Skoleleder Pia Grevelund har stået i adskillige børnehaver og sagt det. Hun har været ude på legepladser i lokalområdet og har sågar været inde i nogle af vuggestuerne for at fortælle forældre til de kommende skolebørn, at det slet ikke er så slemt, som de går rundt og tror. At Bavnehøj Skole faktisk er en god skole.

»Det er ikke noget, man nødvendigvis plejer at gøre som skoleleder. Men vi skal vende en udvikling. Vi skal som skole i dag være meget tydelige omkring, hvad forældrene kan forvente her. Jeg laver meget kampagnearbejde. For os har det taget flere år. De sidste par år er det begyndt at vende og vi får nu interesse-henvendelser fra forældre, der også bor i andre distrikter,« siger hun.