Flere SFere lancerer nu et åbent opgør med partitoppen om årsagen til og skylden for partiets dramatiske exit fra regeringen i forbindelse med det udskældte DONG-frasalg til finansgiganten Goldman Sachs.
Partiets nyslåede formand, Pia Olsen Dyhr åbner, i dag SFs landsmøde i Kolding, hvor den indflydelsesrige SF-landsledelse har sendt en beretning til godkendelse blandt de delegerede. Den forsøger at opridse forløbet omkring partiets begivenhedsrige udtrædelse af regeringen.
Til stor frustration for flere i partiet skriver landsledelsen, at det ikke stod klart efter et natligt møde i DGI-byen i København og et senere morgenmøde hos daværende partileder Annette Vilhelmsen i Socialministeriet, om alle SFere faktisk ville stemme for DONG-aftalen i Folketingssalen.
»Med det bagtæppe havde SFs formand ikke noget reelt valg. En regering kan ikke stemme sine egne forslag ned. Og en formand for et regeringsparti kan ikke gå til en afgørende afstemning uden at vide, hvordan den vil falde ud. Derfor måtte SF træde ud af regeringen,« lyder det i beretningen.
Flere SFere afviser den udlægning:
»Så vidt det er mig bekendt, sagde hele gruppen på mødet om morgenen, at de ville gå med regeringen og stemme nej til Enhedslistens forslag om en timeout. Så afbrød Vilhelmsen mødet og vendte senere tilbage med en meddelelse om, at hun havde trukket SF ud af regeringen. Derfor fatter jeg ikke den besked i beretningen,« siger Hans Daugaard, der er afgående lokalformand for SF i Bispebjerg, hvor partiets sundhedsordfører, Özlem Cekic, stiller op.
Sammen med skatteordfører Lisbeth Bech Poulsen var hun blandt de hårdeste modstandere af aftalen med Goldman Sachs og en af dem, som ydede størst modstand mod at stemme med regeringen i Folketingssalen.
»Det er grimt at se på«
Flere SFere ser landsledelsens beretning som et forsøg på at placere hele skylden for SFs regerings-exit på skuldrene af DONG-kritikerne. Det mener blandt andet Lene Linnemann, der er regionspolitiker i Nordjylland, hvor Lisbeth Bech Poulsen er valgt og har sin politiske hjemmebane.
»Jeg kan ikke se andet, end at det igen er et forsøg på at placere skyld og skam hos nogle enkelte medlemmer i partiet, og det er grimt at se på. Hvis man synes, at folk skal høre historien, så skal de høre hele historien og ikke bare den halve sandhed,« siger Lene Linnemann, der forventer en debat om historieskrivningen i dag fra landsmødets talerstol på Hotel Comwell i Kolding.
Berlingske har været i kontakt med flere af de SFere, som var til stede ved de to møder op til regeringens sammenbrud, men det er kun ganske få, som ønsker at tale åbent om emnet. Det står klart, at seks medlemmer af gruppen i løbet af natten og morgenen på forskellig vis vred sig over udsigten til at skulle stemme med regeringen om det omdiskuterede salg til Goldman Sachs, og det blev søgt afklaret, om de pågældende kunne blive væk fra afstemningen.
Folketingets såkaldte clearingsystem gør det muligt for et antal politikere fra hvert parti at udeblive fra afstemninger i salen, så længe samme mængde »ja« og »nej«-stemmer holder sig væk på begge sider af afstemningen. Dermed neutraliserer de hinanden.
Men ideen løb ud i sandet om morgenen, da Dansk Folkeparti ophævede clearingsystemet for at møde talstærkt op og stemme imod regeringen under Goldman Sachs-afstemningen.
Herfra er der uenighed om forløbet. Blandt flere tidligere ministre og tilhængere af, at SF skulle fortsætte regeringssamarbejdet, er der opbakning til landsledelsens beretning. Andre mener, at alle folketingspolitikere var klar til at stemme med regeringen, men at Annette Vilhelmsen ikke fik afsøgt den enighed ordentligt, før hun trak SF ud af regeringen.
Baglandet havde fået nok
Den mangeårige SFer og tidligere folketingsmedlem Leif Herman kalder det »uklogt« af landsledelsen at gøre sig til overdommer i sagen. Han ser beretningen som en hævnaktion fra landsledelsen mod de folketingsmedlemmer, der gjorde indsigelser mod landsledelsens beslutning om at stemme med regeringen:
»Jeg har rynket brynene meget kraftigt over den beretning, og jeg har svært ved at tolke det som andet end, at landsledelsen lige vil give dem et spark og gøre dem til syndebukke. Tanken er vel, at de syndebukke ikke skal have forfærdeligt meget indflydelse på politikken fremover. Men de mennesker, som udgør det mindretal, er fuldt ud så gode SFere som dem, der udgør flertallet,« siger han.
