Der udkommer hvert år nye bøger om Adolf Hitler, der forsøger at forklare mandens ugerninger og motiver. Den nyeste hedder »Den totale rus. Narkotika i Det Tredje Rige« og er skrevet af Norman Ohler. Den tyske forfatter lægger ikke skjul på sine ambitioner med bogen, nemlig at forklare Adolf Hitlers adfærd, og han sætter ikke sit lys under en skæppe, idet han skriver, at tidligere historiske biografier om Hitler ikke er kommet ud af stedet med at forklare denne personifikation af menneskelig ondskab. Men nu kommer han, Norman Ohler, og forklarer Hitlers ageren, samtidig med at han kaster lys over misbruget af narkotika i det tyske samfund og ikke mindst i hæren.
Man har umiddelbart sine tvivl, for Norman Ohler er ikke faghistoriker, men journalist og romanforfatter. Desuden er hans bog ikke skrevet på normal faghistorisk facon, men er krydret med saftige formuleringer, dramatiske scener og nogle gange udokumenterede påstande, men dog med kildehenvisninger. Bogen kommer til Danmark med rosende anmeldelser fra nogle af verdens førende historikere, så ens tvivl bliver sat på prøve.
