BERLIN: Hvis der er en film på årets film­festival i Berlin, som får snesevis af følsomme filmkritikere til at vende mundvigene nedad, allerede inden den er blevet vist, så er det den meget hypede filmatisering af sex-bestselleren »50 Shades of Grey«.

Bogforlægget af samme navn er blevet oversat til 52 sprog og har rekorden som den hurtigst sælgende paperback nogensinde. I øjeblikket har antallet af solgte eksemplarer passeret de 100 millioner, men hvis der nogensinde har været en bog, der har fået anmeldere til at påpege, at kvantitet ikke er lig med kvalitet, så må det være denne.

Den samme uvilje retter sig mod filmatiseringen af bogen, og i Berlin, hvor kritikere og festivalgængere bryster sig af at være deltagere i en af verdens mest kunstnerisk ambitiøse festivaler, føjer »50 Shades of Grey« sig i øjeblikket til en aggressiv diskussion om selve festivalens identitet.

Der har i forvejen været vrede over nogle af de film, der har været i hoved­konkurrencen, nemlig Isabel Coixets »Nobody wants the night« og Werner Herzogs »Queen of the Desert«.

Trods de to instruktørers mange meriter, mener nogle kritikere nemlig, at Berlinalen først og fremmest har hentet disse stjernetunge film til festivalen for at stå sig bedre i den fortløbende kamp mellem de største festivaler om at tiltrække de globale mediers opmærksomhed.

»Det er ganske enkelt uværdigt, at Berlinalen satser på titler som disse,« siger den danske berlinale-blogger og filmekspert Michael G. Madsen.

Inderste fanfantasier

Tendensen er ikke ny, for noget tilsvarende kan man i de senere år beskylde Cannes-festivalen for at have gjort med succes, men bundlinjen er, at det er svært at argumentere mod de enorme mængder web-clicks og spaltemillimeter, som filmstjerner fortsat genererer.

Når gallapremieren på »50 Shades of Grey« i morgen aften med garanti vil skabe et inferno af blitzlys og ophidsede TV-værter ved den røde løber ved Zoo Palast, vil kritikken imidlertid være glemt.

Hundreder af bloggere vil kommentere de medvirkende skuespillere Dakota Johnsons og Jamie Dormans galladress, og TV-indslag vil repetere filmens forhistorie for de få, der endnu ikke har orket at sætte sig ind i fænomenet og dens ekstreme gennemslagskraft.

Hvis der er noget, de førnævnte kritikere ynder at fremhæve, er det »50 Shades of Grey«s fødsel i det, som man kan kalde litteraturens laveste livsform: nemlig fan-fiction. Det er betegnelsen for fansenes internet­omdelte videredigtninger på TV-serier og romanuniverser, som de dyrker med religiøs intensitet.

Hyppigt bevæger disse ofte lange historier sig ud i seksuelle eskapader, hvor figurer som Harry Potter og Batman udlever fansenes inderste fantasier.

I tilfældet »50 Shades of Grey« begyndte det i 2011, da den 51-årige Erika Mitchell under pseudonymet E.L. James begyndte at skrive sadomasochistiske faneventyr om de to hovedkarakterer, Edward Cullen og Isabella Swan, i Stephenie Meyers romantiske vampyrserie »Twilight«.

Senere udviklede hun historierne til et selvstændigt univers under den nu globalt kendte titel »50 Shades of Grey«, som hun tilrettelagde i tre romaner, der blev købt til udgivelse af forlaget Vintage Books. Alle tre romaner vil blive filmatiseret.

Model takkede nej

Med Berlinale-premieren på filmen – den danske premiere følger dagen efter – er diskussionen om bøgernes litterære værdi atter blusset op, ligesom feministiske kommentatorer har diskuteret, om skildringen af SM-forholdet mellem den 22-årige universitetsstuderende Anastasia Steele og den 27-årige superrige virksomhedsejer Christian Grey kan tolereres inden for kvindekampens rammer.

Den store majoritet af boganmeldere har hånet »50 Shades of Grey«s litterære kvaliteter, heriblandt Salman Rushdie, der har kaldt bogen den ringeste, der nogensinde er blevet udgivet.

»Den får Twilight-bøgerne til at fremstå som Krig og Fred,« lød dommen fra Rushdie.

Enkelte har dog fremhævet bogen som en »sidevender«, og i den britiske avis The Telegraph beskrev en kritiker bogens form for »seksualpolitik« som et emne, der vil optage kvindelige læsere i mange år fremover.

De mange fans af bøgerne har forsolgt filmen bedre end nogen viral marketings­kampagne kunne have præsteret, og mange tanker er lagt på nettet om valget af de to hovedskuespillere. Stor skuffelse var der, da det blev afsløret, at den veltrænede undertøjs­model David Gandy havde takket nej til rollen. Han ville hellere fokusere på sin modelkarriere.

I stedet blev det den 32-årige Jamie Dornan, der i interview har fortalt, hvordan han har researchet rollen i sadomasochistiske swingerklubber, mens han samtidig har understreget, at filmens vægt ligger på det romantiske, snarere end det seksuelle. Samt at filmen, i et knæfald for en af Hollywoods mest sejlivede regler, ikke vil indeholde frontal mandlig nøgenhed, hvilket på dansk betyder nul mandlige genitalier.

På ét punkt har producenterne garderet sig mod kritik, nemlig at filmen skulle være udtryk for det såkaldte »mandlige blik«, som feminister har kritiseret filmkunsten for at rumme, og som ser verden fra mandens synspunkt – og mærker den med mandens lyst.

Filmen er nemlig instrueret af den respekterede kvindelige instruktør Sam Taylor-Johnson, der blandt andet har lavet en udmærket film om John Lennon, »Nowhere Boy«.

Scenestjæler

Den kvindelige hovedrolle spilles af den 23-årige Dakota Johnson, der trods sin alder har haft adskillige roller i TV-serier og film – ofte i mindre scener hvor det lykkedes hende at stjæle billedet fra de mere fremtrædende.

Om selve indholdet af filmen er det sluppet ud, at omkring tyve minutter af filmens spilletid på 100 minutter vil være sexscener, der dog vil være filmet og klippet således, at den undgår at få den højeste amerikanske aldersgrænse på +17. En meget ældre film, der vakte skandale på grund af sine sexscener, nemlig Bernardo Bertoluccis »Sidste Tango i Paris« rummede til sammenligning ni minutters sex.

Om filmversionen af »50 Shades of Grey« formår at tilfredsstille de millioner, der har levet sig ind i bogen, er dog en helt anden snak. Film er et explicit medium, hvor bogfilmatiseringer hyppigt bliver beskyldt for at gøre bøgernes leg med læsernes fantasier alt for konkrete. Sagt på en anden måde, så er bøgerne allerede blevet filmatiseret millioner af gange, nemlig på indersiden af læsernes hoveder, og mange vil derfor gå skuffede fra biografen.

Det betyder dog næppe, at de skuffede forventninger sætter salget af billetter i stå. Tværtimod har bogen og filmen kickstartet en bølge af mainstream-film, der forsøger at inkorporere lagenøvelser med romantik, og flere af dem bliver nu søgt finansieret på Berlinalens internationale filmmarked. Flere benytter sig skamløst af variationer over billederne fra »50 Shades of Grey«, som den mexicanske film »Decadencia«, der også lover fransk undertøj og sex med bind for øjnene.

»50 Shades of Grey« har dansk premiere torsdag, hvor den også anmeldes i Berlingske.