Danskerne skal ikke gøre sig forhåbninger om at få oplysninger om en eventuel skattesag imod Venstre-formanden Lars Løkke Rasmussen (V).
Ligesom Venstre har gjort det klart, at man betragter spørgsmålet om partiets tøjkøb til formanden for 152.000 kroner og en ferierejse til Løkkes familie på 11.000 kroner som et »privat anliggende« mellem Løkke og skattemyndighederne, nægter sidstnævnte at oplyse, hvor vidt man har tænkt sig at gå ind i sagen, som Ekstra Bladet via lækkede regnskabsoplysninger kunne afsløre tirsdag.
»Der er kun mig, du kan tale med lige nu, og jeg kan fortælle dig, at vi har ingen kommentarer. Det er det eneste, jeg kan sige på nuværende tidspunkt,« siger Rikke Madsen fra Skats pressefunktion, da Berlingske ringer søndag for at afkræve svar om det åbne spørgsmål i sagen: Har Lars Løkke Rasmussen betalt den nødvendige skat af Venstres tøjkøb eller ej?
Ifølge flere skatteeksperter er udgifterne til familiemedlemmernes ferie på Mallorca lige så vel som Venstres tøjkøb nemlig skattepligtige.
En af eksperterne, advokat Søren Aagaard, som er specialist i skatteret og skatteproces, har i dagens udgave af Politiken udtalt, at:
»Skat har en pligt i tage sagen op, ellers står vi i en situation, hvor man ikke behandler alle lige,« siger advokaten, der ikke mener, at der skal være særregler for politikere.
Hans klare forventning er derfor, at »det er ret sandsynligt«, at Skat går ind i sagen.
»Det må man faktisk forvente, at de gør,« vurderer han.
Flere Venstre-politikere, herunder Jakob Engel-Schmidt (V), Karsten Lauritzen (V) og Søren Pind (V), har i de seneste dage beskyldt Ekstra Bladet for at have skrevet historierne om Venstres betaling af Løkkes tøj og ferie på baggrund af ulovlige metoder og har opfordret politiet til at undersøge sagen.
»Politiet bør tage sagen op af egen drift. Det er min holdning,« siger Søren Pind.
Hos København Politi har man dog »ikke tænkt sig at gå ind i sagen, før der foreligger en konkret henvendelse«, fortæller politiets vagtchef i København Steen Harpsøe.
»Og os bekendt foreligger der endnu ikke nogen anmeldelse i sagen om Lars Løkke Rasmussen skattebilag.«
