Denne uges dramatiske orkan i dansk politik i almindelighed og SF i særdeleshed rejser en hel stribe af interessante politiske perspektiver. Ikke bare i forhold til SF, men også for andre af Folketingets partier. Bliver SF nogensinde efter dette et parti, som kan vende tilbage til magten? Partiet tog mere end 50 års tilløb til at indtræde i en regering, og nu står det udenfor på dørmåtten igen efter ganske kort tid i ministerkontorerne. Fortumlet, forslået, ødelagt af indre konflikter som adskillige gange før. Det er SFs lidelseshistorie, at en tilnærmelse til magten altid skaber indædt og højlydt kamp mellem idealisterne og pragmatisterne. I 1967 førte samme slags diskussioner til en sprængning af partiet og dannelsen af partiet Venstresocialisterne. Også dengang blev SF spået død og undergang. Nu er de på den igen. Nu spredes den unge, lovende generation af SF-talenter, som dyrkede Søvndalismens erklærede jagt på magten, og håbet om indflydelse. SFs stifter, Aksel Larsen, formulerede præcis det problem i sine erindringer: »Hvis man har en mening med at deltage i politik, så må det være den, at man vil have indflydelse og magt til at virkeliggøre sine ideer. Hvis man bliver skrækslagen den dag, man får tilbudt del i magten, så hører man til nederlagets mænd. Hvis man ikke er mere fast i overbevisningen om sine synspunkters rigtighed og om, at man vil kunne holde fast ved dem, så bør man opgive politik og give sig til at dyrke kål,« skrev han i et velkendt politisk citat. SF og Enhedslisten har begge anfægtelser ved magten. Søvndal og hans folk troede, at de kunne ændre på SFs historiske arv og flytte partiet ind i nuets mere taktiske, politiske rum, hvor adgangen til magten fylder alt og idealerne kommer en anden række. Det lykkedes ikke.

FOLKETINGSARBEJDET ER I DAG blevet uforeneligt med et medlemsdemokrati, konstaterede SF-udbryderen og VS-stifteren anno netop 1967, Preben Wilhjelm, forleden i et interview på TV 2 News. Det er en interessant og helt rigtig betragtning, I særdeleshed Enhedslisten og SF har bundet deres parlamentariske handlekraft op på en hovedbestyrelse eller landsledelse. Mediepresset 24 timer i døgnet, kravet om konstante svar, udmeldinger, nye dagsordener og hurtige beslutninger er massivt. Kravet til taktisk håndelag og klar kommunikation gør det vanskeligt at skulle stemme alt af med større eller mindre folkelige organer for accept eller det modsatte, mens medierne står i kø for at jagte mytteristerne i baglandet og klemme udtalelser ud af topfolkene. I det politiske landskab anno 2014 er medlemsdemokratiet en narresut, og de partier, som SF og Enhedslisten, der forsøger at holde fast i sådanne stærke organer, har det svært, fordi selv den mindste sag kan ende i et mediedrama som breaking news. Salget af DONG-aktierne har afsløret en anden hidtil upåagtet udvikling. Danskerne er ikke nemme at mobilisere til demonstrationer og slet ikke i kulde og dårligt vejr, men på Facebook kan den hurtige folkestemning blomstre hjemme i den lune stue og vokse sig vildt stor uden fornuftig modsigelse eller nuancer. Politikerne elsker Facebook, fordi de slipper for kritiske journalister derinde blandt venner, men Facebook bliver et farligt politisk våben til at rejse en folkestemning på et totalt forsimplet og uoplyst grundlag, som kun meget modige og koldblodige politikere tør sidde overhørig.