De sidder i den røde sofa i stuen og drikker grøn te. Simi Jan har fået besøg af sin mor og lillesøster fra Danmark, og om lidt skal de ud at spise middag på en italiensk restaurant i Islamabad. Simi Jan siger, at de skal skynde sig lidt, for udenfor er det ved at blive mørkt.

Mens de snakker, lyder der et kæmpe brag tæt på dem. Da de skynder sig ud på terrassen, ser de en kæmpe røgsky.

En bombe er eksploderet i den restaurant, Simi Jan havde planlagt at spise på sammen med sin mand, mor og søster.

»I nogle lange sekunder går jeg helt i stå. Jeg kunne have siddet derinde. Med min mand, mor og søster. Tænk, hvis der var sket dem noget? De sårede bliver båret ud af restauranten og ind i ambulancerne. Blod. Kaos.«

Én er blevet dræbt og 11 såret ved terrorhandlingen på restauranten, der finder sted i 2008.

Det er ikke første gang, at TV 2s udlandskorrespondent står i en livsfarlig situation – og ej heller sidste gang.

Kort efter bliver den danske ambassade bombet, og derefter springer en bombe på hendes og hendes mands stamsted, Hotel Marriot, 700 meter fra deres hjem.

I næsten fem år boede Simi Jan i nogle af verdens farligste lande, Pakistan og Afghanistan. Her mødte hun alt fra talebankrigere til sexede fotomodeller. En grønøjet mullah ville have hende som kone nummer 2, og hun var hjemme hos en mor, der var parat til at miste sin søn i hellig krig. Hun var vidne til arrangerede ægteskaber mellem kristne og drak te hos en talebanleder, der trænede hellige krigere i Afghanistan i 1980erne.

Mens de fleste mennesker ville flygte fra en region i flammer, kastede Simi Jan sig direkte i favnen på den.

Med seriøsitet og alvor satte hun på skærmen ansigt på krigens skæbner.

Men som hun sidder her på den anden side af det lille cafébord i København, er der ingen spor af den alvorlige korrespondent, man kender fra TV. Hun er netop vendt tilbage fra barsel på TV 2 og har allerede bevæget sig rundt i ruinerne fra jordskælvet i Nepal.

36-årige Simi Jans brune øjne kniber sig ofte sammen i et smil og de sorte krøller hopper op og ned, mens hun livligt fortæller om en karriere og et liv i verdens brændpunkter.

»Mine forældre kommer begge fra Pakistan, og som teenager hadede jeg at rejse derned i sommerferierne, når vi skulle besøge mormor i Quetta, fordi jeg synes, det var så kedeligt.

Terrorangrebet 11. september 2001 vendte op og ned på det hele. Pludselig startede krigen mod terror, og alle snakkede om muslimer. Så stod jeg der med et ben i begge lejre og fik en stor trang til at finde ud af, hvor jeg hørte til. Jeg blev nærmest nødt til at søge de svar på en eller anden måde. Folk har sikkert gjort det på forskellige måder, men min søgen gik gennem journalistikken og en interesse for Mellemøsten,« siger hun.

Simi Jan blev uddannet journalist fra Napier University i Edinburgh i 2003, men kunne ikke finde arbejde i tre år, indtil TV 2 i 2006 tilbød hende et job på deres udlandsredaktion i Odense.

Her fandt hun hurtigt ud af, at hun ikke havde lyst til at sidde bag et skrivebord og skrive om udlandet, der lå alt for langt væk fra hendes hverdag. Derfor tog Simi Jan skæbnen i egen hånd og sagde i 2007 farvel til sit faste job på TV 2 for at flytte teltpælene til Pakistan og senere Afghanistan.

Mens hun styrtede rundt blandt de lokale og rapporterede hjem til Danmark om selvmordsbomber i den hårdt plagede region, begyndte brikkerne i hendes eget liv så småt at falde på plads.

For selv om den entusiastiske korrespondent brændte for at fortælle andre menneskers historier, havde hun ikke helt styr på sin egen.

Flere gange spurgte både afghanere og pakistanere til hendes baggrund uden at få tilfredsstillende svar fra Simi Jan, der er født og opvokset i Danmark med pakistanske forældre og afghanske rødder. Senere fandt hun ud af, at hendes farfar var fra Afghanistan, men der var stadig ting, hun ikke vidste noget om. Og det var der en god grund til.

