Skuffelsen og utilfredsheden med Venstres leder, Lars Løkke Rasmussen, og hans seneste bilagssager slår nu igennem hos partiets kandidater til europaparlamentsvalget.
Med omkring en uge til valget turnerer de landet rundt med kampagner og konfronteres her af partimedlemmer og vælgere med formandens køb af underbukser, habitter og skjorter for 152.000 kroner på partiets regning. Og senest en rejse til Mallorca for familien betalt af Venstre.
Tidligere folketingsmedlem og nuværende EP-kandidat Irene Simonsen (V) har fået nok.
»Der er grænser for, hvordan man skal opføre sig, og jeg vil i hvert fald ikke slås i hartkorn med den stil, for det er ikke min stil. Lars Løkke Rasmussen er vokset op i Venstre, så han ved godt, hvordan vores bagland knokler for Venstre, mens de sidder pænt og selv betaler for deres kaffe til aftenmøderne. Det kunne være godt, hvis han tilgodeså deres stil. Der må gerne være mere ydmyghed over tingene,« siger Irene Simonsen.
Hun forventer, at Venstres 132 mand store hovedbestyrelse tager stilling til, om Løkke kan fortsætte som partiformand efter at have fået en grundig redegørelse.
EP-kandidat Jess Myrthu (V) er enig og sår tvivl om, hvorvidt Løkke kan fortsætte som formand.
»Jeg har opfordret til, at vi holder et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde så hurtigt som muligt, så hovedbestyrelsen kan få en tilbundsgående redegørelse, og derefter skal den tage stilling til, om det her skal have konsekvenser for nogen,« siger han.
Foreløbig har Venstres partisekretær, Claus Richter, forsikret om, at en mere snæver kreds i form af partiets forretningsudvalg får en mundtlig redegørelse om halvanden uge.
Flere eksperter har sået tvivl om, hvorvidt Lars Løkke har betalt korrekt skat af de 152.000 kroner, som habitterne og skjorterne tilsammen har kostet tilbage i 2010-2011.
Der er ikke bevis for, at Løkke har gjort noget ulovligt i nogen af sagerne, men arbejdstøj som habitter og skjorter er som udgangspunkt skattepligtige, og Løkke har i flere dage undgået at svare på, om han har betalt skat. Han forklarede dog tirsdag, at han selv har betalt for tøjet i det omfang, han efterfølgende har brugt tøjet i privat sammenhæng.
Ifølge skatteeksperterne er problemet, at Løkke i udgangspunktet er skattepligtig, inden han eventuelt har taget tøjet ud til privat brug.
Jess Myrthu mener, at Løkke nu er nødt til at komme ud af busken med en forklaring.
»Vi er nødt til at få at vide, om Venstre har opfyldt skattereglerne. Som gammel journalist så ved jeg, at det er nemt at få et klart »ja«, hvis nogen har overholdt reglerne, men hvis de derimod ikke har gjort, hvad de skal, så er det straks sværere. Jeg kan ikke gå rundt på gader og stræder og svare »ved ikke« på et simpelt spørgsmål om, hvorvidt Venstre lever op til skattelovgivningen,« siger han.
Venstre frygter nye afsløringer
Berlingske har været i kontakt med flere folk centralt i Venstre og folketingsgruppen, hvor der er en udbredt frustration over situationen. Ekstra Bladet har tilsyneladende adgang til centrale bilag i partiet via en medarbejder i Venstre, og de frygter, hvad der vil komme af nye afsløringer de kommende dage.
Partiveteranen Claus Hjort Frederiksen deler bekymringen, men han mener ikke, at Løkke kan bebrejdes, at partiet har givet ham tøj og familierejser til Mallorca.
»Det er meget vigtigt for mig at slå fast, at det er Venstres organisatoriske ledelse, der har truffet disse beslutninger af økonomisk art, og ikke Lars Løkke Rasmussen. Vi forventer, at han fører partiet tilbage til statsministerposten ved næste valg, og derfor er der truffet nogle beslutninger om at gøre livet lidt lettere for ham i det daglige,« siger Claus Hjort Frederiksen, der også afviser, at problemerne er af en størrelse, som gør, at Løkke er nødt til at gå af.
»Lars er formentlig den bedste politiker i dagens Danmark. Han er den, som har prøvet mest i politik, og det tror jeg også, at alle Venstres vælgere anerkender,« siger han.
Fredag aften sendte Venstres ledelse et brev til partimedlemmerne, hvor de forklarede om baggrunden for at tildele Løkkes kone og søn en rejse til Mallorca til en værdi af 11.000 kroner for at besøge Løkke oven på valgkampen.
Løkke havde også fået en billet, men det skete i arbejdsøjemed i forbindelse med et strategiseminar.
Advokater er ikke i tvivl om skattepligt
Sagen rejser igen tvivl om, hvorvidt Løkke har betalt den skat, han skal. Igen er det ikke bevist, at Løkke har gjort noget ulovligt, men ifølge advokat Søren Aagaard, specialist i skatteret og skatteproces, så er Løkke skattepligtig af den rejse, hans kone og søn har fået tildelt:
»Hvis begrundelsen er, at man skal restituere oven på en hård periode på arbejde, så er det helt klart skattepligtigt. Man beskatter den person, som får tildelt hovedrejsen,« siger han.
Torben Bagge, skatteadvokat og partner i advokatfirmaet Tommy V. Christiansen, er helt enig.
»Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Løkke er skattepligtig af billetterne til konen og barnet, for der ingen erhvervsmæssig begrundelse for det. Det er ovre i den private sfære. Som jeg forstår det, så får konen og barnet billetterne på grund af Lars Løkkes relation til Venstre, og derfor er det Lars Løkke, som er skatteforpligtet,« siger han.
Berlingske henvendte sig lørdag til både Claus Hjort Frederiksen og Lars Løkke Rasmussens særlige rådgiver for at få svar på, om Løkke har betalt skat af de 11.000 kr., men det har ikke været muligt at få en kommentar fra partiformanden.
Venstre partisekretær, Claus Richter, var medunderskriver på brevet til Venstres bagland, hvor partiet helt ekstraordinært gjorde baglandet opmærksom på, at der kan komme nye skriverier i pressen om blandt andet »skatteunddragelse«.
Det bliver ikke specificeret i brevet, hvad partiledelsen mener med det, men partisekretæren oplyser nu, at brevskriverne henviser til Mallorca-rejsen.
»Når vi skriver ordet skatteunddragelse, så er det lige præcis denne problemstilling, du spørger ind til, nemlig om der er betalt skat af Mallorca-rejsen. Det forventede vi skriverier om,« siger Claus Richter, der alligevel afviser at svare på, om Lars Løkke Rasmussen så har betalt korrekt skat af rejsen til Mallorca.
»Svar på skattespørgsmål er ikke et anliggende for Venstre, men en privatsag for Lars Løkke Rasmussen,« siger han.
Skipper forventer, at Skat tager affære
Politikerne i rød blok har hidtil været påpasselige med ikke at udtale sig om Venstres bilagssager. Enhedslisten holder denne weekend årsmøde, og her tager partiets retsordfører, Pernille Skipper, for første gang bladet for munden:
»Jeg synes, det ville klæde Lars Løkke Rasmussen, hvis han gik ud og forklarede vælgerne, om han har styr på sine skattesager, men det er også klart, at det kan vi ikke kræve af ham. Men jeg forventer dog, at når skattemyndighederne læser om det her i pressen, så giver det anledning til, at de tager en skattesag op. Der skal ikke nogen særbehandling til fra skattemyndighedernes side, selv om det er en statsministerkandidat,« siger hun.
