Simi Jan er stoppet op. På et sted i sit liv, hvor eftertanke og moden refleksion lejrer sig mageligt i sindet den ene dag, men kun for næste dag at blive hvirvlet op af sorg, afmagt og forfærdelse. Hun hører grumme sandheder om det liv, der blev levet i vold og angst lige for næsen af hende i lejligheden i Værebroparken, midt i det barndomshjem, hvor hun voksede op som selve sindbilledet på succesrig integration af indvandreres børn. Og så alligevel ikke. Sandheden var langt mere nuanceret – og grum. Den handler om Simi Jans mor. Og om Simi selv.
»Da jeg var 13 år, opdagede min mor, at min far havde lovet mig væk. Hun stod ude i køkkenet og lavede mad, da hun overhørte en samtale inde i stuen. Min far fortalte, at han havde aftalt med sin bror i Pakistan, at jeg skulle giftes med hans søn. Med min fætter. Det var vendepunktet, og det var der, det gik op for hende, at hun var nødt til at stoppe ham. Det var startskuddet til, at hun blev skilt fra min far,« fortæller Simi Jan.