Simi Jans forældre blev arrangeret gift af deres egne forældre i Pakistan i 1976, da moren kun var 13 år. De boede i højhusene i Værebroparken i Bagsværd, hvor Simi blev født, men da hun var omkring 15 år, krævede hendes mor skilsmisse.

»Min mor brød ud af et ægteskab efter 17 år, selv om det på det tidspunkt var meget uacceptabelt i de pakistanske kredse, at man lod sig skille. Der var mange af hendes pakistanske veninder, der brød kontakten med hende af den grund. Det var en kæmpe omvæltning og udfordring for hende, fordi hun som kvinde krævede skilsmisse, i øvrigt som en af de første pakistanere i Danmark. Det er stærkt af hende,« fortæller Simi Jan.

Efter skilsmissen startede et nyt liv for moren, der blev Danmarks første kvindelige buschauffør med indvandrerbaggrund. Et skridt, der gjorde den dengang kun 17-årige Simi Jan så stolt, at hun kontaktede de danske medier og fik dem til at fortælle historien.

Mens moren havde travlt med at opfostre Simi Jan og hendes tre yngre søstre i Glostrup, meldte faren sig fuldstændig ud af deres liv de næste 15 år.

»Han vendte min mor ryggen, fordi det var hende, der valgte at blive skilt. Og for at straffe min mor, ville han heller ikke have noget at gøre med sine børn.«

Da Simi Jan en dag i 2009 sad i en bil på en afghansk landevej på vej mod den iranske grænse for at lave et indslag til 19-nyhederne, fik hun et skæbnesvangert opkald.

Det var faren. Han ville forsones. Men der kom ikke så meget ud af telefonsamtalen, fordi der sad andre i bilen, og Simi Jan ville ikke fortælle dem om situationen. Få måneder efter var hun på ferie i København, hvor hun mødtes med sin far, der havde taget blomster med til hende.

»Lige pludselig blev der pillet i nogle sår fra min ungdom, og jeg fik travlt med at stille ham alle mulige spørgsmål, blandt andet, hvordan fanden han kunne vende sine egne børn ryggen? Vi har haft nogle heftige diskussioner,« siger hun og tilføjer:

»Det er klart, at når man har været væk i så mange år, kan man ikke bare tro, at ens børn stadig er der, hvor man forlod dem for 15 år siden. Det er klart, at der kommer nogle ridser i lakken. Vi snakker sammen engang imellem, men jeg har ikke et tæt forhold til ham.«

Selv om mødet med faren ikke var rosenrødt for Simi Jan, var der flere ting i hendes historie og baggrund, der faldt på plads, da hun genoptog kontakten med ham.

Nu behøver hun ikke længere at skifte emne eller krumme tæer, når folk spørger til hendes rødder. Hun har endelig fået alle de svar, hun har længtes efter i sit voksenliv. Og det har gjort hende til et helt og afbalanceret menneske, at hun lærte sig selv bedre at kende, forklarer hun.

Hendes baggrund har i årevis været nøglen til mange menneskeskæbner, fordi hun ligner de mennesker, hun snakker med – udenpå, siger hun.

For inderst inde ved Simi Jan godt med sig selv, at hun ikke helt er en af dem. Hendes selvopfattelse er, at hun er dansker. Når hun er i Pakistan eller Afghanistan, føler hun sig velkommen, og hun elsker begge lande, men på nogle punkter falder hun ikke helt ind.

Hun har en anden måde at tænke og gøre tingene på.

»Når folk spørger mig, hvor jeg kommer fra, svarer jeg Bagsværd. Hvad skulle jeg ellers svare? Jeg ved da godt, at spørgsmålet ofte betyder, hvilket land jeg stammer fra. Men jeg kommer jo ikke fra Pakistan, det gør mine forældre. Jeg er altså ikke en indvandrer, og derfor bliver jeg irriteret, når folk kalder mig for indvandrer. Ja, jeg har en indvandrerbaggrund, mine forældre kommer fra et andet land, men at kalde mig indvandrer er faktuelt forkert,« siger hun og slår ud med armene.

Spørgsmålene kommer fra »begge verdener«, og Simi Jan er utallige gange havnet i situationer, hvor hun har måttet forklare folk herhjemme i Danmark og Pakistan samt Afghanistan, at mennesker ikke kan reduceres til et land.