Anne-Mette Wehmüller, der er en af SFs fire spidskandidater ved valget til EU-parlamentet, mener ikke, man kan isolere SFs regerings-exit til nogle få personer. Det er summen af de senere års politik med skattelettelser til de mest velstillede og forringelser for de ledige, som til sidst gjorde, at SF måtte ud af regeringen.
»Det handlede om, at SFs kernevælgere og bagland havde fået nok. Det var ikke bare et par personer i folketingsgruppen, der var kontrære – slet ikke – og så er det jo urealistisk at placere ansvaret på dem, og det er heller ikke en ordentlig måde at komme videre på,« siger hun og får opbakning til den udlægning fra Birgit Pedersen, byrådspolitiker fra Roskilde:
»Denne sag burde ikke være stor nok til at udløse så stort et drama. Derfor er det min udlægning, at det simpelthen var hele projektet, den var gal med, og som gjorde, at formanden til sidst var nødt til at sige, at den ikke gik mere. Man kan ikke isolere det på den måde,« siger Birgit Pedersen, der kalder det »useriøst«, at landsledelsen har skrevet beretningen.
Berlingske har været i kontakt med alle de seks gruppemedlemmer, som modsatte sig Goldman Sachs-aftalen, men ingen af dem ønsker at udtale sig om historieskrivningen.
»Det er ikke en diskussion, jeg vil gå ind i. Jeg vil blot nøjes med at sige, at jeg havde gjort klart, at jeg ville stemme med regeringen, selv om min personlige holdning var imod,« siger arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen eksempelvis.
Trods kritikken fastholder SF-formand Pia Olsen Dyhr udlægningen i beretningen.
»Formanden kunne ikke få sikkerhed for, at hele gruppen ville stemme, som landsledelsen havde besluttet. På det grundlag mente hun ikke, at vi kunne fortsætte i regeringen. Og så synes jeg ikke, at den er længere,« siger Pia Olsen Dyhr.
Men folk i dit parti siger, at den beretning splitter partiet ad, fordi man udpeger skyldige?
»Min holdning er, at man ikke kan diskutere skyld. Det er et meget belastet begreb. Det her handler om, at vi jo er nødt til at diskutere vores regeringsdeltagelse og den måde, vi kom ud af regeringen. Grunden er jo også, at vi skal vide, hvordan vi skal håndtere det i fremtiden. Og længere er den egentlig ikke,« siger Pia Olsen Dyhr.
Så du kan ikke forstå, at nogen føler, at I udpeger syndebukke i partiet?
»Nej. Jeg synes, det handler om, at vi er nødt til at skrive en beretning om, hvordan vi kom ud af regeringen. Og så er den bare ikke længere.«
Kritiske røster i landsledelsen
Der kan ikke stilles ændringsforslag til beretningen fra landsledelsen, og den plejer at blive stemt igennem på landsmødet uden sværdslag. Derfor oplever flere SFere, at den nye SF-top anført af Pia Olsen Dyhr forsøger at få listet en udlægning igennem, der svækker personer, som ikke er på hendes fløj i partiet.
Den nyslåede formand sidder selv med i landsledelsen og er her flankeret af flere støtter som eksempelvis den afgående næstformand Mette Touborg, tidligere gruppe-formand Pernille Vigsø Bagge og afgående formand Annette Vilhelmsen.
Folketingsgruppens kritikere af DONG-salget til Goldman Sachs er kun repræsenteret af Trine Pertou Mach i landsledelsen.
Beretningen blev derfor ikke godkendt uden sværdslag i landsledelsen, erfarer Berlingske. Trine Pertou Mach tog blandt andet ordet på det lukkede møde og kritiserede, at landsledelsen nu forsøgte at opsummere et hændelsesforløb, som landsledelsen ikke havde været en del af, fordi det var foregået på SFs gruppemøde. I hvert fald ét andet medlem var også kritisk.
Ifølge Flemming Stenild, der genopstiller til landsledelsen, har det været en svær beslutning at stemme for beretningen:
»Jeg har godt hørt kritikken, og det er jo en svær afvejning, når det hele udgår fra møder, som man ikke er til stede på. Jeg har nok den grundholdning, at det uanset hvad ikke kunne være gået anderledes.«