hans eget valg.

Da dronning Lovisa Ulrika skiftede pædagogisk kurs, var Kwasi 13 år, og målet blev nu at gøre ham til kunstner og intellektuel. Kwasi var ganske lille af bygning. Han havde et hurtigt hoved og var af natur loyal over for de mennesker, som han knyttede sig til. Han fulgte anvisningerne, så godt han kunne, og fik en grundig indføring i kristendommen og blev undervist i sprog, litteratur, matematik og historie. Kwasi var lærenem, og en vinterdag i 1768 blev han døbt i Slotskirken på Stockholm Slot og gik derefter under navnet Badin. Dermed var Badin også blevet en fri mand.

Uddannelsen af Badin til kunstner og intellektuel lykkedes i vid udstrækning. Badin optrådte som skuespiller og fik ros for sin præstation, og han knyttede venskab med tidens intellektuelle, som den berømte musiker Carl Michael Bellmann og kunstneren Tobias Sergel. Det svenske kongehus var ligesom det danske skueplads for alvorlige intriger og kup. Da den gamle konge, Adolf Frederik, døde, stod den unge kronprins Gustav parat til at overtage magten, men et fjendskab blussede op mellem enkedronning Lovisa Ulrika og kronprinsen. I det spil valgte Badin at holde sig til enkedronningen og holde en vis distance til sin gamle legekammerat. Efter sindrige intriger lykkedes det Gustaf at overtage magten som Gustav, III kun 26 år gammel.

Da enkedronning Lovisa Ulrika døde i 1778, var det Badin, der sørgede for, at hendes mest kompromitterende breve blev brændt. Gustav blev rasende og truede endda Badin med, at han ville blive henrettet for den gerning. Kongen lod sig dog formilde og lovede sin gamle legekammerat, at han kunne få ansættelse ved det nye hof. Badin takkede nej, for han ønskede at blive herre i eget hus, og han overtalte kongen til at skænke sig nogle husmandsteder, så han kunne tjene til livets ophold. Badin giftede sig med den 26-årige Elisabeth Swartz, og de blev gift i slotskirken med Gustav III som formynder. Ægteskabet var lykkeligt, men det eneste barn, en datter, var dødt ved fødslen. Badin passede sin husmandsteder, dyrkede intellektuelle sysler og opbyggede et for sin tid kæmpestort bibliotek på over 1.000 bøger. Hans venskab med Bellmann blev styrket, og han blev medlem af en række fine selskaber. Ifølge hans notater var han kun én eneste gang udsat for racisme. Det skete netop i et af de fine selskaber, og Badin valgte at melde sig ud i stedet for at kræve oprejsning.

Gustav kongedømme endte i en katastrofe. Hans arrogance førte ham på vildspor og krigseventyr, og fra at være en ung og populær konge, blevhan snart et hadeobjekt for ikke mindst de adelige, men Badin var loyal over for Gustav til det sidste. Det endte med knivdrab på Gustav under et maskebal på slottet i 1792.

Badin brugte meget tid i loger, hvor hans nære ven Bellman spillede en hovedrolle. Her samlede man sig om musik, teater og sang. Faktisk blev Badin medlem af seks fine loger, hvor rigets mest magtfulde mænd sad. Hans hustru Elisabeth døde af sygdom i 1798, og året efter giftede Badin sig igen, nu med den kun 20-årige Magdalena. Med i det nye hjem bragte Badin sin tidligere hustrus søster Carolina, der var handikappet og havde træben, og de havde desuden en plejedatter. Badin brugte store dele af sine penge på at bidrage til de loger, han tilhørte.

Heller ikke dette andet ægteskab blev velsignet med et barn. Med alderen søgte Badin svar på, hvem han egentlig var og hvorfor Gud havde udvalgt ham til denne mærkelige skæbne. I sin bibel skrev han: »Han var født blandt trælle, vandrede blandt dem, men da lyset tændtes, ønskede han at dø den fries død.« Han døde i 1822 i en alder af 75 år, hvilket var en pæn alder dengang.

Kwasis skæbne er langt fra ukendt, fordi han omtales i kilder fra 1700-tallet, og fordi han selv skrev om sit liv. Alex Frank Larsen har også haft en bred svensk litteratur at øse af, men hans genfortælling er vellykket, og den havner på et tidspunkt, hvor debatten om Danmarks behandling af sorte mennesker er på tapetet.

Kongehusets joker

Forfatter: Alex Frank Larsen. Sider: 252 sider. Pris: 300 kr. Forlag: Informations Forlag