»Under Muhammedkrisen rapporterede jeg fra Pakistan og skulle forklare vrede pakistanere, at der er 5,5 millioner danskere i Danmark, og at alle ikke kan skæres over en kam. Når jeg står i Danmark, gælder det den anden vej rundt: Så skal jeg forklare folk, at der er over 30 millioner afghanere og ikke alle støtter Taliban,« tilføjer hun.

For Simi Jan er mennesker først og fremmest mennesker. Forstået på den måde, at hun ser bort fra religion, kultur og hudfarve, når hun møder andre mennesker.

Derfor var det heller ikke så underligt for hende, at hun faldt for den pæredanske Allan, som hun giftede sig med i 2004. Allan er underviser, men er i øjeblikket på orlov for at passe deres søn.

»Når man møder hinanden som mennesker, kommer alt det andet bagefter. Jeg mødte bare Allan som Allan og tænkte ikke videre over, hvor han kom fra. Vi mødte hinanden i øjenhøjde, og det er nok for at se bort fra forskellene. Og ærlig talt ville mine forældre da have ønsket, at jeg skulle have fundet en mand med pakistanske rødder, for så havde vi haft den samme kulturbaggrund, og måske havde det været nemmere af den grund. Men hvad er egentlig den samme kulturbaggrund, når jeg er født og opvokset i Danmark?« spørger hun.

Men mødet mellem deres familier har ikke været helt uden gnidninger.

»I starten tænkte min mor: Øhh, hvad er nu det for noget? Så lærte hun og Allan hinanden at kende, og i dag er de nærmest bedre venner, end jeg og min mor er. Hun betror ham alle mulige ting, og tit får han ting at vide, før jeg når at høre om det. Men det gik jo begge veje, for Allans familie skulle også lige tygge på den. Hmm, hedder hun Simi? Nå, hvad er nu det for noget? Allans bedstefar, som nu er død, drillede mig tit med, at jeg ikke spiser svinekød. Vi havde det så sjovt sammen, og jeg tudede, da han gik bort, fordi han også var blevet min bedstefar,« siger hun og smiler.

I dag har parret ni måneder gamle Adam sammen, som de fejrer både jul og den muslimske Eid-fest sammen med.

Simi Jan går meget op i, at sønnen bliver opdraget til at være respektfuld og forstående over for, at verden er mangfoldig. At der er plads til alle og at næstekærlighed og empati er vigtigt, fortæller hun.

Det er aldrig for tidligt at begynde at lære ham om respekt og tolerance. Udenrigskorrespondenten er i gang med at lave en mappe med historier og tilhørende billeder fra de lande, hun rapporterer fra.

Den skal Adam have, når han bliver lidt ældre. På den måde bringer Simi Jan verden hjem til sin søns vugge.

Men hvordan fortæller man en historie fra jordskælvsramte Nepal uden at gøre lille Adam ked af det? Den opgave kan være vanskelig, siger hun.

»Adam skal selvfølgelig vide, at der er en verden derude, som kan være uretfærdig, ulige og ond. Men det må vente lidt endnu.«

Simi Jan er ikke kun beskyttende over for sin søn, men også sig selv. Det er noget, der har sneget sig ind på hende, efter, at hun blev mor.

»Jeg tror, der vil være et ekstra filter. For nu handler det ikke længere kun om mig. Jeg har en søn, der har brug for sin mor. Jeg møder børn, der har mistet deres mor og kan se, hvilken sorg det påfører dem. Jeg vil nok tænke mig om en ekstra gang, når jeg er ude,« siger hun.

Men det skal ikke sætte en stopper for hendes arbejde så længe, hun brænder for det, hun laver, siger hun. Og det gør hun.

»Jeg sidder ikke og planlægger, hvad jeg skal om nogle år. Hvis jeg pludselig får lyst til at lave noget andet, siger jeg mit job op og gør det. Hvad er det værste, der kan ske?« siger Simi Jan.

»Det har jeg lært undervejs på mine rejser til Pakistan og Afghanistan. Der sidder folk ikke og planlægger, hvad de skal, når børnene er fløjet fra reden. De ved ikke engang, om de er i live i morgen. I morgen er ikke en garanti.«